Skip to main content
Ugens tilbageblik

Odenses første doktor var ikke ægte odenseaner!

SDU’s første doktor var hverken fynbo eller ansat på universitetet.

D. 31. januar 1969 markerer en milepæl i universitetets historie. Her fandt nemlig det første doktordisputatsforsvar sted. Æren tilfaldt historiker og afdelingsleder ved Danmarks Lærehøjskole (senere DPU) Finn Løkkegaard. Han brillerede med en 600 sider lang afhandling om diplomat Henrik Kaufmanns arbejde i USA under den Anden Verdenskrig.

Afsløret i lokalpressen

Som foromtale bragte Fyns Tidende et interview med doktoranden under overskriften ’Han er ikke vaskeægte odenseaner’! Her kunne avisen afsløre, at det 8 år lange arbejde, som lå til grund for afhandlingen, faktisk havde fundet sted i København.

Til journalistens ærgrelse havde valget af Odense Universitet som ramme om forsvaret intet at gøre med, at Finn Løkkegaards var student fra det lokale Sct. Knuds Gymnasium. Ej heller var Odense valgt pga. en særlig herlighedsværdi, selvom den kommende doktor forsikrede læserne om, at ’ Odense er en dejlig by’. Årsagen var derimod, at historiker Jørgen Hæstrup fra Odense Universitet havde spillet en central rolle i Løkkegaards arbejde.

De var dus!

Pressen var mødt talstærkt op til forsvarshandlingen, som fandt sted i Odense Teknikums festsal på Niels Bohrs Allé. Der lader til at have været småt med dramatiske højdepunkter i den fem timer lange seance. Måske derfor fandt flere journalister det væsentligt at fremhæve, at doktoranden og opponent Erling Ladewig Petersen var dus!

Fyens Stiftstidende reporter hæftede sig desuden ved, at publikum faldt fra undervejs: ’det må bemærkes at antallet svandt ind til det halve, inden man nåede til vejs ende.’ Hos konkurrenten Fyens Tidendes var man mere positiv i sin karakteristik af begivenheden, der blev betegnet som ’afslappet, elegant og undertiden vittig’. Afslutningsvis var der roser til Odense Teknikums fornemme højtaleranlæg!

En stor dag for universitetet

For rektor Mogens Brøndsted var der ingen tvivl om begivenhedens store betydning. Han fremhævede, at bedømmelser af doktorafhandlinger hørte til et universitets fornemmeste opgaver. Dernæst glædede han sig over, at netop denne afhandling var frugten af et forskningsinitiativ, som udgik fra Odense (qua Jørgen Hæstrups studier i besættelsestidens historie).

Begivenheden cementerede Odense Universitets position som et ’rigtigt’ universitet. I løbet af de første par leveår havde det ikke skortet på skepsis fra især københavnerpressen, og udnævnelsen af den første doktor var vigtig for det unge universitets selvforståelse.

Den første doktor forblev i hovedstaden

Og hvad med doktoren selv? Efter at have haft hovedrollen i et af de vigtigste kapitler i SDU’s historie, fortsatte Finn Løkkegaard sin akademiske karriere ved DPU i København frem til sin pension i 2002.

Men på SDU husker vi ham som Odenses første doktor!

Redaktionen afsluttet: 27.06.2016