Skip to main content
DA / EN

1975

Skønt Venstre gik frem ved januarvalget 1975, lykkedes det ikke Poul Hartling at danne regering. I stedet vendte socialdemokraten Anker Jørgensen tilbage som leder af en mindretalsregering, der med statsministerens ord ville finde sit parlamentariske grundlag ”fra sag til sag”.

Undervisningsministeriet blev genindtaget af Ritt Bjerregård, der havde haft posten i de sidste fire måneder af 1973. Politisk stod hun langt fra sin forgænger, men som medlem af en mindretalsregering så hun ikke mange chancer for at få markante reformer igennem Folketinget. Som daværende undervisningsdirektør Asger Baunsbak-Jensen erindrer:

”Da Ritt Bjerregaard kom til, gik hun i Folketingssalen med nøjagtig samme forslag til skolelov, som forgængeren fra Venstre, Tove Nielsen, havde fremsat. Men i forhandlingerne var hun skrap til at få vigtige ændringer igennem. Ritt var enormt god til at få indføjet sætningen ’efter af ministeren nærmere fastsatte regler’. Bagefter skulle vi så udarbejde bekendtgørelser, cirkulærer og læseplaner efter hendes hoved.”

1970’erne var en økonomisk kriseperiode, og Anker Jørgensens regering kæmpede sig ”fra sag til sag” mere optaget af at løse de akutte problemer, end at formulere målsætninger eller gennemføre de upopulære strukturelle tilpasninger, som de internationale konjunkturer og Danmarks medlemskab af EF nødvendiggjorde. Universiteterne oplevede den økonomiske stramning i form af nedskæringer og adgangsbegrænsning, eller som det eufemistisk hed, adgangsregulering til de videregående uddannelser. Det var et af Tove Nielsens programpunkter fra 1974, som i 1976 blev gennemført af hendes socialdemokratiske efterfølger.

Den folkelige mistro til den politiske elite, der var kommet til udtryk i jordskredsvalget 1973, fandt næring i sager om pamperi, vennetjenester og bengnaveri. Således angreb Ekstra Bladet i 1978 socialdemokraten Ralph Lysholt Hansen for hans mange ”ben”. Da det senere samme år kom frem, at Ritt Bjerregård havde ladet staten betale for en luksussuite på hotel Ritz under et møde i Paris, havde Anker Jørgensen intet andet valg end at lade hende falde. Ny undervisningsminister blev Dorte Bennedsen, der fortsatte på posten indtil 1982.

Topbilledet viser et foto af hotel Ritz, Wikimedia.

Andre begivenheder i 1975:

  • Spaniens diktator, general Franco, dør og efterfølges som statsoverhoved af Kong Juan Carlos, der indleder en overgang til demokrati.
  • Amerikanerne Bill Gates og Paul Allen stifter et softwarefirma, som de kalder for "Micro-soft". Senere beslutter de at droppe bindestregen.

Forrige - Næste

Retur til Historien år for år

Sidst opdateret: 17.01.2017