Ikke alle, der i 1966 var blevet ansat ved det nye Odense Universitet, valgte at lægge deres bopæl på Fyn. Nogle foretrak at blive boende i København eller Århus og pendle til og fra deres fynske arbejdsplads. Det gjaldt i særlig grad lærerne. Det fynske sprog blev beriget med et nyt ord, ”lyntogsprofessor”, om en universitetslærer, der kun viste sig på campus de dage, der var undervisning, mens forberedelsen og forskningen foregik derhjemme.
Mange studenter var kede af at se deres undervisere så sjældent, og de kolleger, der havde slået sig ned på Fyn, syntes ikke at ”lyntogsprofessorerne” bidrog til det faglige miljø omkring Odense Universitet. Omvendt kunne lyntogsprofessorerne henvise til, at de opfyldte deres undervisningspligt på linie med andre, og at det nyetablerede Odense Universitetsbibliotek ikke kunne måle sig med bibliotekerne i København og Århus. Selv om det ikke blev sagt offentligt, var der vel også blandt de nye Odense-professorer nogle, for hvem stillingen på Fyn var en venteposition til et embede ved et af de to gamle universiteter.
Problemet var vanskeligt at løse. En egentlig bopælspligt i stil med den, der fx gjaldt for præster, ville indebære, at man ved stillingsbesættelser kunne forbigå den bedst kvalificerede ansøger til fordel for en, der var rede til at slå sig ned på Fyn eller øerne. Historieprofessor Tage Kaarsted udtalte i 1969 ved et offentligt møde i Odense, at universitetets lærere havde en moralsk forpligtelse til at bo på Fyn, deltage i det lokale liv, drikke bajere fra Albani og ryge cigarer fra Tørring.
|
Andre begivenheder i 1969:
|