I middelalderen fandtes der ingen universiteter i Norden, og de, der ønskede en videregående uddannelse, måtte rejse til et universitet i Italien eller Frankrig. Situationen blev lidt lettere, da den bøhmiske konge Karl 4. i 1348 oprettede et universitet i Prag, det første i det tysktalende område. Institutionen var opbygget med det parisiske universitet som forbillede og inddelt i fire fakulteter: teologi, jura, lægevidenskab og humaniora. Studenterne var inddelt i fire ”nationer”: bøhmiske, polske, bayerske og sachsiske.
I 1372 blev en studerende ved navn Olav eller Ole indskrevet ved det juridiske fakultet i Prag. Han er noteret i matriklen som Olaus de Ripis Dacus - ”Ole fra Ribe, dansker” - og optaget som medlem af den ”sachsiske nation”.
I de følgende år er der noteret en lang række danske studerende i Prag, blandt dem den senere biskop i Odense, Tetze Podebusk, men i begyndelsen af 1400-årene blev universitetet splittet af indre stridigheder mellem de fire ”nationer”, og fra 1419 foretrak nordiske studerende at søge til det nyoprettede universitet i Rostock.