Skip to main content

Forskningsformidlingsprisen - Jørn Brøndal

Portræt af Jørn Brøndal

Jørn Brøndal, professor, Ph.d., Institut for Historie

Jørn Brøndal er professor i Amerikanske Studier og leder af Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet. Han er en internationalt anerkendt historiker, der i sin forskning fokuserer på amerikansk politik og på etniske og racemæssige problemstillinger. I 2005 vandt han Wisconsin Historical Society Book Award of Merit for sin bog Ethnic Leadership and Midwestern Politics (2004), og han har publiceret artikler i flere internationale tidskrifter, herunder Journal of American Ethnic History og Journal of the Gilded Age and Progressive Era. Han er tidligere præsident for Nordic Association for American Studies (2011-13) og har siddet i redaktionsbestyrelsen for Journal of the Gilded Age and Progressive Era (2009-13) og American Studies in Scandinavia (siden 2014)

Forskningsformidling har spillet en betydelig rolle i Brøndals karriere. Han har således løbende bidraget til den offentlige debat med mange interviews, analyser og kronikker i danske aviser, lige som han hyppigt har optrådt på dansk tv og i radioen. Siden 2012 har han medvirket i tilsammen omkring 700 indslag på tv-stationerne DR1, DR2, TV2, TV2 News og radiostationerne P1, P3, P4, Radio24syv og Radio4, svarende til 1-2 optrædener på radio eller tv hver uge i mere end otte år. Fra marts 2017 til december 2018 var Brøndal fast paneldeltager på DR2s ugentlige tv-program "Jersild om Trump."

Brøndal er flittig foredragsholder og debattør. Alene siden 2016 har han holdt 134 foredrag og oplæg i offentlige fora. Han har forelæst ved mange af landets folkeuniversiteter, gymnasier og biblioteker og også eksempelvis ved Stidsholt Idrætsefterskole i Sæby, Dansk Blindesamfunds Fuglsangcenter i Fredericia, Aktivhøjskolen i Herning, DOKK1 i Aarhus, Dagbladet Politiken i København samt Bogforum i Bella Center. Brøndal har ligeledes holdt oplæg for flere politiske partier, herunder for Socialdemokratiet i Kolding (2018), for Det Konservative Folkeparti ved et seminar om EU i Fællessalen på Christiansborg (2018) og ved Radikale Venstres nytårsstævne på Hotel Nyborgstrand i samtale med daværende forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen og tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard (2019). Da Barack Obama gæstede SDU-Kolding i september 2018, bistod Brøndal administrerende direktør for Business Kolding Morten Bjørn Hansen i at formulere de spørgsmål, der blev basis for hans sit-down interview med den tidligere præsident.

Brøndals forskning har flere gange fanget offentlighedens interesse. En artikel i Journal of American Ethnic History førte til et interview om skandinavisk-amerikansk identitet, der blev bragt i webudgaven af det amerikanske magasin Time (2018). Hans bog Det sorte USA: Fra Uafhængighedserklæringen til Barack Obama (2016) blev diskuteret på flere radio- og tv-programmer og blev en publikumstræffer. Bogen var blandt finalisterne både til "Årets historiske bog," der tildeles af Dansk Historisk Fællesråd, og til "Læsernes bogpris", der udbydes af Danmarks Biblioteksforening og Berlingske Tidende, og som dækker skøn- og faglitteratur under ét.

Sidst opdateret: 07.09.2021