Skip to main content
Ny virksomhed

Forskere tættere på vaccine mod smitsom diarre

Ny biotek-virksomhed er tæt på at finde ud af, hvordan vi kan få has på en type diarre, som årligt sender mange hjem fra rejser med maveproblemer og koster liv i udviklingslandene

Af Stine Charlotte Hansen, , 02-11-2018

Mange forskere og virksomheder har forsøgt at lave en vaccine mod ETEC, et medlem af colibakterie-familien, som årligt sender mange turister og forretningsrejsende hjem fra udlandet med dårlig mave.

I udviklingslandene koster den diarrefremkaldende bakterie menneskeliv. 

Det er endnu ikke lykkes for nogen, sandsynligvis fordi de indtil nu har kigget i den forkerte retning, mener forskerne, som står bag for den spritnye biotek-virksomhed GlyProVac. 

GlyProVac arbejder nu med en lille forskel, der potentielt kan ændre alt. 

Sukker på protein er en gamechanger 

Forskerne bag opfindelsen har fundet ud af, at der er sukker på proteiner i bakterier, og vist, at disse provokerer immunforsvaret mere, end når sukkeret mangler.

- Det vil sige, at de egner sig supergodt til vacciner, forklarer Anders Boysen, som i en årrække har været forsker på Institut for Biokemi og Molekylær Biologi og nu står i spidsen for det nye spin-out.

Sukkeret på proteiner har altså betydning for, hvordan menneskekroppen og dermed sygdomme reagerer på vacciner. 

Anders Boysen og hans kolleger har udviklet en særlig metode til at få øje på sukkeret på proteinerne. Fra at andre kunne få øje på fire proteiner med sukker på i colibakterierne, kunne de pludselig se mere end 250. 

En kamp mod tid og tomme lommer

Resultaterne har været så gode, at SDU valgte at søge patent på opfindelsen. Novo Seeds bevilgede midler, så Anders i to år kunne koncentrere sig fuldt ud om at vise sammenhængen mellem sukkerproteinerne og vaccineeffektivitet.

Det har ikke altid været givet, at projektet skulle ende med et spin-out, selvom det hele tiden har været målet. Efterhånden slap pengene fra Novo Seeds op, og projektet hang i en tynd tråd. 

Men Anders Boysen arbejdede videre og samlede både viden og erfaringer. 

Foto: GlyProVac er et spin-out, som udspringer af Syddansk Universitet.

Forskerne fik adgang til særlige prøver

Vendepunktet kom, da han fik mulighed for at få prøver fra en organisation, der i et forskningsprojekt havde inficeret mennesker med ETEC-bakterien. 

- Og nu kan vi se, at vi har ret. Proteinerne med sukker på genererer flere antistoffer end dem uden sukker, forklarer Ann Zahle, som gennem sit job i SDU RIO helt fra projektets start arbejdede med kommercialisering af opfindelsen og nu er medstifter af spin-outet.

Resultaterne fra projektet, samt det store potentiale, gav Anders og Ann mulighed for at søge midler fra Innovationsfonden, og pengene blev bevilget i juni i år i form af en Innobooster. 

Med opbakning og yderligere investeringer er det nu muligt for dem at danne spin-outet fra SDU og skabe biotekvirksomheden. 

Det vigtige og rigtige protein at satse på

Ud over at GlyProVac skal vise, at sukkeren generelt har en effekt på vaccineeffektiviteten, så arbejder forskerne også med et specifikt protein, som et af verdens største vaccinevirksomheder også satser på.

- Men de arbejder med proteinet i en nøgen version. De har ikke set sukker-ændringerne, som vi er sikre på har betydning for, om man kan lave en vaccine, der virker, siger Ann Zahle. 

Med dette mener GlyProVac at have en viden, der på sigt kan sælges. Og det stopper ikke med ETEC-bakterien, for metoden er en platformsteknologi, som kan bruges generelt.

- Vores metode til at se sukkeret på proteinerne fungerer også i alle mulige andre bakterier, så når vi er færdige med at forske i ETEC-bakterien og sælger den viden videre, så kan vi tage fat i en anden bakterie, forklarer Anders Boysen.

Forskerne bag opfindelsen

GlyProVac-opfindelsen – altså den effektive metode til at få øje på sukker på proteiner – blev gjort i 2012 i et tværfagligt samarbejde imellem Anders Boysen og Jakob Møller-Jensen, samt Martin Røssel Larsen og Guiseppe Palmisano, fra hhv. Mikrobiologi og Proteinforsknings-grupperne på Institut for Biokemi og Molekylær Biologi.

Investorer bag spin-outet

GlyProVac er en realitet på grund af opbakning og investeringer fra Syddansk Innovation, Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte, Science Ventures Denmark, entreprenørerne selv, samt med opfinderne på den oprindelige opfindelse.

Banebrydende forskning

- SDI har som målsætning at kommercialisere banebrydende innovation fra universiteterne, og vi ser Glyprovac som et meget lovende spinout, udtaler Peter Smedegaard, investerings- og porteføljechef hos Syddansk Innovation A/S.

Syddansk Innovation

Syddansk Innovation er ét af Danmarks fire innovationsmiljøer. SDI's formål er at hjælpe iværksættere med at udvikle og skalere deres innovative videns- og teknologibaserede forretningsidéer til succesfulde virksomheder.

Læs mere om Syddansk Innovation

Redaktionen afsluttet: 02.11.2018