Skip to main content
Klima & Iværksætteri

SDU startup i finalen som Årets Klimaiværksættere

Den tidligere SDU-startup Mewalii er nu i finalen som Årets Klimaiværksætter ved det kommende Klimafolkemøde.

Af Susanne Siig Petersen , , 07-07-2021

Iværksættervirksomheden Mewalii er netop blevet udvalgt til at deltage i finalen ved 'Årets Klimaiværksætter' til Klimafolkemødet, som finder sted i Middelfart fra d. 2. til d. 4. september. 

Væk med tabu - ind med plantefibre

Mewalii er udvalgt, fordi de har udviklet et bæredygtigt - og dermed klimavenligt - hygiejnebind baseret på plantefibre. Målsætningen for de to
co-founders Simone Westergaard og Frederikke Dahl er først og fremmest at lave de bedste og mest bæredygtige engangsbind på markedet.

Samtidig er det også en mission om at gøre det nemmere for kvinder at tage et aktivt valgt om at handle bæredygtigt ind - og endelig ønsker de at medvirke til at fjerne det fortsatte tabu, der kan være omkring menstruation. 

Konventionelle bind

I dag laves størstedelen af engangsbind af bomuld og plastik, og under produktionen bruges kemikalier og store mængder vand.
For at producere 1 kg bomuld kræves over 5.000 liter vand, og da bomuld kun kan gro i tropiske og subtropiske områder, hentes vandet desuden fra steder, som allerede er i begyndende vandmangel.

Når bomuldet så skal transporteres til Europa, er der i sagens natur en lang transport, og CO2-udslippet er derfor højere, end hvis planten kunne dyrkes mere lokalt i de europæiske lande. 

En mere klimavenlig løsning

Mewalii bruger en anden plante end bomuld (som vi ikke kan oplyse navnet på her. Billedet er derfor kun illustrativt og ikke et udtryk for den konkrete plante. red.), og derudover så fjerner de plastik helt fra produktionen.

Den pågældende plante kan leve af regnvand, og det betyder, at den under produktionen kun kræver en femtedel vand sammenlignet med bomuld. Dermed minimerer de vandforbruget markant.

Planten kan gro i mange forskellige vejrforhold - og danske vejrforhold er netop ét af dem. Derfor kan planten gro i Danmark og mange andre steder i Europa, hvor de både vil dyrke og producere de bæredygtige engangsbind. På den måde undgås lang transport, og CO2-udslippet minimeres.  

Endnu en god egenskab for "den hemmelige" plante er, at den kan klare sig selv på marken. Den kræver derfor ingen pesticider eller andre skadelige kemikalier under dyrkning eller produktionen. 

Finalen til Klimafolkemødet

I alt seks iværksættere er udvalgt til at deltage i finalen, der finder sted fra scenen på pladsen foran KulturØen i Middelfart fredag d. 3.  september. 
Her skal Simone og Frederikke pitche deres bæredygtige forretningsidé for et ekspertpanel, inden den endelige vinder af konkurrencen kåres. 

De fem andre virksomheder i finalen er:

  • Paint'R
  • Pure Algae Denmark
  • EntoMass
  • Undine - sustainable sailing
  • PERO Solutions

SDU Entrepreneurships Lab

De to virksomhedsejere har begge læst ved SDU og har været en del af SDU's iværksættermiljø: SDU Entrepreneurship Labs.
Simone Westergaard er uddannet diplomingeniør i Integreret Design, og Frederikke Dahl har en bachelor i Idræt og Sundhed.

Deres projekt understøtter flere af FN's officielle verdensmål, idet det løser både helbreds- og trivselsmæssige udfordringer for kvinder; videretænker klimaløsninger i ellers fuldt integrerede dele af vores hverdag og samtidig viser, hvordan forskellige fagligheder mødes og understøtter hinanden for at løfte et projekt til gennemførsel.

SDU RIO og teamet Incubation & Enterprising har hjulpet med forretningsudviklingen af Mewalii. 

Om Klimafolkemødet

Klimafolkemødet i Middelfart er en årlig begivenhed, som med både talks, workshops og boder sætter klimaet øverst på dagsordenen - i år finder det sted fra d. 2. til d. 4. september. 

Formålet med Klimafolkemødet er at inspirere til handling – både for beslutningstagere, virksomheder, organisationer og borgere.

SDU er medarrangør af Klimafolkemødet og deltager med SDU Startups, relevante forskere og prorektor Sebastian Mernild, som er en af årets hovedtalere. 

Redaktionen afsluttet: 07.07.2021