Skip to main content

IVK-studerende vil give feedback til studerende

Jonas Thorup Langelund vil med sin app Feeba, hjælpe studerende på videregående uddannelser med at forbedre deres mundtlige præsentationer

Ved hjælp af kameraet på din mobiltelefon optager du dig selv eller en studiekammerat lave en præsentation. Herefter kan videoen uploades til en hjemmeside, hvor andre kan komme med kommentarer, råd og kritikpunkter, så du kan forbedre din præsentation.

Sådan fungerer Jonas Thorup Langelunds app Feeba, som efter planen skal sælges til videregående uddannelser, så de studerende kan forbedre deres præsentationsteknikker.

Igennem det sidste år har han arbejdet med sin idé i SDU’s iværksættermiljø Startup Station, og det har været afgørende for hans iværksætterdrømme.

“Jeg er sikker på, at jeg ikke kunne været nået til, hvor jeg er i dag uden at have været en del af inkubationsmiljøet på SDU,” siger Jonas Thorup Langelund, der allerede har de to første kunder til sin virksomhed.

“Det har været uundværligt at sidde sammen med andre iværksættere, som jeg har kunnet sparre med, og som har siddet med mange af de samme problemstillinger,” fortæller han.

Flere investorer har allerede vist interesse for Jonas Thorup Langelunds forretningsidé. De er investorer, som han har fået kontakt med gennem det netværk, han har fået opbygget ved at være en del af Startup Station.

“Vi vil hellere prøve at udvikle videre på produktet og bygge virksomheden endnu mere op, så vi også kan få mest muligt ud af en aftale med en investor,” siger Jonas Thorup Langelund.

Redaktionen afsluttet: 07.05.2018