Skip to main content

Kartoffelsorteringsmaskine udfolder nationalskattes hemmeligheder

Nanoteknologi rimer ikke umiddelbart på nationalskatte, men nu har en række nanoforskere fra SDU Sønderborg etableret et netværk, hvor de introducerer konservatorer og museumsfolk for nye teknologier, der kan hjælpe dem i deres arbejde. For eksempel en kartoffelsorteringsmaskine, som kan åbne helt nye døre i vores kulturhistorie.

Af Sune Holst, , 04-01-2023

Vi kalder det  matematisk tryllestøv!

Søren Hellestrup Stærke, Konserveringscenter Vejle

Ordene kommer fra Lise Ræder Knudsen, som er direktør og konservator ved Konserveringscenter Vejle. I virkeligheden snakker hun om en hyperspektral scanner. Scanneren giver adgang til skjulte eller udviskede skriftlag ved hjælp af særlige filtre, der fanger bølgelængder, som er usynlige for det blotte øje.  

Lige nu er scanneren i gang med at bearbejde et gammelt sort-hvidt fotografi. På bagsiden er der skrevet et digt, som er bleget væk efter at have ligget årtier i solen. Hvis man kniber øjnene godt sammen, kan man kun lige ane skriften, men den er umulig at læse. Bare ikke for scanneren.  

Søren Hellestrup Stærke, som arbejder for virksomheden Newtec Engineering, der har udviklet scanneren, skruer på nogle knapper og får fremhævet skriften, så den bliver synlig på en computerskærm. Og det er dét, direktøren for konserveringscenter Vejle begejstret kalder for matematisk tryllestøv.


Egtvedpigen ligner en sæk kartofler 


En hyperspektral scanner lyder som en voldsom fancy ting og det nyeste hightech. Og det er det sådan set også. Men man kunne også mere jordnært kalde den en kartoffelsorteringsmaskine. Newtec Engineering er nemlig verdens førende producent af optiske sorteringsmaskiner til kartofler og gulerødder. Og det er netop, hvad den hyperspektrale scanner gør, når den ikke er udlånt til konserveringscenter Vejle.  

”Der er stor lighed med, hvordan lys bevæger sig igennem fibre eller kartofler, så for scanneren er der ikke forskel på, om der er tale om en kartoffel eller et gammelt gravfund fra bronzealderen,” fortæller Bjarke Jørgensen, som er Head of Research ved Newtec Engineering.  

”Hvis arkæologer finder gamle tekstiler i en tusind år gammel grav, så minder det – fra en hyperspektral scanners synspunkt – utrolig meget om en uvasket kartoffel.”


Grav ved Hammerum

"Museum Midtjylland har fundet en grav, som er fra omkring år 200 efter Kristus. Der var nogle flager af jord med tekstilrester. Vi taler altså om 2000 år gammelt tøj, som vi har været så heldige er bevaret. Der kunne vi se ganske lidt af de her tråde i overfladen,  men når han så tog dem og kørte dem igennem den multispektrale analyse, så kunne vi se lidt mere af de underliggende lag."

SDU – Connecting people


Nu spørger du sikkert dig selv, hvordan en kartoffelsorteringsmaskine og nogle af landets fremmeste konserveringsspecialister har fundet sammen, for umiddelbart synes det ikke som et oplagt match på Tinder. Men det kan de takke projektet adCon med Jacek Fiutowski fra SDU i spidsen for. 

 

”Projektets formål har været at se, hvorvidt universiteter og virksomheder kan hjælpe museer. Som nanoforsker har vi kendskab til en lang række nye teknologier, som konservatorer ikke kender til, som for eksempel kartoffelsorteringsmaskinen fra Newtec Engineering. Vores rolle er at introducere parterne for hinanden,” fortæller Jacek Fiutowski.

Projektets formål har været at se, hvorvidt universiteter og virksomheder kan hjælpe museer. Som nanoforsker har vi kendskab til en lang række nye teknologier, som konservatorer ikke kender til, som fx kartoffelsorteringsmaskinen fra Newtec engineering. Vores rolle er at introducere partnerne for hinanden.

Jacek Fiutowski, SDU NanoSYD

adCon har været et netværksprojekt støttet af EU-initiativet Interreg, men med så stor succes, at parterne nu har søgt om støtte til en ny periode, hvor aktiviteterne kan udbygges. 

 

”Man kunne for eksempel forestille sig, at vi som universitet kan lave skræddersyede løsninger til konservatorer og museer. For det er f.eks. sikkert ikke alting, som passer ind i en kartoffelsorteringsmaskine,” siger Jacek Fiutowski.

Mumie af en handicappet egyptisk danserinde

Hvis projektet får lov at fortsætte og bliver udvidet, så har Lise Ræder Knudsen fra Konserveringscenter Vejle et ønske om at kigge nærmere på en lille splint på 1 x 5 cm fra en egyptisk sarkofag.

"Vi har ikke kigget på det endnu, men vi ved, at det er en handicappet danserinde, som er begravet her. I selve sarkofagen og i mumielåget er der brugt forskellige pigmenter til at male hieroglyffer. Den er virkelig flot. Der er brugt auriprigment (et giftigt guldgult mineral af arsen og svovl), som man måske ville kunne se rigtig tydeligt ved hjælp af spektralanalyse."

Åbner sig en ny verden


Direktør ved konserveringscenter Vejle, Lise Ræder Knudsen, håber, at projektet bliver udbygget, for det giver rigtig god mening for alle parter. Og i sidste ende kan det hjælpe os med at bevare vore nationalskatte og samtidig give museer endnu bedre mulighed for at få endnu mere viden om dem.  

”Vi får nogle fagligheder, der ikke kender hinanden i forvejen, til at mødes. Vi har brug for hinanden. Jacek Fiutowski har været dygtig til at sætte os i forbindelse med virksomheder som f.eks. Newtec Engineering, hvor vi virkelig kan bruge det, de kan. Der udvikles hele tiden nye teknologier, og vi kan ikke følge med. Men det kan Jacek. Det er faktisk essensen af hele samarbejdet,” Lise Ræder Knudsen og fortsætter:

 

Vi får nogle fagligheder, der ikke kender hinanden i forvejen, til at mødes. Vi har brug for hinanden. Jacek Fiutowski har været dygtig til at sætte os i forbindelse med virksomheder som f.eks. Newtec Engineering, hvor vi virkelig kan bruge det, de kan. Der udvikles hele tiden nye teknologier, og vi kan ikke følge med. Men det kan Jacek. Det er faktisk essensen af hele samarbejdet.

Lise Ræder Knudsen, Konserveringscenter Vejle

”Konserveringscentret har en række udfordringer netop med skrift, der er forsvundet eller der er censureret bort. Den hyperspektrale scanner viser, at der er store muligheder for at fremtrylle teksten, men også at maskineriet skal opgraderes og ændres for at det kan gøre arbejdet optimalt. Netop derfor er samarbejdet imellem SDU - Mads Clausen Instituttet, Newtec Engineering og Konserveringscenter Vejle så givtigt – hver part supplerer med deres viden og tilsammen giver det viden og muligheder, som vi ikke havde før,” fortæller Lise Ræder Knudsen.

Hun bakkes op af Bjarke Jørgensen fra Newtec Engineering: 

”Der er ikke tale om filantropi fra vores side. Ved at stille vores udstyr til rådighed, får vi mulighed for at få bekræftet nogle antagelser, lave fejlfinding og udvikle vores teknologi. Det giver simpelthen bare god mening for alle parter,” siger han.  

Der er ikke tale om filantropi fra vores side. Ved at stille vores udstyr til rådighed, får vi mulighed for at få bekræftet nogle antagelser, lave fejlfinding og udvikle vores teknologi. Det giver simpelthen bare god mening for alle parter.

Bjarke Jørgensen, Newtec Engineering

Guldskatten i Jelling

Et af Danmarkshistoriens hidtil største, rigeste og flotteste guldskatte blev fundet ved Vindelev i 2021, lidt uden for Jelling. Det enorme fund på knap 1 kg guld, bl.a. bestående af kæmpestore medaljoner på størrelse med underkopper, så dagens lys efter 1500 år i den danske muld.

"Mange af medaljonerne var foldede. Der er en risiko ved at vi sætter os ned og prøver at folde dem ud også FOR stor. Men vi vil jo gerne se runerne og billederne på dem, så vi kan analysere, hvordan det flugter med den viden, vi ellers har på området. Og her undersøgte vi, om det var muligt at generere et tredimensionelt røntgenbillede, så man kan folde det ud digitalt. Det er dog ikke noget, vi længere har noget med at gøre, " fortæller Lise Ræder Knudsen.

Partnere i Interreg-projektet adCon

  • SDU NanoSYD, Mads Clausen Instituttet
  • Konserveringscenter Vejle
  • Christian-Albrechts-Universität zu Kiel (CAU)
  • The Schleswig-Holstein State Museums
  • The Getty Conservation Institute, Los Angeles
  • Jerzy Haber Institute of Catalysis and Surface Chemistry, Polish Academy of Sciences
Redaktionen afsluttet: 04.01.2023