Centerlederens kommentar

Fra LSULs nyhedsbrev 2018 - 1: Til næste år er det 60 år siden, at den britiske fysiker og litterat Charles Percy Snow udgav den lille debatbog ”The Two Cultures and the Scientific Revolution”. Bogen er et særdeles engageret debatindlæg om adskillelsen mellem den humanistiske og den teknisk-naturvidenskabelige kultur. Snow beskriver en kløft mellem de to kulturer præget af gensidig uvidenhed, fordomme og arrogance - ikke mindst fra den humanistiske kultur.

Af Claus Michelsen, 27-06-2018

Til næste år er det 60 år siden, at den britiske fysiker og litterat Charles Percy Snow udgav den lille debatbog ”The Two Cultures and the Scientific Revolution”. Bogen er et særdeles engageret debatindlæg om adskillelsen mellem den humanistiske og den teknisk-naturvidenskabelige kultur. Snow beskriver en kløft mellem de to kulturer præget af gensidig uvidenhed, fordomme og arrogance - ikke mindst fra den humanistiske kultur. Som eksempel nævner Snow, at han ofte har provokeret ved at spørge gæster ved et selskab, om de kan beskrive termodynamikkens anden hovedsætning. Svaret var ofte afvisende og negativt, selvom det ifølge Snow sådan set blot er den naturvidenskabelige pendant til spørgsmålet om, man kender Shakespeares værker. Termodynamikkens anden hovedsætning fortæller os, at i et termodynamisk system vil uorden altid vokse, og den angiver en grænse for mængden af anvendeligt arbejde, der kan ekstraheres fra varme. Man anvender entropi, som en slags mål for graden af uorden i et system. Termodynamikkens anden hovedsætning giver os sammen med termodynamikkens første hovedsætning, der siger, at ændringen i et systems energi er lig med summen af den til systemet tilførte varme og det på systemet udførte arbejde, grundlaget for at forstå og arbejde med det centrale naturvidenskabelig begreb energi.

Energi må imidlertid ikke opfattes som et rent naturvidenskabeligt begreb. Den canadiske professor Vaclav Smil, der i 2010 af tidsskriftet ”Foreign Policy” blev udpeget som en af verdens 100 største tænkere, giver i sin i sin bog fra 2017 "Energy and Civilization. A history" en dybdegående historisk gennemgang af, hvordan kampen for energi har formet menneskets civilisationer siden første gang, vi søgte føde. Ifølge Smil er energi den eneste universelle valuta. I løbet af vores historie har indsamlingen af energi antaget mange former. Mennesket er den eneste art, der systematisk kan udnytte energier uden for deres kroppe ved hjælp af intellektets kraft og et enormt udvalg af artefakter - fra de enkleste værktøjer til forbrændingsmotorer og atomreaktorer. Overgangen til fossile brændstoffer havde indvirkning på alt: landbrug, industri, transport, våben, kommunikation, økonomi, urbanisering, livskvalitet, politik og miljø. På samme vis er den globale opvarmning et politisk problem, der vil påvirke alt, herunder hvordan vores tilsyneladende ubetydelige daglige beslutninger påvirker energiforbruget.

Der er altså substans i Snows provokation. Energi har formet og former stadig vores hverdag, kultur og samfund, og en forståelse af energiens betydning i både tidligere og nuværende samfund er derfor ligeså selvskreven i almen dannelse som Shakespeares værker. International fagdidaktisk forskning viser imidlertid, at energi læringsmæssigt er et svært tilgængeligt begreb. Eleverne har en fragmenteret forståelse af energibegrebet domineret af den fysik-orienterede beskrivelse, der hverken er robust eller kan anvendes i tværfaglige kontekster med fx biologi, kemi, matematik eller samfundsfag. Yderligere har eleverne vanskeligt ved at skelne mellem energiformer og energioverførselsprocesser. Der er altså brug for fagfaglig og fagdidaktisk nytænkning, der tydeliggør energi som et bredt og tværgående begreb. Den opgave har LSUL taget på sig, idet vi i projekterne ”Science i børnehøjde” rettet mod dagtilbud og indskoling og ”Harteværket” rettet mod grundskolens ældste klasser og ungdomsuddannelserne samarbejder med fagprofessionelle om at skabe en sammenhængende konceptuel forankring af energibegrebet på tværs af alle relevante fag fra dagtilbud til ungdomsuddannelse. Helt konkret går samarbejdet ud på at udvikle og implementere undersøgelsesbaserede og anvendelsesorienterede læringsforløb med udgangspunkt i konkrete problemstillinger vedr. energi. I kan følge vores arbejde med ved hjælp af energibegrebet og i Snows ånd at overskride den kunstige og ødelæggende opfattelse af to adskilte kulturer på LSULs Facebook side og i LSULs nyhedsbrev.