Skip to main content
Fonde

Millionbevillinger til diabetesforskning på Steno Diabetes Center Odense

Tre forskningsprojekter fra Steno Diabetes Center Odense (SDCO) har samlet modtaget 19 millioner kroner fra Novo Nordisk Fondens Steno Collaborative Grants 2019 til diabetesforskning

- Vi er utroligt glade for de store bevillinger til vores tre hovedansøgere og til det projekt, som vi er medansøger på. Det viser, at vi er lykkedes med vores forskningsstrategi om at samarbejde bredt med alle aktører i regionen og nationalt. Det er nævneværdigt, at bevillingerne understøtter de fleste af vores strategiske forskningsområder og vores særkende type 2-diabetes, udtaler SDCO's forskningsleder Kurt Højlund, og fortsætter:

- Jeg er sikker på, at vi med disse projekter kan bedrive forskning i absolut topklasse og dermed skabe viden, som kan komme borgere med eller i høj risiko for diabetes til gavn.

Jens Søndergaard, Kurt Højlund, Jan Frystyk, Henrik Boye Thybo Christesen

Forskning der kan føre til ny fundamental viden om beta-cellers regulering af cellevækst og insulinudskillelse

Blandt hovedansøgerne fra SDCO er professor Henrik Thybo Christesen, H.C. Andersen Børneafdeling, OUH, som har modtaget en bevilling på godt 4,6 mio.kr. til forskning i insulin-producerende tumorer (insulinomer) og overvækst af bugspytkirtlen hos børn med lavt blodsukker.

- Vi er meget glade for at have fået denne store bevilling til at gennemføre analyser af DNA-forandringer i nye gener via mutationsstudier i celle- og dyreforsøg. Disse studier forventes at føre til ny fundamental viden om de insulin-producerende cellers (beta-cellernes) regulering af cellevækst og insulinudskillelse. På sigt kan det føre til nye målrettede behandlinger, ikke kun for patienter med lavt blodsukker, men også for patienter med diabetes, fortæller Henrik Christesen. 

Kan sundhedsfaglig viden og rådgivning gå hånd i hånd med digital kommunikation?

Sundhedsapps, pulsure og andre smarte gadgets er ikke længere kun for sportsfolk, ifølge praktiserende læge, professor Jens Søndergaard, der som hovedansøger fra SDCO i denne omgang modtog en bevilling på knap 5,9 millioner kroner til det såkaldte DICTA-RCT studie.

Studiet skal undersøge om patienter med type 2-diabetes kan opnå store sundhedsmæssige forbedringer ved hjælp af digitale monitoreringsredskaber, forudsat at en relation til en sundhedsfaglig person går hånd i hånd med teknologien. Det kan i princippet på sigt også gælde andre kronisk syge.

- I DICTA studiet vil vi både give den ny-diagnosticerede type 2-diabetespatient sin egen sundhedsvejleder i form af en klinisk diætist, der efter et personligt møde vil være gennemgående vejleder digitalt via telefon, tablet eller computer, og være faglig støtte til den praktiserende læge. Udover dette vil patienterne i DICTA kunne vælge at vise sine sundhedsregistreringer fra pulsure mv. til den praktiserende læge som en integreret del af lægesystemet, siger Jens Søndergaard.

Nyt interdisciplinært studie skal forbedre helbred og livsstil hos personer med skizofreni og præ-diabetes

Personer med skizofreni lever gennemsnitligt 15-20 år kortere tid end raske personer. Årsagen til overdødeligheden er blandt andet en markant forøget forekomst af diabetes, som tilskrives den anti-psykotiske behandling sammen med en uhensigtsmæssig livsstil.

Dette har professor i endokrinologi Jan Frystyk og professor i børne- og ungdomspsykiatri Niels Bilenberg tænkt sig at gøre noget ved. De har netop modtaget godt 8,5 millioner kroner fra ovennævnte pulje til en interdisciplinær klinisk undersøgelse, der har til formål at forebygge udviklingen af diabetes og dermed hjertekarsygdom hos personer med skizofreni og præ-diabetes.

En vigtig bevilling for sygeplejen skal teste effekten af Guidet Egen-Beslutning

Det skal til sidst nævnes, at klinisk sygeplejeforsker og lektor Mette Juel Rothmann, som medansøger fra SDCO, har modtaget en delbevilling på 3,7 millioner kroner til et studie, der skal teste effekten af Guidet Egen-Beslutning (GEB), som er en sundhedspædagogisk tilgang til gavn for patienter med type 2-diabetes og anden sygdom.     

 

Klinisk Institut ønsker stort tillykke med de flotte bevillinger og stærke samarbejder

Henrik Thybo Christesen

Functional Studies of Novel Genes associated with Insulinoma and Non-insulinoma Hyperinsulinaemic Hypoglycaemia. Studiet gennemføres i samarbejde med SDCC, Institut of Biokemi og Molekylær Biologi på SDU og et forskerteam i Saudi-Arabien.

Kontakt

Jens Søndergaard

Digital Individualized and Collaborative Treatment of T2D in General Practice Based on Decision Aid – A Randomized Controlled Trial (DICTA-RCT)

Kontakt

Jan Frystyk

Home-based Intervention with Semaglutide Treatment of Neuroleptica-Related Prediabetes (HISTORI). Studiet gennemføres i samarbejde med NIels Bilenberg (professor i ungdomspsykiatri), Børne og Ungdomspsykiatrisk Afdeling, Odense, Region Syddanmark samt Sidse Arnfred (professor i psykiatri) og Peter Gæde (overlæge i endokrinologi), der begge er fra Region Sjælland/ SDCS.

Kontakt

Om Steno Collaborative Grants

Steno Collaborative Grants, bevilliget af Novo Nordisk Fonden, har til formål at styrke det kliniske forskningssamarbejde mellem forskningsmiljøer på regionernes 5 etablerede Steno Diabets Centre og øvrige forskningsmiljøer udenfor centrene. 

Yderligere information om SDCO:

Kontakt forskningsleder, professor Kurt Højlund, SDCO - kurt.hoejlund@rsyd.dk