Ny Datainfrastruktur
Projektet bygger på etablering af en ny datainfrastruktur mellem personaledata og patientdata. En datainfrastruktur der kobler regionernes arbejdstidsdata om hospitalsansatte med information om patientaktivitet på danske hospitaler fra Landspatientsregistret (LPR). Regionernes registreringer af individuel arbejdstid indeholder detaljerede oplysninger om hospitalsansattes ansættelse, arbejdstid, fravær mm. Det unikke ligger således i at opbygningen af denne organisatorisk datainfrastruktur muliggør at hospitalsansatte på hospital, speciale og afdelingsniveau kan kobles med aktivitetsdata på samme niveauer (hospital, speciale og afdeling) fra LPR. Hermed kan der gennemføres internationalt set unikke analyser af sammenhænge mellem arbejdstidsvariable, hospitalsaktivitet, produktivitet og -kvalitet på landsdækkende data. Analyser der kan bidrage med at finde løsninger på sektorens udfordringer. Der eksisterer forskellige organiseringsstruktur i hhv. personale og patientdata, hvorfor der ligger en enorm opgave i at få de to systemer til at tale sammen. I arbejdet med at samkøre de to registre, startes koblingen i samarbejde med Region Syddanmark. Læring herfra kan efterfølgende anvendes i opbygningen af datainfrastrukturen for de resterende Regioner. Nedenstående figur 1 illustrerer etableringen af den nye datainfrastruktur.
Figur 1. Ny datainfrastruktur
Noter: Projektet bidrager med oparbejdelse af en unik datainfrastruktur, hvor personaledata fra regionernes løndata og aktivitetsdata fra LPR stratificeres på organisatoriske enheder og kobles sammen. De to registre benytter ikke samme kodestruktur for enhederne, hvorfor der udvikles en algoritme til at koble de forskellige organisatoriske niveauer via en nøglevariabel.