Et PRO-redskab til patienter med hoftebrud - patient og pårørendeinddragelse i udviklings- og implementeringsprocessen

Hoftebrud hos ældre personer er en alvorlig skade, som ofte medfører nedsat mobilitet, afhængighed af hjælp samt påvirket livskvalitet.

 

Behandlingen af disse patienter baseres på et referenceprogram udarbejdet af en tværfaglig styregruppe med repræsentanter fra relevante faglige organisationer. Programmet indeholder en række evidensbaserede anbefalinger til plejen og behandlingen, så som operativ behandling, operationsforsinkelse, smertebehandling og forebyggelse af trykskader. Da hoftebrudspatienternes perspektiv på, hvad de finder særligt vigtigt i behandlingen, pleje og rehabiliteringen og afgørende for deres fremtidige livskvalitet, endnu er uklart, er en aktiv involvering af disse patienter i udviklingen af et redskab til indsamling af patientrapporterede oplysninger (PRO-redskab) anbefalet. Anvendelsen af PRO-redskaber i klinisk praksis viser, at oversete problemer kan synliggøres, symptomer kan mindskes, livskvaliteten kan forbedres samt kommunikationen med og relationen til de sundhedsprofessionelle kan forbedres.

 

Formålet med dette forskningsprojekt er at udvikle et PRO-redskab (spørgeskema) specifikt til patienter med hoftebrud. I samarbejde med patienter og pårørende identificeres og beskrives patienters præferencer i forbindelse med behandling, pleje og rehabilitering efter et hoftebrud som grundlag for udvikling af PRO-redskabet. Projektet omfatter endvidere en vurdering af redskabets gyldighed og anvendelighed, samt efterfølgende undersøgelse af en større gruppe hoftebrudspatienters selv-rapporterede oplysninger med hensyn til at identificere sammenhænge og/eller mønstre.

 

Projektet består af 5 delstudier, som samlet set vil gøre det muligt for os at udvikle og sikre gyldigheden af et sygdomsspecifikt PRO-redskab til en sårbar gruppe af patienter, som ofte oplever en markant påvirkning af livskvaliteten efter et hoftebrud.

 

PRO-redskaber har hidtil primært været anvendt i forbindelse med ambulante konsultationer og i relation til kroniske eller længerevarende patientforløb, således er de akutte patientforløb og gruppen af ældre patienter et uudforsket felt.

 

Projektet forventes at bidrage til et mere patientcentreret sundhedsvæsen, hvor patienternes individuelle vurderinger og ønsker for fremtiden inddrages. Desuden sigter vi mod, at PRO-redskabet på sigt indarbejdes lokalt samt i det Regionale Kliniske Kvalitetsprogram (RKKP) for hoftefraktur patienter, således at systematiske PRO-data fra patienter med hoftenær fraktur kan bidrage til udvikling af den kliniske kvalitet.

 

Projektet udføres i et samarbejde mellem

Charlotte Abrahamsen (projektleder), postdoc., Ortopædkirurgisk Afdeling, Kolding Sygehus, Sygehus Lillebælt samt Enheden for Brugerperspektiver, Institut for Sundhedstjenesteforskning, SDU.

 

Birgitte Nørgaard, lektor, Enheden for Brugerperspektiver, Institut for Sundhedstjenesteforskning, SDU.

Bjarke Viberg, MD, postdoc., Ortopædkirurgisk Afdeling, Kolding Sygehus og Den Ortopædkirurgiske Forskningsenhed, Ortopædkirurgisk afd. O, Odense Universitetshospital.

 

Søren Overgaard, Professor, overlæge, dr.med., forskningsleder, Den Ortopædkirurgiske Forskningsenhed, Ortopædkirurgisk afd. O, Odense Universitetshospital & Klinisk Institut, Syddansk Universitet.


Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies