Skip to main content

Seksualtitet efter brystkræft - patient, partner og parforholdet

Ny forskning peger på vigtigheden af at inddrage partneren, når sundhedsprofessionelle adresserer seksualitet efter brystkræft. I en ny artikel har vi belyst faktorer, der har betydning for tilfredsheden med sexlivet blandt seksuelt aktive par, hvor kvinden har fået diagnosticeret brystkræft.

Seksualitet efter brystkræft – patient, partner og parforholdet

Af Nina Rottmann, ph.d., cand. psych., Nationalt Forskningscenter for Kræftrehabilitering, Forskningsenheden for Almen Praksis, Syddansk Universitet

For mange par er seksualitet en vigtig del af deres fælles liv. Resultaterne af en ny artikel blandt seksuelt aktive par efter en brystkræftdiagnose understreger betydningen af partneren og parforholdet for tilfredsheden med sexlivet.

Her konkluderes ikke uventet, at tilfredsheden med sexlivet efter brystkræft involverer begge parter i parforholdet. Det er derfor vigtigt at inddrage partneren, når der er fokus på patientens seksualitet. En oplevelse af følelsesmæssig nærhed og kærlig adfærd i parret vil formentlig kunne have en positiv indflydelse på deres tilfredshed med sexlivet efter diagnostik og behandling af brystkræft.

Undersøgelsen viste måske lidt uventet, at det ikke havde betydning for patient og partners ændring i tilfredshed med sexlivet, om kvinderne havde fået en brystbevarende operation eller fået fjernet hele brystet. Vi kunne heller ikke påvise nogen betydning af, om de havde modtaget kemoterapi og endokrin behandling. Her er det dog vigtigt at huske den mulige fejlkilde, at det kun var seksuelt aktive par, der indgik i undersøgelsen. Dette fokus kan have betydet eksklusion af par, der oplevede problemer og stoppede med seksuel aktivitet efter brystkræftdiagnosen.

Derimod fandt vi, at faktorer i selve parforholdet så ud til at have væsentlig betydning for, hvordan patient og partners tilfredshed med sexlivet udvikler sig i det første år efter brystkræftdiagnosen. En vigtig faktor for en positiv udvikling i tilfredshed med sexlivet var kærlig adfærd, dvs. at patient og partner kyssede, omfavnede eller krammede hinanden.

Vi fandt desuden tegn på, at patient og partner gensidigt påvirker hinanden: Partnerens, dvs. mandens, oplevelse af følelsesmæssig nærhed i parret havde betydning for kvindernes tilfredshed med sexlivet. Og havde partneren problemer med præmatur ejakulation, var det også associeret med lavere tilfredshed hos patienten.

Undersøgelsen bygger på data fra 287 par på landsplan, der udfyldte spørgeskemaer op til 4 måneder efter brystkræftdiagnosen og igen 5 måneder efter det første spørgeskema.

Nationalt Forskningscenter for Kræftrehabilitering og dette projekt er finansieret af Kræftens Bekæmpelse.

Du kan finde artiklen her: Abstract

Marts 2017