Praktiserende lægers oplevelser med private sundhedsforsikringer

En spørgeskemaundersøgelse blandt praktiserende læger viser, at næsten halvdelen af lægerne ofte føler sig pressede til at henvise patienter med private sundhedsforsikringer til undersøgelser eller behandlinger, som ikke er medicinsk indicerede. Patienter med private sundhedsforsikringer opleves som mere insisterende, hvilket muligvis forklarer at lægerne henviser, selvom de forbinder private sundhedsforsikringer med overbehandling og ulighed i sundhed.

Merethe Kirstine Andersen, Line Bjørnskov Pedersen, Michael Dupont, Kjeld Møller Pedersen, Anders Munck, Jørgen Nexøe

Næsten 1,9 mio. danskere har en supplerende privat sundhedsforsikring og tallet er stigende. En henvisning til det private sundhedssystem kræver ofte at egen læge laver en henvisning. Dette sætter lægen i et dilemma, idet patienten har en forventning om, at der automatisk henvises, når patienten har en sundhedsforsikring, mens denne forventning kan konflikte med lægens faglige vurdering af, hvilken udredning eller behandling der er indiceret. I 2011 udsendte Audit Projekt Odense (APO) i samarbejde med PLO’s attestudvalg et spørgeskema til 3321 praktiserende læger, hvoraf 2126 (64 %) svarede. Lægerne blev spurgt om deres holdninger til og oplevelser med private sundhedsforsikringer.

For 90 % af lægerne var lige adgang til primære sundhedstilbud vigtigt, og 83 % var bekymrede for, at arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer ville medføre ulighed i sundhed, og 90 % mente at patienter med private sundhedsforsikringer risikerer overbehandling i højere grad end patienter uden privat sundhedsforsikring. Næsten halvdelen af lægerne (46 %) oplyste at de ofte følte sig pressede til at henvise patienter med private sundhedsforsikringer, selvom der ikke var nogen lægefaglig indikation. En anden gruppe af læger (11 %), angav at de henviste patienter med private sundhedsforsikringer uden nærmere spørgsmål eller undersøgelser, hvis patienten havde et ønske herom. Fælles for de to grupper af læger var, at de oplevede patienter med private sundhedsforsikringer som særligt insisterende.

Studiets fund peger på et behov for en diskussion af praktiserende lægers rolle i forhold til det private sundhedsvæsen.

Link til artikel: "General practitioners’ attitudes towards and experiences with referrals due to supplemental health Insurance"

Vil du vide mere, kan du kontakte Merethe K. Andersen på Forskningsenheden for Almen Praksis, SDU.


Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies