Skip to main content

Når mistanken opstår – hvad gør jeg så?

”Når mistanken opstår” er en ny webside, der sætter fokus på mistanker, udredninger og afklaringer om seksuelle overgreb mod børn og unge. Siden henvender sig til bl.a. til sundhedsprofessionelle, som ønsker at styrke deres kompetencer til at handle, når en mistanke om seksuelt overgreb opstår. Forskningsenheden blev involveret i udviklingen af siden, fordi vi varetager undervisning af de medicinstuderende ved SDU i faget almen medicin.

Når mistanken opstår – hvad gør jeg så?

Af  Dorte Ejg Jarbøl, Forskningsenheden for Almen Praksis, Syddansk Universitet

Forskningsenheden for almen praksis underviser de medicinstuderende ved SDU i faget almen medicin. De studerende møder de almenmedicinske undervisere mange gange i løbet af medicinstudiet. Først på bachelordelen, hvor vi bl.a. underviser i risikokommunikation, i konsultationsprocessen og guider de studerende videre til kandidatdelen på sidste modul ”fra rask til syg”. Kandidatdelen på medicinstudiet er bygget op af moduler, hvor den almenmedicinske undervisning integreres med de øvrige fagområders undervisning. Et af modulerne hedder ”mor og barn”. Her underviser vi bl.a. de studerende i svangreomsorg og børneundersøgelser i almen praksis. Vi lægger vægt på disse undersøgelsers placering i det samlede sundhedsvæsen og lader de studerende reflektere over deres rolle og opgaver alene og sammen med andre aktører i forhold til sundhedsfremme, forebyggelse og risikoopsporing. Vi underviser også sammen med pædiaterne om det akut sygebarn – barnet med feber, som det kan præsentere sig hos os i almen praksis, ved lægevagten og i børnemodtagelsen på sygehuset, og vi giver de studerende redskaber til at kommunikere med forælde til syge børn.  Gennem de senere år har vi bygget et undervisningsforløb op om de sårbare familier – de truede børn. Et undervisningsteam med undervisere indenfor socialpædiatri, retsmedicin, samfundsmedicin, børnepsykiatri – og almen medicin belyser gennem cases gennemgående spørgsmål som: ”I hvilke situationer kan barnet være truet? Hvordan bliver man opmærksom herpå? Hvilke handlemuligheder er der? Hvordan er rollefordelingen mellem sundhedsprofessionelle, socialforvaltning og politi? Hvilke andre aktører er på banen? Hvornår – og hvordan skal der sendes en underretning?”. 

Det var med baggrund I dette undervisningsforløb, vi blev kontaktet og spurgt, om vi ville medvirke i undervisningsmaterialet ”Når mistanken opstår”. Når mistanken opstår er et materiale, der giver fagpersoner mulighed for at få særlig viden om seksuelle overgreb mod børn og unge. Materialet er Produceret af Feldballe Film & TV i samarbejde med Institut for Psykologi, Københavns Universitet og Børnerådet. Det består af en lang række film samt et undervisningsmateriale, som går i dybden med forskellige faggruppers specifikke udfordringer. Centralt står materialets film. De forskellige hovedfilm indeholder scener, der er rekonstruerede og viser bl.a. samtaler, hvor fagpersoner taler med børn om seksuelle overgreb. De medvirkende børn optræder som skuespillere og har ikke været udsat for overgreb.  

Jeg blev spurgt om jeg ville deltage i filmen om de sundhedsprofessionelle. Der var allerede lavet optagelser med pædiaterne og retsmedicinerne, men filmholdet ville gerne have den almenmedicinske vinkel med. Over to gange havde jeg derfor besøg af filmholdet i min praksis. Første gang for at filme baggrundsoptagelser. Anden gang ville de gerne lave en optagelse af en konsultation med et barn.  Formidling af, at det her et svært område – og at jeg – i bagklogskabens klare lys - kan genkalde mig eksempler på børn og familier, der mistrives, og hvor jeg ville ønske, jeg havde reageret tidligere, er vigtig. Et af vores hovedbudskaber, når vi underviser i dette område er, at det er professionelt at være i tvivl, men det er uprofessionelt ikke at handle. At handle kan netop være, at spørge andre til råds, når man kommer i tvivl.

Se undervisningsmaterialet her:  Når mistanken opstår

Hvis du vil du høre mere om Forskningsenhedens undervisning af medicinstuderende, kan du kontakte Dorte Ejg Jarbøl eller Frans Waldorff

maj 2017