Skip to main content
Temadag om gigtforskning

IRS repræsenteret ved temadag om gigtforskning på Dansk Gigthospital d. 6. juni

Hvor langt er gigtforskningen, og hvor bevæger den sig hen? Dette var omdrejningspunktet ved en stor forskningsevent på Hotel Alsik i Sønderborg, som Dansk Gigthospital var vært for torsdag d. 6. juni 2019. IRS var bredt repræsenteret med forskere ansat ved Gigthospitalet og IRS blandt oplægsholderne samt i deltagerskaren.

Reumatologisk forskning i centrum og fejring af Dansk Gigthospital i nye rammer

Med den reumatologiske forskning i fokus, blev åbningen af Dansk Gigthospital i Sønderborg, der i maj flyttede fra Gråsten til nye og topmoderne faciliteter ved Sønderborg Sygehus, også fejret og markeret.

Spændende program med nationale og internationale oplægsholdere

Med både et tilbageblik samt fremadskuen tog temadagen udgangspunkt i fremtidens behandling og rehabilitering af reumatologiske sygdomme og bød på et spændende program med oplæg fra 17 forskere fra ind- og udland fordelt på fire temablokke:

  • Rehabilitering – Et samarbejde med patienten på tværs af fag og sektorer.
  • Brugerinddragelse i forskning – til glæde for hvem?
  • Målrettet medicinsk behandling – Har vi det rette kompas og de rigtige mål?
  • Imaging research in rheumatology – Innovation towards personalised care

Formål med dagens temaer og oplæg

Med temadagens indlæg var der lagt op til diskussion og networking blandt de deltagende gæster samt at inspirere til fortsat meningsfuld forskning, der gavner alle reumatologiske patienter.

Deltagerne

Temadagen henvendte sig til en bred skare af klinikere, forskere og personale i sundhedsvæsenet samt brugere og beslutningstagere. En bredt sammensat gruppe på 140 indbudte gæster deltog i dagen.

Guidet tur og rundvisning på fremtidens gigthospital - Dansk Gigthospital

Dansk Gigthospital bød samtidig på guidet tur til og rundvisning i Dansk Gigthospitals nye domicil ved Sønderborg Sygehus.

IRS repræsenteret med flere oplægsholdere 

Forskere ansat ved Dansk Gigthospital og Institut for Regional Sundhedsforskning stod for flere af dagens oplæg og flere ansatte med forskellige faglige baggrunde (læger, sygeplejersker og fysioterapeuter) inden for reumatologi og beslægtede fagområder var med blandt deltagerne. 

Fakta

  • Gigt er en kronisk sygdom og den mest udbredte kroniske sygdom i Danmark. Gigt berører mere end 700.000 danskere
  • Gigtsygdomme er også kendt som sygdomme i bevægeapparat, muskel- og skeletsygdomme eller reumatiske sygdomme. Fælles for dem alle er, at de vedrører knogler, muskler, sener og led
  • Gigt dækker over 200 forskellige diagnoser og kan ramme i alle aldersgrupper
  • Slidgigt, rygsmerter og leddegigt er blandt de mest udbredte gigtsygdomme
  • Gigtforeningen har siden 1956 tilbudt reumatologisk behandling og rehabilitering i Gråsten. De seneste mange år som Danmarks eneste specialhospital for mennesker med gigt
  • Gigtforeningen har i dag 85.000 medlemmer

Kilde: Gigtforeningen: www.gigtforeningen. dk/viden-om-gigt/

Redaktionen afsluttet: 12.06.2019