Skip to main content
Navne

Millionbevilling fra Sundhedsstyrelsen til IRS-forsker

Uffe Bødtger og Lungemedicinsk Forskningsenhed ved IRS på Næstved Sygehus forsker i forbedret udredning af kræft i lunger og lungehinder

Af Nana Olejank Hansen, 25-04-2019

Bevillingen på 3,8 millioner er fordelt over tre år, og er givet i forbindelse med Kræftplan IV. Bevillingen skal bruges til at forske og forbedre udredningen af mistænkt kræft i lunger og lungehinder. Denne forskning skal være med til at sikre en mere rationel og bedre udredning og behandling til glæde for patienter, pårørende - og personale. 

Bevillingen har sat turbo på ansættelser og protokolskrivning i Lungemedicinsk Forskningsenhed – Respiratory Research Unit in Region Zealand, RUZ, hvilket glæder forskningsleder og klinisk lektor Uffe Bødtger:

"Der har hidtil ikke været tilstrækkeligt politisk fokus på, at valg af optimal behandling er 100% afhængig af optimal udredning. Det er et stort løft for dansk lungemedicin og kræftudredning, at der nu afsættes penge til udredning som led i ny kræftplan. Vi ser frem til at kunne etablere forskning på tværs af specialer og regioner med et klart mål om optimere udredning. Antallet af patienter med mistanke om kræft i lunger og lungehinder forventes at stige, da flere lever længere med multimorbiditet herunder kræft. Så vi får travlt! Vor forskning skal sikre, at vi har travlt med at gøre det rigtige!" 

 

Læs mere om Kræftplan IV

Klinisk lektor Uffe Bødtger
Klinisk lektor Uffe Bødtger

Forsker-CV

Lungemedicinsk forskningsenhed

Lungemedicinsk Forskningsenhed - Respiratory Research Unit in Region Zealand (RUZ) har sin base på Lungemedicinsk afdeling, Næstved Sygehus, men omfatter også Lungemedicinsk afdeling, SUH Roskilde. 

RUZ hører under Institut for Regional Sundhedsforskning, SDU.

Forskningsenheden består aktuelt af 1 overlæge og klinisk lektor ved IRS, 1 overlæge og klinisk lektor ved KI, 1 post doc (sygeplejerske), 2 forskningssygeplejersker og 5 ph.d.-studerende (3 læger, 1 fysioterapeut og 1 cand.mag.)

Ansvarlig for siden: Institut for Regional Sundhedsforskning - Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet Syddansk Universitet

Redaktionen afsluttet: 25.04.2019