Skip to main content
Navne

Lars Henrik Frich er ny professor og forskningsleder på IRS, SDU og Ortopædkirurgisk afdeling, Sygehus Sønderjylland

Lars Henrik Frich vil som nyudnævnt professor og forskningsleder fortsætte med at forske i, hvordan betændelsesreaktioner påvirker heling i skuldersener og muskulatur.

Trods stort fokus og forbedrede operationsmetoder er behandlingen af lidelser i skulderens senemanchet (rotator cuffen) fortsat en udfordring for både patienter og behandlere. Det er, på trods af mange års forsknings- og kirurgisk indsats, fortsat ikke lykkedes at opnå heling hos en større gruppe af patienter med skader på skulderens løftesener.

Det vil Lars Henrik Frich ændre på. Mere konkret skal Lars Henrik Frichs forskning bidrage til at forstå de biologiske mekanismer bag skader i skulderens sene- og muskelvæv. Som resultat af forskningen kan nye biomedicinske behandlingsmetoder tages i anvendelse med henblik på at forbedre de kliniske resultater efter operation. I forbindelse hermed implementeres en nyudviklet ultralydsmetode (speckle tracking), som specifikt måler musklers evne til sammentrækning (strain), og hvordan den enkelte muskel bidrager til ledbevægelse.

Forskningen involverer et samarbejde med Institut for Molekylær Medicin, SDU, omkring en dyremodel til eksperimentel behandling af patologiske forandringer i rotator cuff-muskulaturen. Modellen undersøger effekten af nye behandlingsmetoder, eksempelvis akut og forsinket behandling af senelæsionen. Dette, kombineret med stamcelleterapi og kontrol af det inflammatoriske miljø i rotator cuff-muskulaturen, kan forventes at optimere de kirurgiske resultater.

Lars Henrik Frich er er 63 år og kommer oprindeligt fra Esbjerg. Han er uddannet læge og ph.d. fra Aarhus Universitet. Lars Henrik Frich bor i dag i Odense og er gift med lektor Bente Hull Frich og har 3 voksne børn.

Mød professoren
Lars Henrik Frich

Lars Henrik Frich er nyudnævnt professor og forskningsleder på Institut for Regional Sundhedsforskning, SDU og Ortopædkirurgisk afdeling, Sygehus Sønderjylland, hvor han forsker i, hvordan betændelsesreaktioner påvirker heling i skuldersener og muskulatur.

Kontakt

Ansvarlig for siden: Institut for Regional Sundhedsforskning - Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet Syddansk Universitet

Redaktionen afsluttet: 01.07.2021