Skip to main content
Institutforum

Kim Christian Houlind blev kåret som årets hovedvejleder ved IRS Institutforum

Temaet for efterårets institutforum var: Karriereveje

Tirsdag den 29. oktober samledes mere end 60 IRS-ansatte og -tilknyttede fra Region Syddanmark og Region Sjælland i Middelfart til Institutforum.

Institutleder Rikke Leth-Larsen bød velkommen blandt andet med en opfordring til at få de ph.d.-studerende og postdoc’erne afsted til næste forum om en måned for netop denne gruppe. Herefter gav Rikke Leth-Larsen en lille status på arbejdet med ”Bæredygtige forskningsmiljøer”, som ligger i forlængelse af strategiseminaret i februar. Det er vigtigt at arbejde med bæredygtige forskningsmiljøer, så forskningen på sygehusene ikke står og falder med én person, men man får skabt forskningsmiljøer med brede kompetencer, og hvor karriereveje er noget vi taler om. Og netop karrierevejene var temaet for resten af dagens program.

Efterårsfarver i Middelfart

Tre perspektiver på karriereveje

Oplægsholdere fra Lægeforeningen, Dansk Sygeplejeråd og en lægelig direktør gav hver deres perspektiver og inspiration til, hvordan man kan arbejde strategisk og organisatorisk med karriereveje og karriereudvikling. De to repræsentanter fra Lægeforeningen og Dansk Sygeplejeråd kom med eksempler på, hvordan de faglige fællesskaber kan give mulighed for sparring, men også hvordan man kan skematisere og tegne tydelige karriereveje, så man har noget at snakke ud fra ved udviklingssamtaler. Lægelig direktør Mads Koch Hansen kom med eksempler på, hvordan man ved Sygehus Lillebælt arbejder med forskningsudvikling og prioritering af forskningsområdet. Disse tre oplæg ledte op til en workshop, hvor deltagerne til institutforum drøftede vejlederskab, rollemodeller og karriereveje.

Moderne forskningspublicering, impact og output

Dagens oplæg blev rundet med et kig på forskningsformidling sammen med bibliotekschef Bertil Dorch. Han startede med en kort præsentation af, hvad man kan med et Forsker-CV i FindResearcher: Få et godt redskab til at vise sin karriere – og se hvor andre er.

Han beskrev blandt andet hovedveje og afveje i forhold til forskningspublicering. Han opfordrede til at udnytte de muligheder Open Access giver – for eksempel at lægge seneste version af manuskriptet i Pure, og til at dele og diskutere sin forskning fx gennem Twitter. Bertil Dorch rundede af med en kort introduktion til forskellige metrikker, fx h-index og BFI-point – og hvordan det er vigtigt at have lagt sig en strategi for, hvordan man gerne vil publicere – for eksempel om man har fokus på antal publikationer, eller antal og vægt af citationer. 

Bertil Dorch fik mange spørgsmål fra salen, så vi har derfor samlet links til nogle af bibliotekets services og en uddybning af forskellige begreber i højre side.

Prisen som årets hovedvejleder blev overrakt til Kim Houlind af Helene Skjøt-Arkil og Lilian Keene Guldhammer Boye

Kim Christian Houlind årets hovedvejleder

De ph.d.-studerende havde indstillet nominerede til årets hovedvejleder. Beskrivelser som: ”konstruktive, tillidsfulde, inspirerende og motiverende” gik igen i alle indstillingerne. Vinderen blev Kim Christian Houlind.

Kim Christian Houlind var indstillet af sin ph.d.-studerende Jonas Sanberg Ljungdalh, som blandt andet havde beskrevet sin hovedvejleder således: ”Han bruger ikke en standardskabelon, men har fokus på vores styrker – og støtter vores svagheder. Det er et forskerpartnerskab”.

Dagen blev rundet af med mad og netværksdannelse inden folk igen satte kursen mod Aabenraa, Esbjerg, Sydsjælland og resten af Danmark.

Phd og postdoc-forum den 28. november

Omdrejningspunktet for næste ph.d.- og postdoc-forum er "Netværk, samarbejde og FN's Verdensmål". Forummet finder sted torsdag den 28. november 2019  

Ansvarlig for siden: Institut for Regional Sundhedsforskning - Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet Syddansk Universitet

Redaktionen afsluttet: 30.10.2019