Skip to main content

"Motivationen er, at området er stort, og at mange af de forskningsspørgsmål, vi stiller os selv i vores forskningsenhed, også har relevans for andre præhospitale behandlere"

Hvilken faglig baggrund har du?

Jeg er speciallæge i anæstesiologi og har i mere end 25 år været specielt interesseret i præhospital behandling, altså den behandling, der finder sted ude i hjemmene og på skadestederne før patienten ankommer til hospitalet.

Hvor længe har du forsket?

Jeg har bedrevet ”fritidsforskning” lige siden studentertiden og helt frem til mit ph.d.-forløb, som var mit første ”betalte” forskningsforløb.

Hvordan og hvorfor kom du i gang med at forske?

Det faldt helt naturligt da jeg var på et ventilatør- og dialysehold på en meget forskningsaktiv infektionsmedicinsk afdeling, og da jeg kom i turnus, var jeg i stand til at vedligeholde min forskningsinteresse.

Under min hoveduddannelsesstilling kom jeg til at arbejde sammen med en af dansk anæstesiologis største forskningspersonligheder, Jørgen Dahl. Han introducerede mig til klinisk og eksperimentel smerteforskning, og jeg troede sådan set, at det var den vej, jeg skulle gå. Imidlertid fik jeg ansvaret for at oprette en Lægeambulance i Odense i midten af 00´erne, og så gik min forskning den vej.

Hvad fik dig til at vælge netop dét forskningsområde?

Det præhospitale område har altid været underrepræsenteret rent forskningsmæssigt. Der har efter min opfattelse ofte været tale om, at den behandling, der blev udført af redderne primært blev vurderet på responstider og ikke så meget på den kvalitet, patienterne er blevet behandlet med.

Det samme har været tilfældet for den lægelige præhospitale behandling. I starten – dvs. fra omkring midten af 1980´erne - blev den præhospitale behandling oftest foretaget af anæstesilæger, der kun havde det præhospitale arbejde som sidebeskæftigelse. Af samme grund har de sjældent interesseret sig for at undersøge hvad, hvorfor og hvem, der behandles præhospitalt. Det paradoksale er, at de største undersøgelser der så på præhospitale patienter, blev ledet af cardiologerne.

Behandlingen var i mange år stort set uden nogen forskningsmæssig forankring. Det generede mig voldsomt. Jeg synes, at området fortjener mindst lige så stor forskningsmæssig opmærksomhed som andre subspecialer indenfor medicin, og det glæder mig at se, at der nu kommer flere og flere forskningsprojekter, der behandler det præhospitale område.

Kan du beskrive hvad din forskning handler om?

Forskningen drejer sig i princippet om al præhospital behandling – fra den telefoniske kontakt mellem den der ringer ind og den sundhedsfaglige visitator over den behandling, som redderne giver til den behandling og visitation, som de præhospitale læger giver patienterne.

Vores nøgleprojekter i øjeblikket drejer sig om tidlig opsporing af patienter, som er klinisk relativt upåvirkede, men har stor risiko for at udvikle kredsløbskollaps af den ene eller anden grund.

Et andet nøgleområde er behandlingen af patienter med hjertestop. Det er ikke særlig godt belyst hvorfor nogle patienter bliver behandlet for hjertestop, mens andre ikke gør det. Her er vores fokus at italesætte de etiske overvejelser og forhåbentlig at kunne lave en etisk ”mental” checkliste, som kan støtte beslutningstagningen præhospitalt. Vi ser også på, om der eventuelt kan vindes noget ved at anvende særlige algoritmer i beslutningsprocesserne.

Hvordan holder du gejsten/motivationen?

Mit område er et ret ungt forskningsområde. Det betyder, at der er masser af forskningsspørgsmål der skal besvares. Der er således meget at tage fat i. Så motivationen er, at området er stort, og at mange af de forskningsspørgsmål, vi stiller os i vores forskningsenhed, også har relevans for andre præhospitale behandlere.

Hvad får du ud af at arbejde sammen med mindre erfarne/nyere forskere – og hvad får du ud af at arbejde sammen med meget erfarne forskere?

Jeg nyder at arbejde med de yngre forskere. Deres entusiasme, når de søsætter et projekt, er smittende.

Nogle gange er det dog ret åbenlyst, at det præhospitale område er et ungt forskningsområde. Det betyder, at der kan være langt mellem deciderede seniorforskere. Når man imidlertid møder en forskningserfaren med samme interesseområde som en selv, er det fantastisk inspirerende.

Søren Mikkelsen
Søren Mikkelsen

Søren Mikkelsen er læge og speciallæge i anæstesiologi. Han startede sin forskerkarriere, fordi han kom på en meget forskningsaktiv afdeling. Nu forsker han i den præhospitale behandling. Blandt andet hvordan man tidligt kan opspore patienter i risiko for kredsløbskollaps

Søren Mikkelsens forsker-cv

Præhospital behandling

Den behandling, som finder sted ude i hjemmene og på skadestederne, før patienten ankommer til hospitalet

Sidst opdateret: 05.02.2020