Skip to main content

"Der manglede evidensbaseret viden om metoder til at forebygge tvang. Og når andre ikke gjorde det, så måtte jeg selv begynde at forske i dette område"

Hvilken faglig baggrund har du?

Jeg er sygeplejerske og har arbejdet med psykiatrisk sygepleje i hele min karriere. Jeg har fortrinsvis været leder, det vil sige afdelingssygeplejerske og senere udviklingschef på store psykiatriske centre i Region Hovedstaden.

Hvor længe har du forsket?

Jeg har været involveret i forskning og udvikling siden 2004, men jeg fik muligheden for at gennemføre mit ph.d.-projekt i 2012.

Min forskning er meget praksisnær, og jeg gennemførte mit studie med inspiration fra aktionsforskning. Med udgangspunkt i disse principper har jeg forsket lige siden. Dette sker forsat i tæt samarbejde med brugere, det vil sige personale og patienter i Region Sjællands psykiatri.

Hvordan og hvorfor kom du i gang med at forske? 

Jeg kom i gang med at forske, fordi jeg oplevede, at der manglede viden om, hvordan sundhedsprofessionelle kunne forebygge vold og tvang på psykiatriske afdelinger. Jeg havde også erfaret, at gode ideer og udviklingsprojekter ikke var nok. Der manglede evidensbaseret viden om metoder til at forebygge tvang. Og når andre ikke gjorde det, måtte jeg selv begynde at forske i dette område.

Jeg var stærkt motiveret af den måde professor i psykiatrisk sygepleje, Jan Kåre Hummevoll bedrev sin forskning på. Og kopierede derfor nogle af hans metoder i begyndelsen, hvilket var at involvere klinisk plejepersonale og mennesker med levede erfaringer i psykisk sygdom i at forske i problemstillinger fra deres egen dagligdag. Jeg opdagede at derved blev klinikkerne samtidig dygtigere til at udføre deres arbejde.

Hvordan fik du ideen?

Jeg forsker i brugerinvolverende forskning og deeskalering. Jeg fik ideen, fordi jeg havde opdaget, at nogle personaler var rigtig gode til at hjælpe patienterne med at forebygge, at potentielt voldelige situationer udløste tvang - og for andre var det mere vanskeligt.

Brugerinvolvering, fordi jeg vidste, at der var rigtig mange videnskabelige artikler der beskrev, hvordan vold kunne forebygges på et akademisk niveau, men intet så ud til at virke. Derfor måtte jeg involvere brugere, altså dem der vidste hvad det handlede om i dagligdagen. Jeg havde også arbejdet med området i mit kandidatspeciale.

Jeg gik derfor i dybden med deeskalering, fordi jeg troede, at viden om deeskalering ville gøre en gennemgribende forskel for både patienter og personale, idet vold i psykiatrien er stigmatiserende og skadelig for alle parter. Dette skulle derfor afværges.

Kan du beskrive hvad din forskning handler om?

Min forskning handler om evidensbasering af tvangs- og voldsforebyggende plejemiljøer gennem brug af proaktive, positive, profylaktiske interventioner. Jeg anvender fortrinsvis kvalitative og deltagerinddragende forskningsmetoder. Forskning inden for dette områder handler således også om implementeringsforskning, hvorfor jeg igennem snart fire år har fulgt implementering af ”Koncept for relationer og deeskalering i Region Sjællands psykiatri”.

Fordi deeskalering, som jeg identificerede i mit ph.d.-studie, er praktisk anvendelige principper, har det bredt sig til det somatiske område. Derfor undersøger jeg også denne transformationsproces. Jeg har en metodisk interesse i deltagerinddragelse og undersøger disse samarbejdsprocesser sideløbende.

Hvordan holder du gejsten/motivationen?

Jeg holder gejsten oppe, fordi denne form for forskning er meget livsbekræftende. Jeg kan se at både patienter og personale oplever forskningen brugbar og anvendelig.

Hvad får du ud af at arbejde sammen med mindre erfarne/nyere forskere – og hvad får du ud af at arbejde sammen med meget erfarne forskere?

Jeg syntes kombinationen med at arbejde med nye og mere erfarne forskere er inspirerende, fordi man hjælper hinanden igennem processen fra ide til publikation. Alle har forskellige kompetencer.

Jeg ser for eksempel mig selv som forsker med erfaring midt i feltet - jeg har brug for meget sparring i forbindelse med den videnskabelige produktion, f.eks. hvordan man afrapporterer et studie i et højtrangeret videnskabeligt tidsskrift, hvorimod jeg er mere erfaren i videnskabelige præsentationer på konferencer etc.  Derudover kan mange af de mindre erfarne forskere være dygtigere til grammatik end mig, og de stiller detaljerede spørgsmål. På den måde bliver jeg husket på, hele tiden at kunne begrunde mine forskningsmetoder.

Kombinationen af forskellig viden gør generelt forskningen mere levende, og jeg ser samarbejdet som en form for skoling i den akademiske forskerdisciplin.

Lene Lauge Berring
Lene Lauge Berring

Lene Lauge Berring er uddannet sygeplejerske. Hendes forskning er meget praksisnær, og bliver udført i tæt samarbejde med afdelingerne

Lene Lauge Berrings forsker-cv

Hvad er deeskalering?

Deeskalering er en kompleks, interaktiv proces, hvor patienten understøttes i "at falde til ro" gennem specifikke kommunikative teknikker. Personalet fokuserer på at have kontrol over situationen og ikke patienten.

Beskrivelse af Lene Lauge Berrings ph.d.-projekt

Sidst opdateret: 03.02.2020