Skip to main content

"Jeg får lyst til at forske mere, når jeg ser, hvordan forskningsresultaterne har effekt med det samme på patientforløbene"

Hvilken faglig baggrund har du?

Jeg er farmaceut (Cand.Pharm) fra KU

Hvor længe har du forsket?

Siden jeg blev færdig som farmaceut i 2008

Hvordan og hvorfor kom du i gang med at forske?

Jeg startede direkte på en ph.d. efter kandidaten og derefter videre til postdoc og nu lektor. Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville forske, så det var en naturlig vej for mig.

Kan du kort beskrive hvad din forskning handler om?

Målet med min nuværende forskning er at være med til at reducere antibiotikaresistens ved at fokusere på mere målrettet antibiotikaanvendelse og bedre diagnostik af akutte infektioner

Hvad fik dig til at vælge netop dét forskningsområde?

Antibiotikaresistens er et forskningsområde, som har stor indflydelse lokalt, men også er en global udfordring. Det er noget, der skal handles på, og hvor der er behov for forskning.

Det er også et forskningsområde, hvor jeg kan kombinere min interesse for det akutte, min baggrund som farmaceut og min laboratorieerfaring. Et godt forskningsmiljø med opbakkende ledelse og gode kollegaer er også vigtigt for mig, og var også noget af det, der tiltrak mig.

Hvordan holder du gejsten/motivationen?

Det gør jeg, når jeg kan se, hvordan forskningsresultaterne har en effekt med det samme på patientforløbene. Så får jeg lyst til forske mere.

Hvad får du ud af at arbejde sammen med mindre erfarne/nyere forskere – og hvad får du ud af at arbejde sammen med meget erfarne forskere?

Jeg får altid en masse ud af samarbejde. Det er skønt at opleve, hvordan en mindre erfaren forsker udvikler sig og tænker forskning ind i klinikken. De ser ofte forskningsprojekterne fra en anden vinkel, som er meget lærerigt.

De meget erfarne forskere er gode til lære fra sig og arbejder ud fra et bredere perspektiv, som er inspirerende. De kender næste trin på stigen og guider dig videre.

Helene Skjøt-Arkil
Helene Skjøt-Arkil

Helene Skjøt-Arkil er uddannet farmaceut. Hun er gået direkte fra kandidat til ph.d.-uddannelse, så postdoc og nu lektor. Hun har altid vidst, at hun ville forske

Helene Skjøt-Arkils forsker-CV

Sidst opdateret: 21.01.2022