Skip to main content
DA / EN
Foredrag med Thomas F. DeFrantz

Verdensstjerne inden for dans besøger SDU i Odense

Dans er en forskningsvidenskab, som i Danmark ofte er overset. Men forskning i dans skaber forståelse for, hvor vigtig en kulturel faktor dans er - og fortæller os, hvordan vi skaber mening med og igennem bevægelser. Kom til åbent foredrag om dans som kultur torsdag den 7. juni.

I øjeblikket er der balletfestival i København, hvor man kan opleve kunstnere fra ind- og udland, ’talks’ om ballettens vilkår og betydning, klassiske stykker, nye fortolkninger og andre aktiviteter, der sætter fokus på ballet som kunstform.

Imidlertid er der også noget at hente i Odense i denne uge, hvis man er interesseret i dans og især i analysen af, hvordan forskellige kulturer indlejres i dansens udtryk.

- Et af budskaberne fra balletfestivallen er, at dans er et sprog, der går på tværs af alle landegrænser. Hvis man skal nuancere det synspunkt lidt mere, kan man sige, at der er forskellige traditioner for dans, som er kulturelt betinget. Med andre ord – dans er også en kulturelt ladet udfoldelse, der er bundet til kulturelle og nationale selvforståelser, fortæller forskningsleder Susanne Ravn fra Institut for Idræt og Biomekanik på SDU.

En af de helt store kapaciteter kommer til Odense

Det kan man høre meget mere om ved et åbent foredrag af et af de største navne indenfor amerikansk danseforskning – professor Thomas F. DeFrantz fra Duke University – der i denne uge besøger SDU’s campus i Odense.


- Det er fantastisk, at det er lykkedes os at tiltrække en kapacitet af DeFrantz’ kaliber. Han er blandt andet kendt for sine analyser af den æstetik, der arbejdes med det i det verdensberømte Alvin Ailey Dance Company, og han vil uden tvivl – netop med udgangspunkt i dans - give os dyb indsigt i den afroamerikanske kultur og dens betydning for det, som vi oplever og forstår som amerikansk kultur i dag, siger Susanne Ravn.

Som et eksempel nævner hun Madonnas dansere, som de fleste måske har set i musikvideoer eller ved store awardshows; den måde de danser på, har stærke rødder tilbage til de trin og bevægelser, som blev til i forbindelse med afroamerikansk undergrundskultur – på sin vis helt tilbage til Charleston og jazz.

- Der sker noget interessant, når en danseform bevæger sig fra at være en del af en undergrundskultur til at være mainstream og kommerciel. Thomas F. DeFrantz vil under sit besøg hos bidrage med en enestående analyse og forståelse af de forskydninger, der sker, når dansen indgår i forskellige kulturelt betingede sammenhænge, fortæller Susanne Ravn.

- Dans er med til at både at bryde grænser men også til at markere forskelligheder. Dans fortæller os noget om, hvordan vi skaber mening med og igennem bevægelser. Kropsbevægelser er en af byggestenene for kultur.

Åbent foredrag med Thomas F. DeFrantz

Thomas F. DeFrantz giver et åbent foredrag på SDU torsdag den 7/6 fra kl. 14.15 – 17.00.
Foredraget og efterfølgende diskussion er på engelsk og foregår i mødelokale 1 på 1. sal i SDU’s hovedbygning (indgang G), Campusvej 55, 5230 Odense M.

Tilmelding kan ske ved henvendelse til Camilla Damkjær via e-mail: cdamkjaer@health.sdu.dk

Se invitation med program her.
Redaktionen afsluttet: 06.06.2018