Skip to main content

Nyt forskningssamarbejde skal skabe legepladser der fremmer børns sundhed

Syddansk Universitet og den danske legepladsvirksomhed KOMPAN etablerer sammen 'World Playground Research Institute'. Ambitionen er at blive klogere på den betydning, som leg og gode udendørsmiljøer har for børns udvikling og fysiske aktivitet.


Mange børn er ikke aktive nok, hvilket begrænser deres udvikling og øger risikoen for at de får livsstilssygdomme senere i livet. Måske i sådan en grad at de vil leve kortere end deres forældre.

World Playground Research Institute sættes blandt andet i verden for at sætte ind overfor den negative udvikling, og samtidig for at undersøge de mange positive virkninger af leg for børns fysiske, mentale og sociale udvikling.

Opgaven bliver at gøre planlæggere og beslutningstagere i stand til at træffe vidensbaserede beslutninger, når der skal udvikles og etableres udendørsmiljøer, der fremmer særligt børns fysisk aktivitet og bevægelsesglæde.

Leg skal tages alvorligt

World Playground Research Institute udgør et nybrydende samarbejde mellem Syddansk Universitet og KOMPAN - en af verdens førende virksomheder inden for legepladser. Det er et langsigtet samarbejde fra begge parters side.

- Leg skal tages alvorligt, og oprettelsen af World Playground Research Institute er vores oprigtige forpligtelse over for fremtiden. Leg handler om udviklingen af børn - både fysisk, kognitivt, kreativt og socialt", forklarer KOMPANs administrerende direktør Connie Astrup-Larsen.

- Argumenterne og fakta har været der længe, men ofte er de gået ubemærket hen på grund af mange andre prioriteter, siger hun.

Inddrager forskere over hele verden

World Playground Research Institute skal ledes af professor Jasper Schipperijn fra forskningsenheden Active Living ved SDU's Institut for Idræt og Biomekanik. Sammen med et team af seniorforskere vil Jasper Schipperijn trække på forskere, ph.d.-studerende og postdocs fra hele verden.

Ligeledes vil der blive samarbejdet med førende forskere på andre universiteter fra ind- og udland. Der skal udvikles et forskningsprogram og etableres en bred vifte af partnerskaber med henblik på at øge viden og formidle resultater.

- Samarbejdet med KOMPAN giver os mulighed for at bruge de nyeste metoder til at undersøge effekten af gode legepladser på børns hele udvikling og fysiske aktivitet. Derudover får vi enestående muligheder for at formidle vores resultater til planlæggere og beslutningstagere for at hjælpe med at skabe flere og bedre steder at lege, siger professor Jasper Schipperijn.

Billede af institutleder Jens Troelsen og af Connie Astrup-Larsen, administrerende direktør for KOMPAN.

- Det bliver alt for ofte undervurderet, hvilken værdi leg har i forhold til at opbygge sundere samfund. Det er vigtigt, at beslutningstagere og planlæggere har et vidensbaseret beslutningsgrundlag, når der skal vælges design og placering. Legepladsen bør spille en meget vigtigere rolle, tilføjer Connie Astrup-Larsen.

SDU og KOMPAN har samarbejdet over en lang årrække - senest i forbindelse med udvikling af udendørs fitnessredskaber. Etableringen af World Playground Research Institute bringer samarbejdet op på et helt nyt niveau. KOMPAN har afsat en forskningsbevilling på i alt cirka 18 millioner kroner til det 4-årige samarbejde.

Fotos: Simon Klein-Knudsen og Bo Kousgaard


Kontakt

Jasper Schipperijn, professor
Forskningsenheden Active Living
Institut for Idræt og Biomekanik
Syddansk Universitet
E-mail: jschipperijn@health.sdu.dk
Mobil: 20 78 25 40

Connie Astrup-Larsen, CEO
KOMPAN A/S
E-mail: conast@kompan.com
Tlf. 63 62 10 11.


Redaktionen afsluttet: 11.11.2021