Skip to main content

Mindre skærmtid øger bevægelse blandt børn

Resultater fra et stort familieeksperiment udført af forskere fra SDU viser, at mindre brug af skærmmedier i fritiden får børn til at bevæge sig markant mere.

I Danmark og mange andre lande får mange børn og unge ikke bevæget sig tilstrækkeligt. Det kan have negative konsekvenser for deres trivsel og sundhed. Det kan derfor være bekymrende, at en stor andel af børn og unge bruger meget tid med en skærm i deres fritid. Det gælder både for børn og unge i Danmark og det meste af resten af verden.

Børn er stillesiddende det meste af tiden, når de er vågne. Det har været et faktum, hver gang forskere har målt bevægelse blandt grupper af børn uanset kultur og geografi - også før smartphonen og spillekonsollen.

Derfor har der også været uenighed blandt forskere omkring, hvorvidt børns mange timer foran skærmen i dag påvirker deres bevægelse, eller om de blot ville være stillesiddende uanset?

Dette spørgsmål forsøgte en gruppe forskere fra Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet (SDU) at besvare grundigt i et nyt studie.

Det daglige bevægelsesmønster målt med accelerometre

I studiet blev 89 familier (181 børn, 164 voksne) tilfældigt fordelt i to grupper.

I den ene gruppe skulle familierne undvære deres smartphones og tablets i 2 uger og skære deres fritidsbrug af computere og TV ned til max. 3 timer om ugen. I den anden gruppe skulle deltagerne fortsætte med deres normale skærmvaner, en såkaldt kontrolgruppe.

Deltagernes daglige bevægelse blev målt objektivt med to accelerometre over en uge både før og efter deltagelse i skærmbegræsningsgruppen og kontrolgruppen.

- Vi fandt at børnene i familierne, der reducerede deres brug af skærm i fritiden, bevægede sig i gennemsnit 45 minutter mere om dagen i fritiden sammenlignet med kontrolfamilierne. Forskellen mellem de to grupper var størst i weekenderne, hvor børnene i skærmbegrænsningsgruppen i gennemsnit havde 73 min mere aktivitet om dagen, fortæller Jesper Pedersen, ph.d.-studerende ved SDU.

- Vores studie peger tydeligt på at mange timer med en skærm når man kommer hjem fra børnehave eller skole og i weekenden tager tid fra aktiviteter, hvor børn bevæger sig mere. Det er derfor vigtigt at børnefamilier får skabt et sundt og balanceret brug af skærm i hjemmet. Vi er derfor også i gang med ny forskning, der skal undersøge, hvordan man kan hjælpe børnefamilier hertil, fortæller Anders Grøntved, professor ved SDU.

Børnenes forældre var også forsøgspersoner i studiet. Midaldrende eller unge voksne er typisk en del mindre aktive i fritiden end børn, og deres brug af skærm til underholdning er ofte mindst lige så stort som børns.

Overraskelse: De voksnes vaner ændrede sig ikke

Noget overraskende fandt forskerne ingen forskel i mængden af bevægelse i fritiden mellem de voksne medlemmer af familierne, der begrænsede deres skærmbrug og kontrolfamilierne.

- Vi var noget overraskede, da vi så tallene for de voksne forsøgspersoner, men det kan nok forklares med, at voksne typisk ikke er spontant aktive ligesom mange børn. Selvom vores studie peger på at reducere brug af skærm i fritiden hos voksne vil være en ineffektiv måde at fremme deres bevægelse, kan det alligevel være en god ide for forældre at balancere deres brug af skærm i hjemmet, fortæller Anders Grøntved.

- Vi ved fra vores egen forskning, at forældrenes skærmbrug i hjemmet er stærkt relateret til børnenes skærmbrug. Det kan derfor være en vigtig brik i at hjælpe børnene til et balanceret brug, hvis forældrene også adresserer deres eget skærmbrug i hjemmet, siger han.

Undersøgelsen er den del af SCREENS-projektet, som professor og forskningsleder Anders Grøntved fik tildelt midler til af Det Europæiske Forskningsråd.

Undersøgelsen er udgivet i det amerikanske videnskabelige tidsskrift JAMA Pediatrics 23/5-2022 (doi:10.1001/jamapediatrics.2022.1519).

Om eksperimentet

  • Familierne blev rekrutteret via en stor spørgeskemaundersøgelse, som blev sendt ud i alle kommuner på Fyn, samt Vejle, Kolding og Fredericia kommune.
  • Familierne gennemgik 1 uges før-måling og 1 uges ”efter”-måling i den sidste uge af de to uger som interventions- og kontrolperioden varede.
  • Familierne i skærmbegrænsningsgruppen skulle aflevere deres smartphones og tablets i de to uger og fik istedet en gammeldags mobiltelefon, som kun kunne ringe og sende sms’er.
  • De deltagende børns gennemsnitsalder var 9 år og forældrene havde en gennemsnitsalder på 41 år.
  • Skærmbegrænsingsgruppen: 45 familier – 86 børn og 82 voksne.
  • Kontrolgruppen: 44 familier – 95 børn og 82 voksne.

Foto: Colourbox


Kontakt

Professor MSO Anders Grøntved
E-mail: agroentved@health.sdu.dk
Tlf.: 65504465, 24984079

Ph.d.-studerende Jesper Pedersen
E-mail: jespedersen@health.sdu.dk
Tlf.: 65502054

Redaktionen afsluttet: 24.05.2022