Skip to main content
DA / EN

Flere ældre – større behov for forebyggelse

Nyt stort EU-finansieret innovationsprojekt skal ruste kommunerne og den primære sundhedssektor til bedre evidensbaseret sundhedsforebyggelse hos det stigende antal ældre.

I den primære sundhedssektor findes der i dag ikke systematiske og evidensbaserede løsninger til digital screening af ældre borgeres risiko for funktionstab og efterfølgende tab af livskvalitet. Tidlig opsporing efterfulgt af gode handlingsplaner til fremme af holdbare livsstilsforandringer har et stort potentiale for at reducere funktionstabet, sundhedsomkostninger og øge livskvaliteten, det vil en gruppe af dansk/tyske universiteter, kommuner, organisationer og virksomheder nu
gøre noget ved .

Med projektet WIPP, der står for Welfare Innovations in Primary Prevention, det vil sige velfærdsinnovation til primær forebyggelse, vil de udvikle værktøjer til både at opspore sårbare ældre borgere med behov for forebyggende livsstilsforandringer og til de forebyggende indsatser.

Målet er at udvikle innovative strategier til bevarelse af ældre borgeres funktionsevne og sociale deltagelse samt fremme god praksis indenfor den offentlige og private sundhedsramme.

-Andelen af borgere over 65 år vil i Syddanmark og Schleswig-Holstein på kun 15 år stige med henholdsvis 7,3 % og 6,7 %. Funktionsnedsættelse er hyppigere hos ældre borgere og resulterer i nedsat livskvalitet og høje sundhedsydelser. Derfor er der brug for redskaber til screening og intervention, som er standardiserede og lette at bruge, udtaler Paolo Caserotti, lektor på Institut for Idræt og Biomekanik på SDU og dansk projektleder.

Målet er flere ekstra sunde år

EU har udviklet en nøgleindikator for folkesundhed, Healthy Life Years (HLY: forventet levetid uden funktionstab), og har sat et mål på en forøgelse på to sunde leveår (HLY) pr. EU-borger i EU’s 2014-2020 sundhedsprogram.

-Tidlig opsporing af sårbare ældre borgere har et stort potentiale for at reducere funktionsnedsættelse, funktionstab, sundhedsomkostninger og at øge HLY, hvis det efterfølges af gode skræddersyede handlingsplaner til fremme af holdbare livsstilsforandringer, mener Paolo Caserotti fra SDU.

-I dag og ikke mindst i fremtiden står kommunerne med en stor forebyggende opgave. Med dette projekt får de en guide til screening af borgerne og en værktøjskasse med handlemuligheder.

Unikt samarbejde

Projekt WIPP er et interregionalt projekt med partnere fra Region Syddanmark, Region Sjælland og Schleswig-Holstein. Fra Danmark deltager projektlederen SDU sammen med fire kommuner, nemlig Odense Kommune, Esbjerg Kommune, Slagelse Kommune, Fredericia Kommune og Arla er med fra erhvervslivet . Fra Tyskland deltager Universiteterne i Kiel og Flensborg, Landeshaupstadt Kiel, Howe-Fiedler Fonden, Kiel og Sygeforsikringen AOK-NordWest.

-Det er enestående, at vi har samlet så mange forskellige parter i et projekt. Ikke alene bliver den population, vi kan samle data på, meget stor. Vi kan også føre projektet helt ud til der, hvor den nye viden i sidste ende skal bruges, nemlig kommuner og organisationer, der varetager sundhedsforebyggelse, siger Paolo Caserotti.

Stor interesse for nye løsninger

I Odense Kommune glæder Ældre- og Handicaprådmand Brian Skov Nielsen sig over initiativet og ser frem til at kommunen bliver bedre rustet til fremtidens udfordringer.

-Der kommer flere og flere ældre borgere, hvilket er noget, der virkelig presser økonomien ude i kommunerne. Én af løsninger er, at vi bliver bedre til at opspore de borgere, som er i risiko for at blive syge eller på anden måde lide funktionstab. Dermed kan vi sætte tidligt ind med forebyggende indsatser, som kan sikre flere sunde og gode leveår til de ældre. Det er det, som WIPP samarbejdet skal gøre os bedre til, og derfor er det et super vigtigt projekt for os at være med i, siger han.

Paolo Caserotti fra SDU ser også et stort potentiale i samarbejdet med erhvervslivet.
Når projektet er afsluttet, kan vi bidrage med konkrete business-cases til virksomheder. Der er stor interesse for at arbejde med forebyggelse på et marked, der bliver stadigt større, nemlig de ældre borgere.

Fakta:

WIPP projektet finansieres med 2.7 mio. euro af Interreg5a Deutschland-Danmark
med midler fra the European Fund for Regional Development.
Læs mere om WIPP her: www.wipp-online.eu 

Redaktionen afsluttet: 09.06.2017