Skip to main content

Danskernes bevægelsesadfærd er endnu mere skæv under corona-nedlukningen

Corona-nedlukningen af Danmark har resulteret i et markant fald i danskernes fysiske aktivitet. Særligt de unge, ældre, lavtuddannede og de som bor i landområder er blevet markant mindre aktive. Det viser en ny undersøgelse fra Institut for Idræt & Biomekanik, Syddansk Universitet.

Den 11. marts 2020 lukkede Danmark ned på grund af den hastigt spredende corona-pandemi. Danskerne fik forbud mod at samles mere end ti personer og arbejdspladser, skoler, foreninger, klubber og fitnesscentre blev lukket for fysisk adgang.

I starten af april gennemførte Institut for Idræt & Biomekanik, Syddansk Universitet en omfattende spørgeskemaundersøgelse for at finde ud af om danskernes bevægelsesadfærd er blevet påvirket af nedlukningen. 1.802 danskere fra 15 år og op deltog i undersøgelsen.

Danskerne bevæger sig 20% mindre

Undersøgelsen viser, at danskerne bevæger sig 20,6% mindre under nedlukningen. Især er det andelen af danskere over 60 år ,som bevæger sig mindre; deres fysiske aktivitet er faldet med 26,6%.

Også gruppen af 15-29-årige har oplevet et markant fald på 26,4%, hvor gruppen af 30-59-årige er den aldersgruppe, som har det laveste fald i fysisk aktivitet under nedlukningen med en nedgang på 6,2%.

Alarmerende viser undersøgelsen også, at i gruppen af hjemmeboende hos forældre, er faldet i fysisk aktivitet på hele 40,4%.

Dobbelt så stort fald hos de lavest uddannede

Tallene viser, at faldet i fysisk aktivitet ikke kun er skævt fordelt på alder. Ser vi på danskerne ud fra uddannelsesniveau, er faldet blandt de lavest uddannede på hele 41,8%, hvorimod faldet blandt de højst uddannede blot er 1,5%.

 

Geografisk er der ligeledes en markant forskel i fysisk aktiv adfærd. De danskere som bor i småbyer og landområder har et fald i fysisk aktivitet på 30,9%, hvor andelen af danskere i mellemstore byer bevæger sig 21,4% mindre og i storbyerne er faldet kun 13,5%.

Tallene er overraskende og bekymrende

I undersøgelsen er der spurgt ind til, hvilke barrierer danskerne oplever for at bevæge sig under nedlukningen. Næsten hver fjerde dansker (24%) svarer, at de savner at lave de aktiviteter de plejer at lave, 22,5% savner adgang til idrætshaller og -faciliteter, og 14,5% savner nogen at være fysisk aktive sammen med.

Projektleder Charlotte Pawlowski forklarer om tallene:

- Vi forventede en nedgang i fysisk aktivitet, fordi vi i Danmark har en særlig bevægelseskultur som i høj grad er knyttet op på foreningsidræt. Men at faldet er så markant og skævt, er overraskende og bekymrende, siger hun.

Postdoc Tanja Schmidt, som har stået for analyserne af undersøgelsens data, tilføjer:

- Vi ved, at fysisk aktivitet har en lang række fysiske, mentale og sociale sundhedsmæssige gevinster for alle aldersgrupper. Det er derfor vigtigt, at opretholde bevægelse - særligt under corona-krisen, hvor depression og angst må forventes at øges på grund af sygdom, tab af job, reduceret indkomst og isolering fra social kontakt.

Flere oplysninger

Lektor Charlotte Skau Pawlowski, Institut for Idræt & Biomekanik, Syddansk Universitet

Mobil: +45 61665006
E-mail: cspawlowski@health.sdu.dk

Redaktionen afsluttet: 18.05.2020