Skip to main content

Kortlægning af de fysiske arbejdskrav og muskelskeletbesvær blandt vindteknikere samt undersøgelse af muligheden for at implementere intelligent fysisk træning som en del af deres arbejdsdag

Jeg er i gang med et PhD-projekt med formålet at kortlægge de fysiske arbejdskrav og kapacitet blandt vindteknikere samt at undersøge muligheden for at implementere fysisk træning som en del af deres arbejdsliv.

Vindindustrien er relativt ny samt i hurtig vækst, og de fysiske arbejdskrav samt potentielle sundhedsrisici forbundet med drift og reparation af vindmøllerne er ikke tidligere blevet undersøgt.

Derfor har Ørsted finansieret dette PhD-projekt, der bl.a. skal bidrage med beskrivelse og undersøgelse af potentielle sundhedsimplikationer forbundet med arbejdet, hvilket fremadrettet skal være med til at forbedre og vedligeholde medarbejdernes sundhed.

Jeg har en kandidat i Humanfysiologi (2016) samt en bachelor i Idræt fra Københavns Universitet (2014). Siden har jeg arbejdet med sundhedsstrategi og fysisk arbejdsmiljø i Ørsted (tidligere DONG Energy).

Jeg blev indskrevet som PhD-studerende på SDU pr. marts 2019, hvor jeg yderligere er tilknyttet forskningsenheden for Fysisk aktivitet og Sundhed i Arbejdslivet (FAS).

En af de primære styrker ved mit PhD-projekt er dets potentiale til at bygge bro mellem universitetets, virksomhedens og industriens interesser, hvilket jeg er overbevist om kan styrke fremtidige projekter indenfor området.

Sidst opdateret: 17.11.2020