Skip to main content

Værdier for Kardiovaskulær og Renal Forskning


1. Vi prioriterer, at hele staben er med til at træffe strategiske valg i forskning, ansættelser og organisatoriske forandringer gennem information og møder. Omvendt forventer vi, at alle medarbejdere loyalt bakker 100% op om beslutninger truffet i fællesskab.

2. Forskning er afhængig af gode ideer og eksperimentel afprøvning. Alle kan bidrage med dette uafhængigt af ansættelsesforhold, status og uddannelse. Vi lægger derfor vægt på at skabe et miljø af gensidig tillid og anerkendelse, hvor alle kan tage ordet, frit komme med forslag, blive taget alvorligt og hurtigt udføre ideer i praksis. Vi forventer, at alle deltager konstruktivt i at udvikle og forbedre produktet og skabe værdi for afdelingen =(publikationer, afhandlinger, fondsmidler og dygtige kandidater).

3. Ledelsen kontrollerer, opmåler og udspørger ikke medarbejdere om deres tid. Vi forventer, at du tager ansvar for arbejdet, sætter dig ind i målet og selvstændigt arbejder for at opnå det.

4. Vi lægger vægt på, at ansatte inden for vide rammer har plads og mulighed for at fremme og opdyrke det, de er bedst til og ønsker ikke at lave ansatte om. Omvendt forventer vi, at du arbejder sammen med andre for at opnå det fælles mål, søger at udvikle dig og erhverve nye kompetencer og deler viden og erfaring frit og åbent.

5. Vi prioriterer, at formålet med projekter/processer hele tiden er klart for alle gennem lab-møder, seminarer, nyhedsbreve, altid åbne døre og regelmæssige seminarer for alle medarbejdere, hvor strategi diskuteres, udvikles og vedtages.

6. Vi støtter og anerkender ønsker fra medarbejdere om at lære nyt og udvikle sig. Denne proces drøftes regelmæssigt ved MUS og udvikling sker indenfor rammerne af de strategiske mål, som alle har været med til at vedtage.

7. Vi anser ikke afskedigelser som et middel til at lede uanset pres udefra. Vi forsøger ved samarbejde, gensidig hjælp, støtte og rettidig omhu at undgå at komme i en sådan situation. Vi forventer, at medarbejdere tager ansvar for hinanden og støtter, hvor det er muligt.

8. Vi anser det for en helt nødvendig forudsætning for vores arbejdsplads, at alle deltager aktivt i at rekruttere, uddanne og støtte studerende. Til gengæld forpligter vi os til at skabe optimale rammer for, at det kan ske.

At skabe optimale rammer for studerende betyder at

a. vejleder er engageret, har tid og tager sit ansvar alvorligt og giver frihed
b. projektet er af betydning for mange, har realistisk tidsramme og teknisk gennemførlighed
c. der er mulighed for at præsentere resultater og deltage i seminarer mm
d. blive taget alvorlig som medarbejder