Skip to main content
DA / EN

Ph.d.-skole skaber yderligere samarbejde

Samarbejde om Ph.d.-skole får forskningsinstitutioner til at iværksætte fælles innovationsaktiviteter og nano-konference.

Den årlige internationale konference-skole ”Advanced Materials and Technologies blev afholdt for 18. gang fra d. 27.-31. august 2016 i Palanga, Litauen. Forskere fra Mads Clausen Instituttet er en del af en fælles Ph.d.-skole mellem Kaunas University of Technology (KTU) og SDU, og de deltog denne gang for at identificere flere fælles Ph.d.-forskningsområder. Det medførte, at nye og tættere bånd mellem MCI og KTU nu knyttes.

Fælles innovation og ny nano-konference
Efter konference-skolen, mødtes MCIs forskerteam med vice-rektor for KTU, Professor Asta Asta Pundzienė, for at fastlægge flere fællesaktiviteter indenfor innovation, entreprenørskab og forskning samt organiseringen af en konference om nanoteknologi i 2017, der får navnet ’Nanotechnology and Innovation in the Baltic Sea Region 2017’ (NIMBS 2017), og afholdes næste år i Kaunas. Foruden KTU i Litauen og SDU i Danmark deltager NINa-netværket (Norddeutsche Initiative Nanotechnologie) i Tyskland også som konferenceorganisator. KTU rektoratet besøger SDU i efteråret for at føre samtalen om fællesaktiviteterne videre.

Overvældende interesse
At PhD-skolen har medført tættere samarbejde mellem MCI og KTU er ikke overraskende. Med flere end 100 deltagende studerende og unge forskere fra Hviderusland, Danmark, Estland, Letland, Litauen, Polen, Rumænien, Rusland og Ukraine har interessen for forskningsbegivenheden været overvældende. På Ph.d.-skolen havde alle forskere mulighed for at præsentere deres poster og deltage i konkurrencen om bedste poster-præsentation, hvor otte priser blev uddelt til de mest fremtrædende præsentationer.

Ph.d.-skolen var rettet mod unge forskere og Ph.d.-studerende interesseret i materiallære og faststoffysik. I år blev der holdt 16 foredrag af 15 foredragsholdere fra Hviderusland, Frankrig, Tyskland, Japan, Letland, Litauen, Portugal og Storbritannien. Emnerne var relateret til funktionelle materialer og coating-fysik, -udvikling og -applikationer; optiske biosensorer; plasma-polymerisering til bio-applikationer; magnetiske tunnel-junctions; terahertz billededannende systemer; overfladekarakterisering med XPS; optiske teknikker til undersøgelse af ladningsbære-dynamik; elektronstrålelitografi; nanofabrikation med fokuserede ion-stråler.

For yderligere information, kontakt institutleder Horst-Günter Rubahn på tlf. 6550 1190 eller e-mail rubahn@mci.sdu.dk .

Foto: Professor Tamulevicius (til højre), KTU, og Professor Rubahn, MCI/SDU, overrækker priserne.


Redaktionen afsluttet: 06.09.2016