Om Teoretisk Pædagogikum

Undervisning

Teoretisk Pædagogikum er en vekseluddannelse, hvis formål er at støtte det, kandidaten arbejder med i praktisk pædagogikum på sit ansættelsessted. Det kræver ansættelse på en ungdomsuddannelse for at blive optaget på Teoretisk Pædagogikum. Uddannelsen er godkendt af Undervisningsministeriet, og den udbydes i perioden 2019-23 i samarbejde mellem Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Syddansk Universitet, Roskilde Universitet og København Universitet. Syddansk Universitet står for administration af uddannelsen.

Uddannelsen er en universitetsuddannelse, svarende til 20 ECTS-points. Den afsluttes med en skriftlig prøve, og for at blive indstillet til prøven skal kandidaten deltage i hele uddannelsen.

På Teoretisk Pædagogikum tilknyttes kandidaten det samme hold og den samme underviser gennem de almendidaktiske moduler. Underviserne er selv gymnasielærere og har en masteruddannelse inden for almendidaktiske områder. På de fagdidaktiske moduler vil kandidaten møde undervisere med stort indblik i den faglige udvikling. Derudover deltager forskere og fagets fagkonsulenter. 

Teoretisk Pædagogikum er en del af pædagogikumuddannelsen, som samlet udgør 100% af kandidatens arbejdstid i det skoleår, uddannelsen varer. 2/3 del af kandidatens arbejdstid planlægges på skole, mens Teoretisk Pædagogikum udgør en 1/3 af kandidatens arbejdstid og planlægges af uddannelseschefen for Teoretisk Pædagogikum.


Læs mere om uddannelsens opbygning her