Skip to main content

Målgruppe: Undervisere i alle fag på de gymnasiale uddannelser

Undervisere: prof. Ane Qvortrup, ekstern lektor Nanna Kamp Frellsen (naturvid.) og ekstern lektor Sara Brygger (hum.), alle ved IKV Syddansk Universitet

Tid og sted: Kursus 21200: tirsdag den 9. febr. 2021. Kurset kan også rekvireres skolebaseret.

Formål:
Corona-pandemien har på den ene side gjort online-undervisning mere aktuel end nogensinde før, på den anden side har den skabt et grundlag for at udvikle ny viden om online-undervisning på ungdomsuddannelserne.

Kurset giver bud på, hvordan man på baggrund af forskning og viden kan gennemføre god undervisning, der udnytter mulighederne i og forholder sig til begrænsningerne ved online-undervisning.

Indhold:
Dette kursus vil med udgangspunkt i forskning i og viden om den virtuelle undervisning under Corona-pandemien, viden om online-undervisning generelt og den enkelte undervisers erfaringer med online-undervisning skabe et grundlag for, at deltagerne bliver bedre til at planlægge og gennemføre online-undervisning på ungdomsuddannelserne, hvor eleverne deltager, tænker med og engageres.

Udgangspunktet for kurset er, at planlægningen af god onlineundervisning ikke skal starte med valget af teknologi og læringsmedier, men i de didaktiskes spørgsmål om hvorfor, hvad og hvordan. Kurset peger på og giver mulighed for at afprøve TPCK-modellen modellen (Technological Pedagogical Content Knowledge), lige som deltagerne arbejder med fag, undervisningsplanlægning og erfaringsudveksling på lige fod med almendidaktiske overvejelser. Samtidig vil kurset tematisere den omstillingsparathed ift. at gå on-line på no time, som aktuelt er et vilkår for ungdomsuddannelserne.

Arbejdsform
Kurset udbydes på Zoom for alle undervisere i ungdomsuddannelserne. På kurset er der både rum til at arbejde i eget fag/faggruppe og til at arbejde flere fag sammen. Kurset kombinerer således traditionelle fagbaserede kurser og skolebaserede kurser. På den måde kan man arbejde med online-undervisning i faggruppen, men også i studieretningen og man kan som skole kvalificere sin online-pædagogik.

Se program for dagen.