Narrativ medicin er et internationalt voksende forsknings- og undervisningsområde. Visionen for forskningsprojektet er, at narrativ medicin bliver en integreret del af det danske sundhedsvæsen med SDU som førende hjemsted for udvikling af innovative sundhedsfremme-, behandlings-, rehabiliterings- og palliationsformer, uddannelsestiltag samt internationale forskningssamarbejder. 

Projektet tilstræber dermed at blive et afgørende bidrag til at besvare den komplekse samfundsudfordring med udvikling af et sundhedssystem, der sætter mennesket i centrum. 

Projektet vil fokusere på følgende forskningsspørgsmål:

  • Hvordan kan sundhedsprofessionelles kompetencer til at forstå, reflektere over, formidle og handle på patienters og borgeres sygdoms- og sundhedsfortællinger fornys og styrkes? 
  • Hvordan kan narrativ medicin være med til at styrke patienters, pårørendes og borgeres kompetencer til at håndtere sundhedsudfordringer, sygdomsforløb, rehabilitering og palliation? 

Med udgangspunkt i international forskning, er det projektets tese, at en narrativ kompetence kan styrke sundhedsprofessionelles empati med og sociale forståelse for patienter og pårørende. En narrativ kompetence omfatter en forståelse af fortællinger og sprogbrug, herunder sygdomsmetaforik, sådan som de kommer til udtryk i relationen mellem patient/pårørende/borger og sundhedsprofessionel, og i patientjournaler, dagbøger med videre. Det er projektets ambition at undersøge, om narrativ medicin også kan bidrage til styrkelse af livskvalitet og -mening hos patienter, pårørende og borgere i forbindelse med blandt andet rehabilitering og sundhedsfremme. 

Forskningsprojektet udføres i et samarbejde mellem forskningsgrupper på humaniora og sundhedsvidenskab på SDU og Odense Universitetshospital og bygger på stærke samarbejdsrelationer med internationale forskningsmiljøer.

Læs mere om forskningsprojektet her.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies