Skip to main content
DA / EN

Læs mere om Antropocæn Æstetik

De seneste årtier har været kendetegnet ved en øget bevidsthed om, at vi ikke blot lever i globaliseringens tidalder med dens underliggende tro på det menneskelige individs autonomi og handlekraft, men også i det planetæres tidsalder, hvor planetens geobiologiske historie supplerer vores hidtidige fokus på menneskets historie.

 

Omkring årtusindskiftet hævdede videnskabsfolk, at mennesker – som kollektiv gruppe i milliardstørrelsen og gennem deres teknologiske opfindelser og økonomiske systemer – var blevet en veritabel geofysisk kraft, som uden at være hverken autonome eller altid helt bevidste var i stand til at forandre planetens klimatiske system i dets helhed, og dét med potentielt frygtelige konsekvenser: global opvarmning, havvandsstigninger, voldsommere vejr i form af skybrud og orkaner, arters massedød, forsuring af verdenshavene. Disse videnskabsfolk hævdede, at vi som følge af denne udvikling var indtrådt i en ny geologisk epoke, som de kaldte antropocæn – menneskets epoke.

 

Det paradoksale ved epoken er, at mennesket på én og samme tid betragtes som potent og impotent: en geologisk kraft med potentielt planetforandrede konsekvenser til følge og et ubetydeligt kreatur efterladt magtesløs over kræfter større end det selv. Pointen er, at menneskeheden er årsag til, at vi er indtrådt i den antropocæne epoke, men det antropocæne betyder også, at vi risikerer at passere en række såkaldte tipping points, hvorefter planetens udvikling vil blive determineret af en række amokløbende processer, som mennesket ikke længere vil være i stand til at styre eller bremse. Den planetære, antropocæne tidsalder de-centrerer mennesket.

 

Hvad er det antropocænes æstetik, når forholdet mellem menneske og natur opfattes radikalt anderledes end tidligere, og de menneskelige skalaer suppleres med geologiske? Hvilke affektive værdier indeholder antropocæn æstetik? Hvilke kulturelle praksisser forårsager og karakteriserer det antropocæne, og hvad bør vi adfærdsmæssigt gøre for at bremse den foruroligende udvikling? Hvordan medialiseres det antropocæne i massemedier og i uddannelsessystemer? Forskningsgruppen samler en række forskere fra forskellige discipliner – litteraturvidenskab, uddannelsesvidenskab, medievidenskab, kulturstudier og filosofi – med henblik på at undersøge det antropocænes historiske rødder og dets nutidige udfordringer i forhold til klimaforandringer og bæredygtighed.

 

Forskningsgruppen opererer på det teoretiske felt primært inden for grøn og blå økologi, miljøhumanisme, nymaterialisme, mørk økologi og posthumanisme.

 

Medlemmerne forsker blandt andet i havets poetiske kulturhistorie, ørkenen som antropocænt landskab, forholdet mellem teknologiske maskinvisioner, det planetariske og miljø, oliens repræsentation og funktion i nyere skandinavisk litteratur, forholdet mellem postkolonial litteratur og det antropocæne samt relationen mellem menneske og natur i et miljøhumanistisk, økokritisk perspektiv.

 

”Det antropocænes æstetik, kulturer og medier” samarbejder med ”Environmental Humanities” på SDU-HUM og ligger i naturlig forlængelse af SDU’s satsning på FN’s verdensmål og det nye ”SDU Climate Cluster”.

Se også

Sidst opdateret: 28.11.2022