Skip to main content

5. Coca-Coloniseringen af Danmark?

Coca-colonisering af Danmark? En analyse af kampene om det danske cola-marked, ca. 1935-1975.

Coca-Cola er ikke bare en sodavand og heller ikke bare et verdenskendt brand (som i omtrent alle internationale analyser er blevet vurderet som det økonomisk stærkeste). Efter 1945 blev Coca-Cola også et symbol for USA; et symbol, som mange forbrugere eftertragtede pga af symbolværdien, men som også mange interessegrupper frygtede – pga. af symbolværdi, men også af snævre økonomiske årsager. Dette er baggrunden for at Coca-Cola i en række europæiske lande som fx Frankrig, Italien, Schweiz og Sverige var særdeles omstridt i årene efter 1945. Inspireret af den internationale forskning herom er det hensigten at analysere ”Cola-krigene” i Danmark i midten af sidste århundrede.

                      Coca-Cola blev første gang introduceret i Danmark i 1935 og mødte betydelig modstand fra de veletablerede bryggeriinteresser. Det er dog især efter 2. verdenskrig og ikke mindst i 1950erne at man kan tale om noget der ligner ”cola-krig”. Markante elementer heri var bl.a. en retssag (ført til Højesteret) anlagt af Coca-Cola Co. mod en lille dansk mineralvandsproducent, indførelsen (og senere afviklingen) af en særlig prohibitiv høj cola-skat og danske producenters beslutning om at lancere en national cola-drik til at konkurrere mod den amerikanske orignal. Også efter cola-skattens ophævelse i 1959 fortsatte krigen, nu som en kamp om markedsandele, der blev skærpet efter den anden, store amerikanske cola, Pepsi-Cola blev introduceret i Danmark o. 1970. Omtrent samtidigt fik cola-drikkene fornyet symbolkraft gennem det stærkt USA-kritiske ungdomsoprør.

                      Der er således tale om et analysefelt, der må kombinere kulturelle, politiske og økonomiske spørgehorisonter (og netop denne flerperspektivistiske tilgang udgør projektets fagligt udviklende potentiale). Analysen vil naturligvis udrede de historiske udviklingsforløb, men især fokusere på aktører og deres (skiftende) interesser. De centrale aktører er Coca-Cola Company. (og deres danske forretningspartnere), PepsiCo., danske bryggerier og mineralvandsproducenter, danske myndigheder, amerikanske myndigheder, politiske partier, andre interessegrupper (især afholdsbevægelsen) og medierne. Analysematerialet vil være særdeles forskelligartet: Materiale fra danske og amerikanske arkiver (både offentlige og virksomhedsarkiver), folketingsdebatter, medier (aviser og ugeblade), reklamemateriale og interviews (der ikke mindst skal bruges til at indkredse forbrugernes perspektiv).

                      Projektets mål er primært publikation af en større videnskabelig artikel, der fokuserer på perioden 1935-65. Denne vil blive suppleret med en internationalt publiceret artikel, da det er indlysende, at den danske historie er interessant i et komparativt perspektiv. Endelig kan projektet også udfoldes i et fælles nordisk perspektiv, hvor man sammenligner cola-fænomenet i de forskellige nordiske lande.

Projektansvarlige: Klaus Petersen & Nils Arne Sørensen

Sidst opdateret: 16.08.2016