Menu

Hinduisme

 

Historie og udbredelse [top]

Hinduismen er den ældste og 3. største af de store verdensreligioner. Den har ingen stifter og dens rødder strækker sig tilbage til før det 2. årtusinde f.v.t., og den har udviklet sig ved en sammensmeltning af en lang række religiøse traditioner. Hinduer selv bruger ikke betegnelsen "hinduisme", men taler om "den evige verdensorden", Sanatana - dharma.

Flertallet af verdens ca. 730 mill. hinduer lever i Indien, men hinduismen har flere gange i historiens løb spredt sig til lande uden for Indien.

Hinduer udgør relativt store befolkningsgrupper bl.a. i Bangladesh, Pakistan, Sri Lanka og Mauritius, og på Bali og Fiji vidner de om den tidligere hinduistiske ekspansion, der betød at hinduistiske forestillinger og institutioner satte et varigt præg på mange lande, ikke mindst i Sydøstasien. Nepal er dog verdens eneste hinduistiske stat. Også uden for Asien finder vi hinduer og hinduisme, bl.a. i Sydamerika og Sydafrika.

Også i Vesten har hinduistiske forestillinger vundet indpas, og ikke kun via migration og etniske mindretal. Den neo-hinduistiske mission, formidling af forestillinger via forfattere og filosoffer som bl.a. Schopenhauer, Ralph Waldo Emerson, Aldous Huxley m.fl. har gjort Vesten bekendt med hinduistiske forestillinger, og endelig har de mange nye religiøse bevægelser, der har set dagens lys indenfor de seneste tredive år, været med til at gøre dele af hinduismen til en del af Vestens og Danmarks multi-kulturelle samfund.

Det er ikke muligt at angive det præcise antal hinduer i Danmark. Flertallet af hinduer i Danmark er tamilske hinduer fra Sri Lanka, der er kommet hertil på grund af borgerkrigen på Sri Lanka. Pr. 1.1. 98 var der ifølge Danmarks Statistik 5409 personer i Danmark med singhalesisk pas, og 3.536 fra Sri Lanka har fået dansk statsborgerskab. Disse tal viser dog ikke hvor mange, der er tamiler, singhalesere, buddhister, muslimer, kristne eller hinduer. Det skønnes imidlertid, at ca. 100 er muslimer, ca. 1500 katolikker og størstedelen af resten, dvs. ca. 7.000 er så ifølge statistikken tamilske hinduer. Tamilerne i Danmark er spredt ud over det meste af landet. De største tamilske flygtningekoncentrationer findes i Jylland omkring Herning, Holstebro, Struer, Grindsted og Viborg. Desuden findes der mindre grupper i Ebeltoft, Ålborg og Frederikshavn. På Fyn findes der en anseelig gruppe i Nyborg, og på Sjælland i Nykøbing og Farum.

En anden gruppe hinduer (ca. 2-300) kommer primært fra det nordlige Indien og størstedelen er bosat i Storkøbenhavn. Endelig er der danskere og andre vesterlændinge, der er konverteret til hinduismen, bl.a. til ISKCON (og Sai Baba) Det samlede antal hinduer i Danmark, danske konvertitter medregnet , kan derfor anslås til max. 7.500.


Forestillinger [top]

Hinduismen er en nuanceret og mangetydig religion , der er præget af en vidtgående pluralisme. Med undtagelse af visse nationalistiske hindugrupper tolererer og respekterer de mange hinduistiske retninger hinandens tro og ritualer som mere eller mindre ligeværdige og meningsfulde udtryk for "den evige verdensorden", Sanatana - dharma.

I hinduismen som i de andre verdensreligioner er der ofte stor forskel mellem de lærdes og præsternes opfattelser og praksis på den ene side og den folkelige og lokale opfattelse og praksis på den anden.

Fælles for alle retninger er følgende hovedpunkter:

Dharma: læren om den kosmiske orden
Samsara: læren om genfødslernes kredsløb
Karma: læren om "årsag og virkning", dvs. at fysiske og psykiske handlinger har skæbnesvangre konsekvenser i nuværende og kommende eksistenser
Moksha: læren om, at det er muligt at blive udfriet af genfødslernes kredsløb.

Dharma, karma og samsara hænger nøje sammen. Dharma er den evige verdensorden, der udtrykker sig i universets regelmæssighed, i naturens afbalancerede kræfter, i det harmoniske samvirke mellem samfundets forskellige interesser og grupper og i den enkeltes eksistens. Bringes menneskets karma , dvs. dets handlinger og frugterne af disse, i overensstemmelse med dharma , bliver det harmonisk og retfærdigt, mens det lever i samsara . Samsara betegner det enkelte individs utallige genfødsler, men dækker også over forestillingen om, at verden som helhed skabes, går til grunde og bliver til i stadige kredsløb. I modsætning til den lineære jødisk-kristne tidsopfattelse er den hinduistiske ligesom også den buddhistiske cyklisk.

Forestillingen om genfødsel ( reinkarnation), er central for hinduismen. Karma kan ikke udleves i ét liv, og sjælen fødes derfor i et legeme igen og igen. Hver gang den inkarnerer, sker det i overensstemmelse med den karma , den slæber rundt på, og for hver inkarnation er målet det samme: At undgå ny karma og få bugt med den, som allerede er opsamlet.

Hinduismens vigtigste helligskrift, Bhagavad Gita, opererer således med 8.400.000 livsarter, som det antal sjælen kan inkarnere i på vej mod udfrielsen fra samsara, dvs. på vej mod frelse fra verden (moksha ).

Hinduismens forestillinger om frelse er forskellige, men principielt er der altid tale om en genforening med det guddommelige. Forestillingen om at sjælen (atman ) er et løsrevet fragment, som oprindelig var ét med guddommen eller det guddommelige er helt afgørende. Forestillingen om at " atman er brahman"" (brahman = det upersonlige, allestedsnærværende guddommelige) løber som en rød tråd gennem det meste af hinduismen, og de retninger, som afviser en upersonlig gudsopfattelse, sådan som den udtrykkes i forestillingen om brahman, taler om et "genoptaget samvær" med den personlige gud (Vishnu, Krishna, Shiva , Brahman m.fl. ).

Megen af hindusimens religiøsitet kan karakteriseres som mystik. Den religiøse spekulation og praksis sigter - sådan som det jo netop udtrykkes i vendingen "atman er brahman " - ofte på en direkte erfaring af og sammensmeltning med det guddommelige i livet eller mennesket selv. Derfor er et af de mest karakteristiske træk ved hinduismen også de mange omvandrende mystikere, asketer og eneboere ( ental: sadhu , sannyasin eller yogi ), hvis livsmål er den endelige forening med guddommen og en udfrielse af verden.



Guderne

Hinduismens mylder af guder og gudinder afspejler også religionens mangfoldighed. Til tider dyrkes f.eks. Vishnu, Shiva, Rama eller Krishna hver især af hver sine tilhængere, men ofte bunder mangfoldigheden i en monoteistisk forestilling om, at der i virkeligheden kun er én gud, og at de andre er forskellige aspekter af denne eller blot andre navne for én og samme gud eller gudinde. I nogle traditioner betragtes guderne som manifestationer af brahman, det evige guddommelige princip, i andre ses brahman som en udstråling af den højeste personlige guddom.

I vaishnava - traditionen, som flertallet af de i Danmark bosiddende indere fra det nordlige Indien tilhører, betragtes guden Vishnu som den højeste manifestationsform, mens Jagganath , Krishna , Rama m.fl. betragtes som hans såkaldte avatarer , dvs. særlige "nedstegne" manifestationsformer. At fokusere på f.eks. Krishna er derfor det samme som at koncentrere sig om et af Vishnus aspekter. I visse tilfælde kan en sådan dyrkelse af en avatarisk guddom føre til sektdannelse. Således betragter den 3. største gruppe af hinduer i Danmark (ISKCON) Krishna som guddommens højeste manifestationsform og Vishnu som en af hans avatarer .

En anden tradition, den shaivitiske, som de fleste sydindiske og tamilske hinduer tilhører, sætter Shiva i centrum og betragter hans kosmiske dans som den proces, der holder gang i kredsløbet af skabelse, opretholdelse og destruktion.

Både blandt vaishnaver og shaivitter spiller de kvindelige guder en stor rolle. Ofte er de kvindelige guddomme som Durga (Kali), Lakshmi og Sarasvati knyttet til de mandlige som deres hustruer, men de kan også i visse traditioner eller ved bestemte lejligheder opnå en selvstændig status og sættes over de mandlige guder. Nogle gange kan de forskellige kvindelige guder også anses for forskellige aspekter af én og samme kvindelige gudinde eller guddommelige princip.



Kastesystemet

Dharma, den kosmiske orden, viser sig også i kastesystemet (varnadharma ), hvis rødder går tilbage til den vediske tid (1200- 500 f.v.t.). I følge hinduismen blev verden skabt af de første guder som et kasteinddelt kosmos. Forestillingerne om karma retfærdiggør og forklarer ethvert individs sociale og religiøse position.

En kaste (varna og jati ) er en religiøs institution. Ægteskab indenfor kasten , bestemte undvigelses - og renhedsregler samt en strikt arbejdsdeling karakteriserer kastesystemet.

Renhedsforeskrifterne gælder først og fremmest samlivet med ægtefællen, valg af dem, man spiser sammen med, valg af omgang med repræsentanter for forskellige erhverv, og valg af deltagere ved begravelser.

Et af de vigtigste fælles krav til alle kaster er at undgå sammenblanding af kasterne. De kasteløse er bl.a. dem, der vasker ligene, jægere, slagtere, bødler og dem, der forarbejder dyrehuder. Man mener, at de kasteløse er opstået som en følge af kasteblanding. De er farlige og skal undgås.



Livsstadierne

I Indien og hinduismen findes der imidlertid andre idealer end det nævnte asketiske. Det er også et ideal og en naturlig ting for en hindu at være social aktiv, nyde livet og høste fordele. Hinduismen har forsøgt at løse spændingerne mellem dette og det asketiske ideal ved at opdele livet i stadier ( varnaashrama ):

De fire livsstadier er:

1. Brahmacharin ("student"): Dreng - ung mand, der skal have sin religiøse undervisning i en brahmins (præsts) hus. Han er underkastet sin faders vilje, og bør handle ud fra faderens forordninger og husets regler. Der er ingen regler for en pige. Hun lever under husets beskyttelse, indtil hun bliver gift, hvor hun overlades til en anden familie.

2. Grihastha/grihini ("husholder/ske"): Det er nu tid for manden at stifte familie og blive husholder, og for kvinden at indgå i en anden familierelation. Hun bortgives i ægteskabsceremonien, som er det ritual, der angiver indgangen til det andet livsstadium.

Man anser denne ashrama for den vigtigste af de fire, idet den er grundlaget for hele samfundet. Den største pligt er at få børn - helst sønner, som kan videreføre slægten, og brødføde familien og dermed samfundet.

3. Vanaprastha ( "at vandre ud i skoven"): Når en søn har giftet sig og er moden nok til at overtage forpligtelserne som husholder, bør manden drage ud i skoven evt. ledsaget af sin hustru. Han skal efterlade alle sine ejendele og kun medbringe den hellige offerild og de nødvendige offerredskaber. Isoleret fra bylivets og familiens forstyrrelser kan han nu føre en rolig tilværelse i selvfordybelse og andagt. Han er stadig løst tilknyttet samfundet og familien og kan ved lejligheder vende tilbage.

Idag springer man som regel dette livsstadium over, eller kæder det sammen med det fjerde og sidste.

4. Sannyasin ("omvandrende asket"): Det sidste livsstadium, hvor al tilknytning til familie og samfund ophører. Manden skal opgive alt begær og kun rette sine tanker mod brahman. Han forsøger herved at nå tættere på den endelige frigørelse fra livets kredsløb.

Selvom dette livsstadium oftest kun praktiseres af mænd, kan man møde kvindelige sannyasins. Det vigtigste er, at blot en af ægteparrets partnere udfylder rollen. Efter ægteskabsceremonien ser man ikke på mand og kvinde som to adskilte parter, men som en helhed, hvor begge har deres rolle at udfylde til det fælles bedste. De repræsenterer hver en del af helheden på samme måde som de forskellige gudekonstellationer gør det.

Dette livsstadium har fået en moderne variant især blandt indiske hinduer i udlændighed, men også blandt hinduer i Indien. Her kan man se gamle mænd leve afsondret i et værelse for sig, hvor de har helliget sig læsningen af de hellige bøger.



Kulten [top]

I Indien, hvor hver landsby (ca. 80 % af Indiens befolkning bor i landsbyer) har hver sine guder, er kulten for de mange guder et karakteristisk træk ved den folkelige hinduisme. Sådan er det også blandt hinduer uden for Indien, omend antallet af guder her er mindre.

Den typiske form for kult kaldes puja . Puja foregår dagligt i hjemmene og i templerne (mandir ) for at sikre mikrokosmos (familien) og makrokosmos (samfundet og verden).

I den daglige religiøse praksis forsøger man at opretholde et godt forhold til guderne og naturkræfterne, så familiens ve og vel og daglige liv sikres. Opnåelse af den endelige frigørelse (moksha ) og sammensmeltningen med det guddommelige ("atman er brahman") er som regel ikke det første lægfolk tænker på. For dem gælder det først og fremmest dette liv og den gode karma, som man kan erhverve sig gennem dyrkelsen af 0guderne.

Enhver rettroende hindu har sit eget lille tempel eller helligsted , mandir , i hjemmet. Det er kvinderne, der udfører den private puja en til to gange dagligt, helst ved solopgang og ved solnedgang. Kvinden gør det som hele familiens repræsentant og sikrer derved dagen for alle. Det lille private mandir består som regel af et par gudebilleder, en lille olielampe (joti ) og en eller flere af de hellige bøger. Det er omgivet af samme renhedsforskrifter, som et offentligt tempel, og man skal altid tage fodtøjet af, inden man går hen til det. Derfor er det placeret et afsides sted i huset, gerne i et rum for sig. Også køkkenet, hvor man tilbereder fødeofre til guderne, spiller en stor rolle i den daglige kult. I ortodokse hjem ofres altid en smule af den tilberedte mad til guderne via køkkenilden og guden, Agni.

Et tempel betragtes som gudens bolig, og guden er til stede i form af et billede, en statue eller et symbol. Der er ingen stole eller bænke. En præst står for de daglige ofre til guden, holder templet rent og fordeler helliggjort mad (prasad ), til de besøgende. Hinduer tager i lighed med muslimer fodtøjet af, før de træder ind i et tempel, og deres tilbedelse af guden sker typisk ved at de bukker foran guden med foldede hænder, berører gudens fødder, reciterer hellige tekster, ofrer blomster m.v.

Fælles tilbedelse ved fester kommer især til udtryk på tre måder: Arti , havan og bhajan .

Arti - ofring af ild. Ild frembæres og bevæges foran gudebilledet og over dem, der frembærer ofret, så der skabes forbindelse mellem dem og guden. Hinduerne mener, at alt eksisterende består af fem elementer: jord, vand, ild, luft og æter. Enhver puja skal indeholde symbolske repræsentationer af de fem elementer, og de fem elementer er repræsenteret i arti - offeret, der ofte frembæres på en lille metalbakke.

Jord kan symboliseres ved sandeltræ, hellig aske, røgelse, en kokosnød eller anden frugt. Vand ved almindelig postevand, parfumeret vand, kokosmælk eller mælk. Ild ved en lille tændt olielampe eller blot et lille lys. Røg, specielt fra røgelsespinde, repræsenterer luft, det samme gør en bestemt vifte eller kost lavet af en oksehale, som man vifter med. Æter repræsenteres ved ledsagende trommelyd, ringen fra en klokke, lyden fra en konkylie, man blæser på eller ved recitation af mantraer eller vers fra de hellige skrifter, Vedaerne. Alle fem elementer bør være tilstede ved såvel en privat puja i hjemmet, som i templet .

Havan - ofring via ild. Ilden tændes af præsten, der derpå hælder klaret smør (ghee ) i og synger fra vedaerne. Renselsesformularer reciteres og præsten og deltagerne dypper fingeren i vand og berører ører, næse, mund, øjne, arme, krop og ben for på den måde at blive helt rene.

Bhajan - sang og dans til gudens ære ledsager altid en fælles puja. Tit er det kvinderne, der spiller på de forskellige instrumenter, synger og danser, mens mændene sidder tilbagetrukket i meditation eller blot nyder stemningen.

En puja afsluttes som regel med uddelingen af den helliggjorte og rene føde, prasad, som er ofret til guderne og nu binder deltagerne sammen med guderne og hinanden.

De daglige ofringer, som strukturelt følger tempelkulten, varetages af familien selv, mens de mere betydningsfulde ritualer kræver deltagelse af en professionel religiøs specialist (pandit eller pujari ). De tamilske hinduer i Jylland råder over en pujari, dvs. en præst af lavere rang, der kan rejse rundt og forestå de ceremonier, der ikke kræver pandit.Gruppen af hinduer i København har ingen uddannet præst til deres rådighed. Disse forhold begrænser naturligvis hinduernes muligheder for at udføre visse ritualer i Danmark.

Indtil januar 1994, hvor de tamilske hinduer med hjælp fra en særligt inviteret pandit fra Sri Lanka kunne indvie et tempel i Vestergade Herning (senere har de fået et ny, se adresseliste), har grupperne af etniske hinduer i Danmark, ikke rådet over et egentligt tempel.Senest har også hinduer i København fået et tempel, nemlig Bharatiwa Mandir i Skovlunde (se adresseliste).



Fester [top]

Det moderne indiske samfund har overtaget den gregorianske kalender, men det religiøse liv styres stadig af den traditionelle månekalender baseret på den klassiske jotisha - astronomi, hvis hovedsigte er at bestemme de idéelle tidspunkter for ofringer m.v. gennem en detaljeret fortolkning af de hellige skrifter. Festkalenderen, der udarbejdes årligt af astrologer, følges ikke altid slavisk af hinduer Danmark. Mange nøjes også med at fejre en del af festerne, der ofte henlægges til weekenden.

Det er vanskeligt at give et overskueligt indtryk af de mange store og rigt varierede hindufester. Fester i det nordlige og sydlige Indien (og Sri Lanka) kan adskille sig en del fra hinanden, ligesom de kan fejres på forskellig tid. For hinduer i Danmark har det som ovenfor nævnt desuden været et problem, at visse fester traditionelt kun kan fejres i rigtige templer under ledelse af en højtuddannet præst, en pandit . Derfor har hinduer i Danmark enten måttet afstået fra at fejre visse fester eller fejret dem i anden form i hjemmet. Af de fester, der i Danmark fejres af såvel hinduer fra det nordlige Indien som af tamiler fra Sri Lanka kan nævnes:



Navaratri/Durga Puja/Dassehra

En ti-dages fest. Nogle steder kaldes de første ni dage for Navaratri og Durga Puja, mens den 10. dag kaldes Dassehra. Andre gange kaldes hele perioden for Dassehra. I festen fejres især Durga, men også Lakshmi, Vishnus hustru, der forbindes med skønhed, lykke og rigdom og Sarasvati, guden Brahmas hustru, der forbindes med kunst, litteratur og videnskab kan dyrkes i løbet af festen. Det er almindeligt, at tamiler såvel som andre hinduer holder en individuel faste i denne periode. En fælles fest i lejede lokaler finder ofte sted på 10. dagen. Her fejres Durga, Shivas hustru og sakti , dvs. kosmiske "energi". Hun fejres som dæmondræberen i almenhed og specielt som den, der dræbte dæmonen Mahisha. Festen holdes samtidig til minde om helten Ramas sejr over dæmonen Ravana, en begivenhed, der er beskrevet i eposet Ramayana, som læses højt i hele perioden.



Divali (eller Deepavali)

"Lampernes fest". En lysfest og også en slags nytårsfest. Man renser husene og iklæder sig nyt tøj, smykker husene med lamper, og som ved mange andre hindufester går man rundt med fakler og skyder fyrværkeri af. Festens karakter af nytårsfest viser sig også ved, at man afslutter gamle regnskaber og mener, at nye investeringer med held kan foretages netop nu. Det anses for en gunstig tid for indgåelse af ægteskaber, også fordi gudinden Lakshmi og Vishnu ifølge myterne indgik deres ægteskab på denne tid. Tamilerne fejrer denne fest under navnet Vilakadu.



Pongal/Pongul (eller Mahasakranti)

Endnu en nytårsfest, men typisk sydindisk. Den holdes på den første dag i det tamilske år ved vintersolhverv. Det er en glædesfest , hvor man fejrer, at solen vender, og hvor man på forskellig vis søger at velsigne afgrøder og dyr. Man går på visitter, udveksler gaver, og et karakteristisk ritual er kogning af ris og risengrød ("pongul" har sprogligt at gøre med "at koge"). Også her indgår festfyrværkeri, og som ved de fleste andre hindu-fester er der sang og musik og særlige danse udført af kvinder.



Krishnas fødselsdag

Fejres ikke af de primært saivittiske tamiler, men af vaisnavaer, dvs. de hinduer, der især dyrker Vishnu eller en af dennes avatarer (f.eks. Krishna). Festen fejres i Danmark med puja i Bharatiwa Mandir (se adresseliste) samt af ISKCON.



Holi

Holi er en af de mest populære hindufester. Den kaldes også 'farvernes fest" og holdes i måneden phalguna (februar/marts). Den varer 1- 4 dage, men kulminerer altid ved fuldmåne. Det er en forårsfest, hvor foråret og de livgivende kræfter fejres.

På selve fuldmånedagen ophæves idéelt set alle tros-, kaste- og kønsskel. Man omfavner hinanden, spiller hinanden små puds og kaster med farvepulver. Bål tændes på gaden, og dæmonkvinden Holika i skikkelse af en dukke brændes. Legenden fortæller, at Holika ville opbrænde sin nevø, Prahlad, i ilden, fordi han var en hengiven tilbeder af guden Vishnu. Vishnu kom selvfølgelig Prahlad til undsætning, retfærdigheden skete fyldest og Holika endte på bålet i stedet for Prahlad.

Holi-festen fejres normalt ikke af tamiler, men på forskellig vis af de andre hinduer i Danmark.



Shivratri

En fest, der normalt fejres af tamilerne til ære for Shiva. Shivratri ("Shivas nat") holdes i måneden phalguna (februar/marts); den foregår om natten og varer kun én nat. Ifølge legenderne var det denne nat Shiva ægtede gudinden Parvati. De fleste tilbedere faster og drikker ikke vand natten igennem. Man samles i templet, hvor Shiva-lingam tilbedes ved at den overhældes med en blanding af mælk, yoghurt, honning og rosenvand. Desuden ofres der betelblade, samtidig med at man hele natten synger hymner til Shiva og gentager hans navn med sætningen Om namah Shiva ("velsignet være Shivas navn"). Den, der fremsiger Shivas navn i fuldstændig koncentration og tilbedelse under hele festen, vil, siges det, blive befriet for sin dårlige karma. Når morgenen gryr, vil den mælkeblanding, der blev ofret på Shiva-lingam og i mellemtiden er løbet ned i beholderen under lingam, blive tilsat hakkede mandler og uddelt som prasad.

Shivratri synes hidtil ikke at være blevet afholdt af tamiler i Danmark, fordi den hører til de fester, der skal holdes i et tempel. Det er imidlertid muligt, at også denne fest på tilpasset vis afholdes i visse tamilske hjem, og etableringen af et egentligt tempel i Herning kan også ændre på dette forhold.




Overgangsritualer [top]

De fire overordnede livsstadier kædes sammen med mange mindre overgangsritualer ( samskaras ).

Et samskara- ritual skal forstås som en genfødsel til et nyt livsstadium; personen får en ny og højere status og nye relationer til den omgivende verden. Ritualet fjerner alle defekter fra det livsstadium, man lige forlod og skaber lykkebringende kvaliteter for det kommende. Hver samskara-ceremoni fungerer sammen med de fire ashramas som et trin, der bringer individet nærmere den genfødsel, der fører til befrielse og forening med brahman eller fællesskab med den højeste gud.

Ifølge de mest ortodokse beregninger burde en mand, der tilhører en af de to øverste kaster udføre 40 samskaras i et livsforløb. Almindeligvis opereres der dog "kun" med 16, hvoraf de 8 har forbindelse med moderens graviditet, barnets fødsel og første levetid. Idag er der mindst fire, der overholdes, også blandt de fleste indiske hinduer i udlændighed. De tamilske hinduer afviger en smule (se nedenfor).

De fire obligatoriske samskara knytter sig til de overgange, der også i de fleste andre religioner markeres rituelt:



Fødsel/navngivning:

Namkaran , en navngivningsceremoni, der som regel finder sted , når barnet er 11-14 gammelt.

Mundan samskar, en hårragningsceremoni, hvor man fjerner det sidste urene fra fødslen.Den finder sted, når barnet er 1-2 år gammelt. Alle drengebørn kronrages, mens det afhænger af, hvilken subkaste (jati ) man tilhører, om man lader pigebørn kronrage. Ved kronragningen af drengebørn mener man, at de frigøres fra det kvindelige, sårbare og barnlige, og at intet nu hindrer dem i at vokse op og blive rigtige mænd. Drengebørn fra meget ortodokse præstefamilier lader ofte en lille hårtot, der aldrig klippes af, blive tilbage i nakken.



Vielse/ægteskab

Vivaha , ægteskabsceremonien. Det er den tredje samskara, der bør overholdes, da den er af væsentlig betydning for slægtens og dermed for, at traditionen bliver ført videre. At indgå et ægteskab er det samme som at blive et helt menneske, og den eneste mulighed for lægfolk for at opnå befrielse for både mand og kvinde. F. eks anses en ofring til guderne ikke for fuldbyrdet med mindre begge ægtefæller deltager.

I flere af de hellige skrifter sidestilles kærlighedslivet med familielivet. Kærlighed er det samme som at skabe en harmonisk familie med en stolt fader og tro ægtemand, en lykkelig moder og hengiven og tro hustru, samt et stort antal sunde børn, fortrinsvis sønner. Uden slægtninge vil de afdøde heller ingen ofringer få - en nødvendighed for deres trivsel, mens de hviler i forfædrenes verden.

Man bør dog ikke gifte sig med hvem som helst. Næsten alle ægteskaber er såkaldte arrangerede ægteskaber, hvor forældrene gerne i samråd med en præst , der har kendskab til astrologi, finder en passende brud/-gom inden for samme kaste og med stjernetegn, der harmonerer.



Død/begravelse

Antyesthi , kremationen og de efterfølgende renhedsritualer er den fjerde og sidste af de samskaras, der bør overholdes.

Ligesom fødslen er også døden omgivet af urenhed. Derfor kræves der mange renhedsritualer. Bl.a. skal de, der har været i forbindelse med liget, før det brændes, tage rensende bade. På 3. dagen skal man gå tilbage til ligbålet og samle den afdødes aske for derefter at kaste det i en af de hellige floder i Indien - helst Ganges. I ti dage efter kremationen ofres der dagligt ris-kugler (pindas ) og mælk til den afdøde. Først på tiende dagen har den afdøde nemlig fået en ny krop, så han kan foretage sin rejse til forfædrenes verden. Ofres der ikke til den afdøde, vil han blive et spøgelse (preta ) og hjemsøge familien, der ikke sørgede rigtigt for ham.

Den afdødes familie er derudover i længere tid uren i forhold til det omgivende samfund.

Netop denne samskara er svær at udføre i praksis uden for Indien. Mange hinduer, også tamiler og andre i Danmark, lader den afdøde blive kremeret i et krematorium i Danmark, hvorefter man opsamler noget af asken, som man så sender tilbage til Indien eller Sri Lanka, hvor de afsluttende riter kan udføres korrekt af en professionel og af slægten. Nogle hinduer tager også asken med sig på en rejse til Indien og strør så dér asken i en af de hellige floder.



Renhedsforestillinger og forskrifter [top]

Forestillinger om renhed og urenhed spiller en stor rolle ikke kun i forholdet kasterne imellem, men i det hele taget både i dagliglivet og i ritualerne. Der er derfor også adskillige forskrifter, som enhver rettroende hindu bør overholde.

Således anses den venstre hånd for uren, fordi den bruges i forbindelse med toiletbesøg. Enhver form for ofring og spisning skal derfor foretages med den højre hånd. En menstruerende kvinde anses for uren og kan ikke gå i templer eller nær gudebillederne. Hun vil også nødigt lave mad, eftersom tilberedning af føde næsten altid har et rituelt aspekt.

At opvarte en gæst hører til en af de såkaldte fem store ofringer (Maha yajnas ), som enhver husholder bør foretage. Derfor bør man ikke afslå et tilbud om en kop the, et måltid mad . Ud over at opvarte sine gæster hører læsningen af de hellige skrifter, ofring til guderne, bespisningen af alle former for levende væsener og ofring til forfædrene med til de fem store ofringer. Disse ofringer kan foretages enten direkte via handling, men også indirekte via tanken.

Tilaka (på tamilsk tikka ), som betyder "det guddommelige øje", er en synlig form for hinduistisk tilbedelse. En blanding af sandeltræs-pasta og/eller hellig aske påføres panden over og mellem øjnene. Det er et symbol på, at man har viet sit legeme til bolig for guden og åbner sindet for det guddommelige. Det påføres ofte af en præst med højre hånds tommel- eller ringfinger efter en endt ceremoni.

En sådan tilaka må ikke forveksles med en bindi , som er en rød prik i panden, der bæres af kvinder. Bindi har oprindelig været en markering for gifte kvinder, men bruges nu i alle mulige former og farver af alle kvinder, som pynt og en form for make-up. En sikker markering for gifte kvinder er derimod, at skilningen i håret males rød.



De tamilske hinduer [top]

Ca. 19 % eller lidt mindre end tre millioner af Sri Lankas indbyggertal på 15 millioner er tamilsktalende. De udgør en blandet gruppe med forskellig historie. Den største og mest indflydelsesrige gruppe er Sri Lanka-tamilerne, der udgør ca. 2/3 af den tamilske gruppe. De stammer fra Sydindien, det nuværende Tamil Nadu, og ser sig som efterkommere fra dravidiske kongedømmer, der skulle være kommet til øen i det 2-3 årh. e.v.t. De har traditionelt været bosat i den nordlige og østlige del af landet med hovedcentre i Jaffna og i Batticaloa og er generelt veluddannede med stor indflydelse i de liberale erhverv, i den offentlige administration og beklæder også betydelige politiske poster. Mange af denne gruppe er hinduer og tilhører de øverste kaster.

Den anden store tamil-gruppe udgøres af de indiske tamiler, de såkaldte the-tamiler. Også de stammer fra Tamil Nadu området, men de kom først til landet i slutningen af 1800 tallet og begyndelsen af 1900 tallet som kontraktarbejdere på briternes store theplantager i det centrale højland omkring byen Kandy. De er af lavkaste og blev både pga. deres sene immigrationshistorie og deres kastetilhørsforhold betragtet som kulturelt og politisk underlegne af de srilankanske tamiler i Jaffna. Dette skel såvel som kastetilhørsforholdene er dog ved at blive udvisket pga. den nuværende politiske situation i Sri Lanka.

De tamilske hinduer har deres egen udlægning af traditionen, og de gør ofte en dyd ud af at understrege deres særegenhed og forskellighed fra Indien og de indiske hinduer. Udover de religiøse forskelle mellem dem og andre er det primært deres tilhørsforhold til Sri Lanka, der fungerer som identifikationspunkt. Derfor føler de ofte på mange måder et tættere tilhørsforhold til de kristne tamiler end til de indiske hinduer. De har nemlig et fælles politisk mål - en uafhængig stat med navnet Eelaam, der skal bestå af den nordlige provins omkring Jaffna og strække sig ned langs østkysten. De fleste tamiler, der kommer til Danmark stammer overvejende fra Jaffna området. Den vestlige verdens normer og forestillinger har de allerede stødt på i Jaffna, hvor mange er vokset op med det engelske sprog, den vesterlandske livsstil og den engelske disciplin i skolerne. De fleste har levet i gode kår og fået en uddannelse.

Langt de fleste hindu-tamiler er som sagt (s. xx) Shiva-tilhængere (shaiviter). Shiva optræder både i sin ikke-manifeste form som en lingam ("tegn" eller "fallos") eller i sin manifeste form enten som den dansende Shiva eller som den mediterende Shiva siddende på et skind med en kobraslange om halsen og en halvmåne i håret.

Ud over Shiva tilbedes hans hustru Parwati også kaldet Uma og deres to sønner, den elefanthovede Ganesha og krigersønnen Skanda (Murugan). Parwati, der næsten altid optræder ved siden af Shiva, når hun afbildes, tilbedes for at opnå lykke og frugtbarhed, på marken, i familien og i pågældende erhverv. Ganesha, der er meget populær over hele Indien, tilbedes for at opnå intellektuelle resultater, men anråbes også som den, der fjerner alle hindringer. Derfor er det altid Ganesha, der tiltales først ved en religiøs fest eller andre begivenheder, og man ser derfor ofte billledet af ham på invitationer til bryllupper og lignende. Skanda tilbedes pga. sin kraft og styrke, som man håber at få del i. Han optræder med seks hoveder og tolv arme for at vise den mægtige styrke, han besidder.

Pattini er også en populær gud blandt tamilerne. Hun står for sundhed og renhed. I forskellige legender optræder hun desuden som den ideelle hustru, idet hun besidder alle de dyder en hustru bør have, nemlig: trofasthed, hengivenhed, tålmodighed og tilgivelse.

Selvom tamilerne overvejende er Shiva-tilhængere findes der også en mindre gruppe af Vishnu-tilhængere (vaishnavaer) på Sri Lanka, og der findes flere templer dedikeret ham eller en af hans inkarnationer (f.eks.Krishna eller Rama). Mange tamiler skelner ikke særlig skarpt mellem det at være Shiva- eller Vishnu-tilhænger og går gerne i et Shiva - tempel den ene dag og i et Vishnu - tempel den anden. Det skyldes, at alle hindu-tamilerne er såkaldte bhaktis', der via en aktiv og hengivende tilbedelsesform (bhakti ) ser deres personligt udvalgte gudebillede som blot én af mange manifestationer af det overordnede guddommelige princip.

I Danmark som på Sri Lanka er det overvejende kvinderne, der står for den religiøse tilbedelse, og det er dem, der udfører puja ved hjemmets lille private mandir. Mange ungkarle eller enlige mænd har ikke et sådan lille husalter. "Med kvinderne følger templet", griner de, når de bliver spurgt. I stedet har de blot et par gudebilleder, som bruges som koncentrationspunkt ved bøn.

Mange tamilske hinduer i Danmark har et afslappet forhold til de forskellige forskrifter, som hinduismen angiver. Mange spiser kød, også selvom de tilhører øverste kaste. Det skyldes, at man i Sri Lanka forsøger at få bugt med det statiske kastesystem, hvilket især smitter af hos de srilankanere, der lever i udlændighed. De nyder dog stadig helst et godt vegetarisk måltid, da de stræber efter både indre og ydre renhed.

Af samskaras (s. xx) overholder de fleste af hindutamilerne i Danmark Namkaran (navngivningsceremonien), Vivaha (ægteskabsceremonien) og Antyesthi (kre-mationen) i dens tilpassede form. Den eksisterende præst ( pujari ) rejser rundt i landet for at bistå ved disse samskaras, hvortil der altid er knyttet en stor puja og også gerne en havan, hvor man ofrer forskellige former for parfumeret korn på et lille ildsted, der bygges op.

Dette ildsted har speciel betydning i ægteskabsceremomien, som foretages på nøjagtig samme måde i Danmark som på Sri Lanka. Højdepunktet er en syv ganges omkredsning af den hellige ild, hvor bruden følger manden. Derefter bindes et lille armbånd omkring højre hånd, der enten har afbildet eller er ibundet en ring, et frø fra en olieholdig plante og en muslingeskal. De har hver deres symbolske betydning. Ringen angiver styrken i ægteskabet, frøet at ægteskabet skal flyde i overflod, og muslingeskallen er en påmindelse om, hvor skrøbeligt et ægteskab kan være, hvis man ikke værner om det.

Udover de nævnte samskaras har hindutamilerne to særegne samskara-ceremonier. Den ene er knyttet til fødslen, hvor der holdes en speciel glædesfest på den 31. dag efter et barns fødsel. Den anden er et pubertetsritual for pigerne, som udføres lige efter en piges første menstruation. Hun indeholder nu den skabende kraft som kvinde.

Et andet særtræk hos hindutamilerne er en speciel fredagsfaste, som mange af kvinderne overholder. Fredag opfattes som speciel helligdag, knyttet til planeten Venus (shukra ). Faste på denne dag menes at bringe lykke til hele familien.



ISKCON [top]

ISKCON (Det Internationale Selskab for Krishna-bevidsthed) bliver ofte betragtet som en ny religion, men det er ikke helt korrekt. ISKCON repræsenterer en forgrening indenfor én af hinduismens største traditioner (vaisnava-bhakti ) hvis historie strækker sig tilbage til den bengalske mystiker og religiøse leder Caitanya Mahabrabhu, som virkede i første halvdel af 1500-tallet. Det nye ved ISKCON er, at bevægelsen missonerer over det meste af verden, og at størstedelen af medlemmerne er vesterlændinge.

Bevægelsen, der kom til Europa midt i 1970'erne og til Danmark i 1980, er anerkendt af de internationale hindu-sammenslutninger, og en del etniske indere i Danmark bruger ISKCONs faciliteter og støtter bevægelsen såvel økonomisk som moralsk.

På verdensplan tæller ISKCONs medlemmer ca. 150.000. De fleste lever i USA og Indien, men også i Tyskland og Australien er der ganske mange. I Sverige lever ca. 200, mens de såkaldt "hengivne" i kernegruppen herhjemme kun tæller ca. 40 plus en ca. 10 børn.

Krishna er i denne retning et egennavn for den højeste gud og ikke navnet på en avatar, og Krishna er målet for alt, hvad de hengivne foretager sig. Som en sand form for bhakti-religiøsitet dyrkes guden gennem en kærlighedsfuld og ekstatisk hengivelse.

De centrale religiøse aktiviteter kan inddeles i tre:

Man reciterer Krishnas navn ( "Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna, Krishna, Hare, Hare, Hare Rama, Hare Rama, Rama, Rama, Hare, Hare"), dyrker ham gennem hans billede og studerer og forkynder hans lære.

Ved at recitere og høre Krishnas navn renses sjælen, der så kan blive genforenet med Krishna, som den oprindelig er udgået fra. Navnet fungerer som et såkaldt mantra .

Ved at dyrke Krishnas billede i form af forskellige figurer bringes på samme måde de hengivne nærmere det hellige. Man mener, at Krishna i konkret forstand manifesterer sig i sit billede. Maden tilberedes som et offer til Krishna og gives ham før de troende indtager deres del. Ved ofringen renses føden for karma, og man kan spise den uden at blive påvirket, ja den menes ligefrem at rense sjælen.

ISKCON søger at opretholde de munke-idealer, som Caitanya udstak og går bl.a. derfor klædt i traditionelle orange eller hvide munke-dragter (kvinderne i kernegruppen bærer sari), kronrager hovedet og antager særlige navne, når de indtræder i ordenen. Munkelivet indebærer også efterlevelsen af "fire regulerende principper": Man spiser kun vegetarisk, man afstår fra enhver stimulans (herunder tobak og alkohol), man afstår fra al slags spil og fra sex udenfor ægteskab. Sex i ægteskabet må kun forekomme med forplantning for øje og kun under strenge rituelle former.

ISKCONs kernemedlemmer lever i klosterfællesskaber kaldet "templer". Kønnene lever under samme tag, men i separate sektioner. Sexualiteten anses for belastende for den åndelige udvikling, og man gør derfor meget for at undgå fristelser.



Adresser [top]


De tamilske hinduer

Mens de kristne tamiler har kunnet besøge de danske kirker (sml. afsnittet om den katolske kirke og adresselisten dér), har de fleste hinduistiske tamiler primært måttet praktisere deres tro i hjemmet og under privat arrangerede satsangs (gudstjenester). I januar 1994 fik tamilerne med hjælp fra en præst fra Sri Lanka indviet det første rigtige tempel i lejede lokaler i Vestergade i Herning. Senere erhvervede man så for egne penge en ejendom på Teglvænget 93, og denne ejendom blev i 1996 indviet til tempel. De seneste år har en gruppe af tamiler arbejdet med planer om at få endnu et tempel i Fredericia, men foreløbig (januar 1999) nøjes man fortsat med at fejre puja i et lejet lokale.

De tamilske hinduer og kristne deltager ikke sjældent i hinandens fester, selv om de ikke til daglig har meget med hinanden at gøre. Mange af de tamilske hinduer er medlemmer af Den tamilske Venskabsforening.

JYLLAND
Herning
Hindu Kulturel Forening
Teglvænget 93
7400 Herning

Kontaktperson:
Krishna Sellaswami (bestyrelsesmedlem og tolk)
Ternevej 1
6900 Skjern
Tlf. 97 35 30 04
Mobiltlf.: 40 14 58 62

(Ved henvendelse til Krishna Sellaswami vil man kunne få oplysninger om møder og fester i Herning samt videre kontakt til fx Fredericia)



ISKCON

SJÆLLAND
ISKCON
Bauneholm
Baunevej 23
Bendstrup
3400 Hillerød
Tlf. 48286446
Fax 48287331
http://www.shamantaka.org/ (ISKCON-International)

Kontaktperson:
Lalitanatha dasa/Leif Asmark Jensen
Samme tlf og fax samt e-mail: Lalitanata.HKS@com.bbt.se

Møder: Der er åbent hus på Bauneholm hver søndag med start kl. 15.00. Gæster hentes af en bil på Hillerød Station mellem kl. 14.45 -15.15.

Bauneholm er ISKCON-DK's hovedkvarter, men ISKCON har også et center i København:



KØBENHAVN
Krishnahuset
Blågardsgade 14,
2200 København N,
Tlf 35 36 28 26.

Møder: Der er åbent hver dag undtagen søndag fra 15.00 til ca. 19.00. Der serveres gratis vegetarmad hver dag 17.00, efterfulgt af foredrag 17.30. Hver lørdag er der festdag, også fra 15.00,

men med musik og foredrag først og middag bagefter (samme program som om

søndagen på Bauneholm)



JYLLAND

Århus
Radio Krishnas bogcafé,
Thorvaldsensgade 32, Aarhus C
Tlf 86 76 15 45

Møder: Som i Krishnahuset i København

Herudover driver ISKCON to restauranter, "Govindas" på Nørre Farimagsgade 82, 1364 Kbh. K , tlf. 33337444, samt "Govindas café", Mejlgade 26,gården, 8000 Aarhus C, tlf. 8618 2330 samt en lokalradio, "Radio Krishna" som sender på (København) 87.6 MHz. og (Århus) FM Nord 106,5 Midt 93,1 Syd 98,7 MHz.

Fra ISKCON kan man rekvirere en omfattende litteraturliste over deres

egne publikationer, inkl. deres tidsskrift "Krishnas Verden".



Øvrige

Gruppen af hinduer, især fra den nordlige del af Indien, der tidligere deltog i aktiviteter og fester organiseret af Vishwa Hindu Parishad - Denmark, har nu (pga. af denne organisations religiøse og politiske ståsted i Indien) ophævet bindingen til den, og samtidig har man erhvervet en ejendom i Skovlunde v. København til brug som tempel og mødested.

Storkøbenhavn

Bharatiwa Mandir (Det Indiske Tempel)
Vieholmen 5
2740 Skovlunde

Kontaktperson:
S.L. Sharma
Rødovrevej 53
2610 Rødovre
Tlf 36 41 50 97
Fax 36 41 39 45

Møder: Søndage kl. 16.00-19.00

 


Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies