Skip to main content
NYT PROJEKT

Nyt samarbejde skal styrke industriens supply chains

Syddansk Universitet, Copenhagen Business School og Universität Bremen i Tyskland er gået sammen med Industriens Fond om at styrke små og mellemstore produktionsvirksomheders Supply Chain Resilience (SCR). Med øget resiliens, altså modstandsdygtighed, kan virksomhederne bedre håndtere udfordringer som pandemier, naturkatastrofer, cyberangreb og logistiknedbrud.

Det er forskelligt, både i hvilket omfang og hvordan virksomheder er blevet ramt af COVID-19. Mens nogle har mærket stor nedgang i omsætningen, har andre oplevet en kraftig vækst og har måske ikke kunnet følge med efterspørgslen, hvilket har påvirket deres renommé negativt.

Virksomhederne skal være forberedte

I det nye projekt, SCR-SMV, vil der være fokus på virksomheder, der enten er kriseramte, kriseimmune eller kriseudnyttere, da deres individuelle sammensætninger i forhold til forskellige typer af supply chain-forstyrrelser er interessant for både industrien og virksomhederne selv, men også set gennem forskningsbriller. Fremtiden kommer nemlig i høj grad til at handle om resiliens og det at være forberedt på, at der fra tid til anden opstår uforudsigeligheder i et moderne og komplekst samfund.

- COVID-19-pandemien har skabt ødelæggelser og nedbrud verden over og ikke mindst i Danmark. Dansk økonomi er afhængig af internationalt samarbejde, og af at varerne kan flyde frit og uproblematisk globalt både på salgssiden og på forsyningssiden. Coronakrisen har vist, at danske forsyningskæder er særligt sårbare overfor uforudsete hændelser og nedbrud af forskellig art, lyder det fra professor Kim Sundtoft Hald fra Institut for Produktion og Erhvervsøkonomi på Copenhagen Business School.

Tilbage til udgangspunktet

Det nye projekt har fokus på virksomhedens evne til at komme tilbage til udgangssituationen, eller til et bedre niveau, efter en forstyrrelse – for eksempel en pandemi, en naturkatastrofe eller et cyberangreb.

- Når virksomheder rammes af kriser og uventede udfordringer, kan det gå hårdt ud over konkurrenceevnen. Derfor er det vigtigt, at dansk erhvervsliv er robust og godt rustet til at imødegå fremtidige udfordringer, så der kan handles proaktivt og løsningsorienteret med kort aftræk, siger Thomas Hofman-Bang, der er administrerende direktør i Industriens Fond.

Erfaringerne skal kunne anvendes af alle

Projektet skal afdække den nuværende praksis på området og udvikle en række konkrete værktøjer og metoder, som kan ruste virksomhederne mod forretningsforstyrrelser i fremtiden. Værktøjerne bliver udviklet i samarbejde med 20 virksomheder og fokuserer på fire faser: (1) Situationsanalyse, (2) Forebyggelse, (3) Mitigation, (4) Recovery.

- Vi vil ikke arbejde med et særskilt branchefokus, når vi udvælger de 20 virksomheder. Vi vil derimod vurdere de enkelte virksomheder individuelt med fokus på interesse og det potentiale, der er for at øge virksomhedernes supply chain resilience. Det gør vi for at sikre en viden om området, som kan anvendes bredt af danske industrivirksomheder, når forskningsprojektet når sin slutning, forklarer projektleder og professor Jan Stentoft fra Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse på Syddansk Universitet.

Han fortæller, at projektets indsigter, metoder og værktøjer løbende bliver tilgængelige, så alle typer af produktionsvirksomheder kan få glæde af dem.

Fakta

Projektet starter den 1. juni 2021 og løber over to år. Det støttes af Industriens Fond med godt 3 mio. kroner og gennemføres af professor Jan Stentoft, lektor Ole Stegmann Mikkelsen og kommunikationskonsulent Tina Højrup Kjær fra Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse på SDU, professor Kim Sundtoft Hald fra Institut for Produktion og Erhvervsøkonomi på CBS og professor Aseem Kinra fra Department of Global Supply Chain Management på Universität Bremen.

Kontakt og mere information:

Projektleder Jan Stentoft, professor ved Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse på Syddansk Universitet, stentoft@sam.sdu.dk, telefon 20 88 71 91.

Ole Østrup, formidlingschef ved Industriens Fond, oos@industriensfond.dk, telefon 23 80 06 60.

Læs mere om projektet på Industriens Fonds hjemmeside: https://www.industriensfond.dk/supply-chain-resilience.

Partnere:

Støttet af:


Redaktionen afsluttet: 04.05.2021