Lad universitetsstuderende kigge på dine marketing-udfordringer

På Syddansk Universitet, Kolding skal 160 erhvervsøkonomi-studerende bruge foråret 2019 på at arbejde med og komme med konkrete løsningsforslag på en marketingudfordring. Har din virksomhed en marketing-udfordring, der kan have gavn af kvikke, unge menneskers blik, teoretiske viden og knofedt? Så er chancen der nu!

”Vi havde stort udbytte af at få universitetsstuderende til at kigge på vores marketingudfordringer. Først og fremmest fordi vi fik mange gode og brugbare input, men også fordi det er godt at få koblet teori på vores daglige praksis. De studerende havde fokus på nogle andre aspekter – det var en øjenåbner.”

Claudia H. Schmidt, Kontorchef, E. Lampe Pølsegården ApS

 

”Det er altid inspirerende at være sammen med så mange engagerede studerende, der alle på deres måde udfordre de ting vi gør og måden vi gør tingene på. Jeg kan varmt anbefale at samarbejde med universitetsstuderende omkring markedsføring, for herved at blive inspireret og udfordret fra en helt anden kant”

Jens Haugaard, Direktør, Hydac A/S

 

Formål:

På Syddansk Universitet i Kolding vil vi gerne give vores studerende en uddannelse, der er tæt knyttet til det lokale erhvervsliv, hvor de forhåbentlig skal ud at arbejde efter endt uddannelse. Derfor vil vi skifte de amerikanske lærebøgers case opgaver ud med ’rigtige’ udfordringer fra små- og mellemstore virksomheder i lokalområdet – til gavn for både virksomheden og de studerende.

 

Hvad får du ud af det?

Du får ca. 20-25 unge menneskers bud på, hvordan du skal løse din marketing-udfordring. Du får helt konkrete handlingsanbefalinger baseret på dybdegående analyser. Og så får du muligheden for at sætte dit finger­aftryk på regionens kommende erhvervsøkonomer. Og hvem ved, om ikke din kommende medarbejder er blandt de 160 studerende…?

 

Hvad kræver det?

Som virksomhed skal du dels være indstillet på et indledende møde med en underviser, dels at deltage med mindst 1 og gerne 2-3 medarbejdere på workshoppen ultimo februar/primo marts på Syddansk Universitets campus i Kolding. Vi forventer også, at du vil samle offentligt tilgængeligt materiale om din virk­somhed (brochurer, avisomtale, undersøgelser, årsrapporter eller hvad I nu har af tilgængeligt materiale). Derudover skal de studerende efterfølgende kunne stille spørgsmål til jer, hvilket kan samles til en spørgetime. Her kan SDU stå for lokaler, hvis det bliver relevant.

 

Forløb:

Vi søger 8 lokale virksomheder. I samarbejde defineres én eller flere konkrete marketing­udfordringer i hver virksomhed. Virksomhedstypen og udfordringerne skal være så mangfoldige som mulige.

 

De ca. 160 studerende fordeles mellem de forskellige temaer. Vi forventer således, at der bliver ca. 4-6 grupper med hver 3-4 studerende på hver af de 8 udfordringer fra virksomhederne.

 

Ultimo februar/primo marts holder vi en workshop. Programmet er i korte træk, at hver virksomhed over for alle stude­rende præsenterer deres virksomhed (kort) og deres marketingmæssige udfordring(er) (ca. 15 minutter pr. virksomhed). Herefter har de studerende lejlighed til spørgsmål og dialog.

 

Herefter arbejder de studerende videre med en skriftlig opgave, som består dels af en markedsføringsplan for ’deres’ virksomhed og dels en 2 siders handlingsanbefaling til virksomhedens bestyrelse/direktion. Disse 2 siders handlingsplan fremsendes direkte til virksomheden efter endt eksamen ultimo juni.

 

Mere information:

Har du brug for at vide mere, har du spørgsmål eller vil du være med (tilmelding så hurtigt som muligt) så kontakt: Lars Frank-Larsen (lfla@sdu.dk) eller Kristin B. Munksgaard (4088 2000 // kbm@sam.sdu.dk)

 

”Det er altid inspirerende at arbejde sammen med de studerende. De kommer med ny energi og har mange gode idéer, hvilket vi nyder godt af både i den daglige drift, men også i forbindelse med større projekter både i huset og med andre samarbejdspartnere.”

Mette Balsby, Daglig leder, Nicolai Biograf og Café


 























































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































 


 





























































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































































 

 

 

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies