Skip to main content

Ledelsesudvikling i Kolding Kommune

Kommunens vision skal gøres til virkelighed, men at gøre det er fyldt med udfordringer. Professor Henry Larsen og postdoc Karina Solsø Iversen er involveret i et projekt i forbindelse med Kolding Kommunes vision ’Borgerens Centrum’.

Kommunens vision gøres til virkelighed

Professor Henry Larsen og postdoc Karina Solsø Iversen er involveret i et projekt i forbindelse med Kolding Kommunes vision ’Borgerens Centrum’, hvor der tages udgangspunkt i borgerens opfattelse af, hvad der er vigtigt.

Kommunens vision skal gøres til virkelighed, men at gøre det er fyldt med udfordringer. Bl.a. er ledelsen i kommunen fuldt bevidst om, at der ikke længere er entydige svar at finde i et defineret regelsæt. Herudover er der stor opmærksomhed på, at hvis man skal tage udgangspunkt i, hvad der er vigtigt for borgeren, så vil der være brug for et radikalt anderledes samarbejde på tværs af de eksisterende organiseringer i forvaltningerne. For borgernes problemstillinger går ofte på tværs af de etablerede strukturer.

Lederne klædes på til opgaven

Det har stor betydning for realiseringen af visionen, at lederne i kommunen er klædt på til opgaven, og derfor organiserer forskere ved SDU Kolding et ledelsesudviklingsforløb med en række workshops i løbet af det næste år, ligesom de tilrettelægger nogle samtalesaloner med direktionen.

”Med en vision om ’Borgerens Centrum’ kræver det en evne til at være tilstede og at løbe en risiko for at gøre det, man mener er vigtigt og rigtigt at gøre. Vores teoretiske udgangspunkt er en forståelse af, at virkeligheden skabes i de lokale, konkrete interaktioner, som ledere og medarbejdere indgår i. Lederne vil havne i en række paradokser, som ikke kan og skal løses, men som kan bevæges i de konkrete initiativer, der bliver taget. Vores arbejde handler derfor om at sætte fokus på disse paradokser og på, hvordan lederne kan samarbejde om at håndtere dem”, forklarer Henry Larsen.

Kontakt

Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte Henry Larsen på hlarsen@sam.sdu.dk.

Redaktionen afsluttet: 02.05.2018