Kristin B. Munksgaard - ny professor MSO

”Mange kan nemt forholde sig til, hvordan vi laver markedsføring til forbrugere, men hvordan er det, vi rent faktisk markedsfører mellem virksomheder? Mellem organisationer? Det, synes jeg, er spændende”, fortæller Kristin B. Munksgaard.

Ny professor MSO ved IER

Kristin B. Munksgaard er udnævnt til professor MSO ved Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse på SDU Kolding, hvor hun forsker i B2B Marketing med fokus på samarbejdsrelationer og innovation fx blandt fødevarevirksomheder.

Markedsføring mellem virksomheder

Kristin B. Munksgaards interesse for B2B-marketing er opstået løbende både i tiden som studerende, men også gennem en ansættelse i marketingafdelingen i en B2B virksomhed, hvor muligheder og begrænsninger i markedsføring mellem virksomheder blev meget konkret.

”Mange kan nemt forholde sig til, hvordan vi laver markedsføring til forbrugere, men hvordan er det, vi rent faktisk markedsfører mellem virksomheder? Mellem organisationer? Det, synes jeg, er spændende”, fortæller Kristin B. Munksgaard, ”det bliver en lille smule mere komplekst, men når man tænker på, hvor mange aktiviteter der sker mellem virksomheder, før produkter og services når ud til forbrugerne, så er det jo rigtig relevant at sætte fokus på og det synes jeg, det er rigtig spændende”.

Interesse for fødevarer

Den nyslåede professor MSO har altid haft interesse for fødevarer:

”… og da der opstod mulighed for et projekt, som så var relateret til fødevarer, da jeg skulle lave min ph.d., så var jeg lynhurtig til at sige ’den vil jeg gerne have’, smiler Kristin B. Munksgaard.

Og arbejdet inden for fødevarer fortsætter hun med samme engagement nu, hvor hun er blevet professor MSO:

”Lige nu er jeg ved at tegne et projekt sammen med nogle nordiske kolleger, hvor vi kigger på brug af antibiotika og resistens i produktionen af svin, og hvordan det påvirker hele fødekæden fra jord til bord. Der er meget snak om, hvordan at det her i sidste ende påvirker os som forbrugere og som mennesker. Det er vigtigt at vide hvad er det, der sker hele vejen gennem produktionen? Hvorfor er det, at man i Danmark bruger meget mere antibiotika i svineproduktionen sammenlignet med de andre nordiske lande? Selvom der allerede er lavet nogen studier af dette, så interesserer jeg mig for det her marketingperspektiv og samarbejdsperspektiv. Hvorfor er det, at det er blevet på én måde i Danmark, og på en anden måde i Norge, Sverige og Finland? Og det, er der heldigvis nogle andre forskere i de andre nordiske lande, der også synes, er spændende. Så det er sådan det, jeg håber at bruge de næste par år på” lyder det fra forskeren.

Arbejde og forskning

I dagligdagen sker der ikke de store forandringer i forhold til arbejdsopgaver, hvor Kristin B. Munksgaard bl.a. er udviklingsleder for udviklingsenheden IER Udvikling ved Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse.

”Men når man kommer ud i forskerkredse og i princippet også nogen steder i samfundet, betyder det selvfølgelig noget, hvis man kommer med professortitlen på visitkortet. Det har jeg hørt andre professorer sige, at det var måske der, de mærkede forandringen mest”, slutter Kristin B. Munksgaard.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies