Ny rapport: De mørke sider af ledelse og drift i mindre virksomheder

Tirsdag den 27. marts 2018 udkommer årets CESFO-rapport. Rapporten har denne gang fokus på nogle af de udfordringer, man kan have, når man er en mindre virksomhed, men også hvordan man får omsat de muligheder, man ser, til praksis. Det er institut for entreprenørskab og relationsledelse på SDU Kolding, der står bag årsrapporten.

Forskning i samspil med virksomheder

Rapporten, der udkommer i bogform, er interessant for ledere af små og mellemstore virksomheder, men også for erhvervsrådgivere, konsulenter og erhvervsfremme organisationer:

 

”Forskning kan sagtens være interessant for virksomhederne, og det er den i høj grad i det her tilfælde, hvor hovedparten af artiklerne netop baserer sig på samarbejder med virksomheder og deres udfordringer og erfaringer”, forklarer Per Freytag, der er professor på Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse og redaktør på den årlige CESFO-rapport

Fordele og ulemper

”Der er fordele og ulemper, der knytter sig til at drive en mindre virksomhed, hvilket rapporten især beskæftiger sig med denne gang”, fortæller Per Freytag.

”Men den sætter også fokus på, hvordan man kan få noget ud af de muligheder, man ser som virksomhed. Hvordan man får gang i f.eks. nye produkter eller services. Hvordan man får idéerne omsat til praksis. Hvordan ledelsen kan blive bedre til at forretningsudvikle”, fortsætter han.

 

 

 

Forretningsudvikling i perspektiv

Til arrangementet den 27. marts vil man kunne høre om forskellige perspektiver på forretningsudvikling i de små og mellemstore virksomheder. Det bliver bl.a. muligt at høre om vigtigheden af at sætte tid af til at dyrke det kommercielle potentiale i virksomheden. Herudover bliver der sat fokus på forskelle mellem entreprenante og ikke-entreprenante virksomheder.

 

Som introduktion til præsentationerne vil deltagerne få et generelt overblik over tendenserne for de små og mellemstore virksomheder i Danmark med baggrund i den statistiske udvikling.

 

Få bogen og hør oplæggene

Det er 23 år siden, institut for entreprenørskab og relationsledelse udgav den første CESFO-rapport. Rapporten udkommer i bogform og præsenteres traditionen tro ved et arrangement på SDU Kolding. Det foregår tirsdag den 27. marts fra 17.30 – 19.00.

 

Alle har hermed muligheden for at høre korte indlæg fra rapporten og stille spørgsmål til forskerne. Der vil være et lille traktement, og deltagerne får hver et eksemplar af bogen med hjem. Deltagelse er gratis, men tilmelding er nødvendig på: http://webpay.sdu.dk/system/cesfo

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies