Virksomheder og studerende på netværksarbejde

Virksomheder og studerende fra SDU Kolding og Designskolen Kolding mødtes til Business Lunch på Syddansk Universitet for at se hinanden an og eventuelt starte et samarbejde om et studiejob, en praktik eller en projektopgave.

Torsdag den 24. november 2016 mødtes 35 lokale virksomheder og ca. 120 studerende fra SDU Kolding og Designskolen Kolding til Business Lunch på Syddansk Universitet for at se hinanden an og eventuelt starte et samarbejde om et studiejob, en praktik eller en projektopgave. SDU Erhverv, interAct ved SDU, Designskolen Kolding og Business Kolding står bag netværksarrangementet, der foregår to gange årligt.

Det gode eksempel

Dagen startede i auditoriet på SDU, hvor forretningsudviklingschef Henrik Ejsing Andreasen fra EWII og cand.merc.-studerende Kristian Kaack Johansen bl.a. fortalte om, hvordan deres samarbejde fungerer. For godt tre år siden startede Kristian Kaack Johansen i praktik i EWII, der dengang hed Trefor. Siden er han blevet ansat som studentermedhjælper, da det viste sig, at han kunne bidrage med noget helt særligt til den gamle og veletablerede virksomhed:

"Kristian udfordrer måden, vi tænker på og måden, vi arbejder på, forklarer Henrik Ejsing Andreasen, vi har det med at gøre det, vi plejer at gøre, men vi bliver hele tiden udfordret af en øget konkurrence, så vi er tvunget til at tænke nyt, og Kristian inspirerer os til at bruge nye arbejdsmetoder, teorier og viden".

Også Kristian Kaack Johansen har fået meget ud af samarbejdet, for når han som færdiguddannet kandidat skal ud og søge job, så har han en række erfaringer, han kan skrive på cv’et, og han har da også et råd til andre studerende:

"Det gælder jo om at gøre sig uundværlig, så de er afhængige af, at man kommer, smiler han".

Summer af samtaler

I atriet myldrer studerende rundt mellem cafébordene, hvor virksomhederne står klar med jobopslag, bolsjer og en åbenhed for at høre mere om, hvad de studerende har at byde ind med til lige netop deres virksomhed.

"De er forberedte og målrettede, fortæller Karen Lebahn Bentzen, der er HR-chef hos Würth Danmark A/S".

Hun oplever, at de studerende ikke kun kommer for at søge den opslåede stilling om en praktikant til HR-afdelingen. Mange vil f.eks. gerne skrive speciale i virksomheden.

"Jeg kan godt lide at lade teorien banke på døren og så åbne op, slutter hun".

Kør den hjem

For mange studerende er Business Lunch et godt sted at møde virksomheder på en uformel og afslappet måde, selv om det godt kan være lidt svært at tage det første skridt:

"Det første sted var lidt grænseoverskridende at besøge, men så blev det faktisk lidt sejt. Virksomhederne er vildt åbne, og de vil det lige så meget som vi vil, fortæller HA ENIN-studerende Simon Stausholm Rasmussen".

Som HA ENIN-studerende skal han finde en virksomhed, hvor han kan komme hver onsdag de næste to år, hvor han dels skal arbejde i virksomheden, dels skrive en opgave i forbindelse med studiet pr. semester. Og Simon Stausholm Rasmussen var heldig at få en aftale med en af virksomhederne om at mødes og snakke videre om det konkrete samarbejde i næste uge.

"Så er det bare med at køre den hjem, smiler han".

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies