Af Liza Bjerre Lund, stud. cand.merc., SDU Kolding
Forelæsningen er netop slut, og jeg går som altid hen til skraldespanden med min hjemmefra medbragte Pepsi Max dåse for at smide den ud. Jeg bemærker som så mange andre dage, at der i skraldespanden ligger både madrester, papir, plastikkrus og -bestik, pantflasker og diverse andre kasserede elementer. Det er et stort virvar af alt og ingenting. Intet er sorteret og intet af det vil blive sorteret. Det vil alt sammen blot ende i småt brændbart.
Min frustration tager over. Jeg synes ikke, det kan være rigtigt, at en institution som SDU Kolding ikke tænker mere på miljøet. Det er ikke kun skraldespandene i klasselokalerne, det drejer sig om. Det er i kantinen, på gangarealerne og såmænd papirkurvene ved kopimaskinerne er fyldt med slikpapir og pantflasker. Jeg synes, at der burde være en bedre løsning end at kyle det hele i samme spand. Der kunne ved en mindre investering anskaffes skraldespande, hvor det var muligt at sortere madrester, papir, andet brændbart og pantflasker.
For det første, ved at alting er blandet sammen, vil det hele skulle sendes til småt brændbart på genbrugsstationerne. Dette gør, at forureningen og CO2-udledningen ved denne form for manglende affaldssortering er enorm sammenlignet med mængden af småt brændbart affald ved korrekt affaldssortering.
For det andet kunne man ved at sortere affaldet bidrage med madaffald til kompost, som derved igen kunne genanvendes med et nyt formål. Affaldet vil på den måde få ny værdi, som kan gavne miljøet ved at sænke forbruget af fx kunstgødning, som igen koster på miljøkontoen ved fremstilling.
For det tredje ville pantflasker ligeledes kunne genanvendes, som de i første omgang er tiltænkt, i og med at de er pantsat og bør indleveres til genanvendelse. Men da vi ikke sorterer på SDU, ryger alle de kasserede pantflasker direkte ned i afbrænderen og sender en masse sort røg med skadelige stoffer ud i vores atmosfære.
Hvorfor, det er sådan, kan måske forklares ud fra Hildebrandt’s (2018) argument om, at vi mennesker har en medført kultur, som gør, at vi foretrækker de nemme løsninger, hvis ikke alternativet er fordelagtigt eller resulterer i en form for målbar profit eller belønning.
Teoretikere som Stubbs & Cocklin (2008) argumenterer for, at det i langt højere grad bliver essentielt for virksomheder at inkorporere bæredygtighed i deres strategi og ikke blot tilføje det som et add-on punkt på dagsordenen. Montiel et al (2018) belyser vigtigheden af at påbegynde den bæredygtige tankegang allerede på uddannelsesinstitutionerne, for kun ved at plante den bæredygtige tankegang hos individerne, inden de kommer ud på arbejdsmarkedet, vil denne hænge fast og påvirke, hvordan vi som videreuddannede medarbejdere anskuer bæredygtighedsfænomenet med alvor og respekt.
Derfor synes jeg, at vi som undervisningsinstitution i højere grad skal integrere Sustainability Management som en del af undervisningen. Samtidig med at vi som første punkt på dagsordenen anskaffer os nogle nye affaldscontainere for illustrativt og symbolsk at give et klart signal om, at vi tænker på miljøet og det bæredygtige element, som skal sikre en holdbar og bedre fremtidig situation for os alle.
Nogle vil sikkert synes, at så lille en ændring ikke vil gøre den store forskel samlet set. At folk stadig vil smide affaldet ud i den forkerte container, hvilket vil forurene mere, end hvis det hele blot blev afbrændt. Nogle vil synes, at det er en unødvendig investering, da de containere, der findes på SDU, fint opfylder behovet for en beholder til skrald, så det ikke ligger og flyder. Men hvis vi alle tænker sådan, vil der ikke ske nogle små ændringer, og da så slet ingen større ændringer til det bedre, set fra et bæredygtigt perspektiv. Hvis ikke vi tager ansvar for det, vi kan påvirke, vil forureningsproblemet kun vokse, indtil vi ikke kan se os ud af det længere. Så derfor er vi nødt til at handle, og vi kan jo starte med affaldsbeholderne på campus.