Skip to main content

Professor i sundhedsledelse og -politik på Institut for Statskundskab

Den 1. januar 2023 vender Mickael Bech tilbage til SDU som professor indenfor sundhedsledelse og -politik på Institut for Statskundskab, SDU.

Den 1. januar 2023 vender Mickael Bech tilbage til SDU som professor indenfor sundhedsledelse og -politik på Institut for Statskundskab, SDU. 
 
Mickael har en stærk forskningsprofil inden for organisering, ledelse og policyudvikling med et særligt fokus på sundhedsvæsenet. Han har gennem sin karriere været professor på Syddansk Universitet, Aarhus Universitet og VIVE. Udover at have en solid forskningsmæssig baggrund, har Mickael også praktisk erfaring med ledelse fra tidligere stillinger som direktør, institut- og forskningsleder. Han kommer til SDU fra en stilling i VIVE, hvor han har været forsknings- og analysechef for VIVE Sundhed. 
 
Mickael kommer til at bruge sine mange kompetencer og fortsætte sit forskningsspor i den nye stilling som professor indenfor sundhedsledelse og -politik på Institut for Statskundskab: "Jeg ser meget frem til at dedikere mig til forsknings- og undervisningsaktiviteter på instituttet, hvor jeg glæder mig til at arbejde sammen med dygtige og gode kollegaer. Jeg glæder mig også til at vende tilbage til SDU, hvor jeg er uddannet og været de første mange år af min forskningskarriere."
 
Institutleder Signe Pihl-Thingvad ser også frem til samarbejdet med Mickael: ”Mickael har i sin forskning arbejdet på tværs af samfunds- og sundhedsvidenskabelige forskningsgrupper, han har derfor nogle solide tværdisciplinære kompetencer, som jeg er sikker på vil komme instituttet til gode. Derudover har Mickael bred undervisningserfaring inden for ledelse, organisation og økonomi. Jeg er derfor overbevist om, at Mickael kan bidrage med meget positivt til instituttet i de kommende år”.
 
Dekan Peter Møllgaard glæder sig yderligere over at Professor Bech kan styrke samarbejdet med sundhedsvidenskab, herunder intensivering af samspillet med Odense Universitetshospital, som flytter tættere på SDU i de kommende år.
 
Hvis man gerne vil læse mere om Mickaels forskning, kan hans forskningsprofil på Google Scholar findes her.

 
Redaktionen afsluttet: 23.11.2022