Skip to main content

Esbjerg Universitetspris 2017

Det blev sociologistuderende Julie Andreassen, der den 9. november fik overrakt årets universitetspris på baggrund af hendes speciale om organisationsændringer i Maersk Oil & Gas i Esbjerg - et speciale som i dag anvendes af ledelsen

Julie har i foråret 2017 afsluttet sit studie kandidatuddannelsen i Cultural Sociology.

Professor Gunnar Lind Haase Svendsen, som var vejleder på hendes speciale, har indstillet hende til årets universitetspris.

På baggrund af sin bachelorgrad i Market and Management Anthropology, SDU, Odense, var hun godt ’klædt på’ til vores uddannelse i MSc Cultural Sociology og har da også været en af vore dygtigste studerende. Hun har være spørgelysten og fuld af lærelyst, god til at få feedback på sine skriftlige opgaver, så hun hele tiden har kunnet forbedre sig.

Gennem hele forløbet har hendes hovedinteresse været organisationskulturer i private virksomheder. Hun har her særligt beskæftiget sig med Maersk Oil i Esbjerg, hvor hun først var ansat som studentermedhjælp og efter aflevering af kandidatspecialet fik en fast stilling i HR-afdelingen.

Hendes interesse for organisationskulturer og – mere specifikt – ændringer i organisationskulturer ses tydeligt i hendes fremragende kandidatspeciale, ”Unpacking ACT. A Sociological Research of Cultural and Organizational Change in Maersk Oil DBU”, der fik karakteren 12. Gennem en større spørgeskemaundersøgelse med gyldige besvarelser fra 917 medarbejdere (en svarprocent på 69%) suppleret med kvalitative interview nåede hun frem til en lang række spændende og nyttige fund i forbindelse med implementeringen af den nye strategi (ACT – Accountability, Collaboration and Trust).

Resultater fra specialet bliver i dag brugt aktivt af den øverste ledelse.

Julie har på alle måder været en mønsterstuderende, der har beskæftiget sig med nyttige, praktisk anvendelige sociologiske emner og teorier, der rent faktisk kan tilføre vort samfund en merværdi.

Esbjerg Universitetspris uddeles til fremragende studerende ved  Syddansk Universitet Esbjerg og Aalborg Universitet Esbjerg for at fremme erhvervsrettet forskning i innovation, kompetence og internalisering.

Fondene under Claus Sørensens Fond, Danske Bank Fonden i Esbjerg, Esbjerg Erhvervsudvikling, Esbjerg Fonden, og Lida & Oskar Nielsens Fond stiller et kapitalgrundlag på op til 50.000 kr. til rådighed for universitetsprisen hvert år.