Skip to main content

Bachelor i miljø og ressource management: Samme uddannelse – ny titel

Universitets- og Bygningsstyrelsen (UBST) har netop godkendt en titelændring på bachelor-uddannelsen miljøplanlægning, der udbydes på Syddansk Universitet i samarbejde med Aalborg Universitet i Esbjerg. Således hedder uddannelsen fremadrettet bachelor i miljø og ressource management.

”Det handler om at finde den rigtige betegnelse til vores nuværende uddannelse, så kommende studerende bedre kan se den faglige profil og de mange jobmuligheder efter endt uddannelse” udtaler lektor Lone Grønbæk Kronbak, der fra 2011 er studieleder for uddannelsen. Uddannelsen fokuserer på forståelse for og løsninger af nutidens og fremtidens miljø og ressource udfordringer, hvoraf kan nævnes eksempler som: iltsvind, giftdepoter, olie og CO2-udledning med efterfølgende klimaændringer.

Uddannelsen er unik, da den forener den tekniske og naturvidenskabelige indsigt med det økonomiske og samfundsmæssige rationale, så den rette balance mellem miljø og ressourcer på den ene side og erhverv og samfund på den anden side findes. Dette gøres gennem et mangeårigt og effektivt samarbejde mellem Esbjergs to universiteter Aalborg Universitet og Syddansk Universitet omkring uddannelsen.