Skip to main content

Afhandling medførte succes

Kenneth Poucher fra SDU i Esbjerg har fået topkarakter, job og universitetspris for sin kandidatafhandling

Først fik Kenneth Poucher 12 i sin kandidatafhandling. Han har læst Miljø- og Ressource Management på Syddansk Universitet i Esbjerg.

Herefter scorede han et job som miljøingeniør ved DONG Energy, hvor han blandt andet arbejder med at udforme en ny miljøstrategi.

Og nu har afhandlingen også resulteret i, at han er dette års modtager af Esbjerg Universitetspris. Ud over hæder, blomster og diplom følger også en check på 20.000 kroner til Kenneth Poucher.

Prisen gives til talentfulde unge

Det er 17. gang, at Esbjerg Universitetspris bliver uddelt.

Den gives til særligt talentfulde studerende ved Aalborg Universitet Esbjerg og Syddansk Universitet Esbjerg. Det er Esbjerg Erhvervsudvikling med støtte fra en række fonde, som står bag prisen.

Fra Aalborg Universitet delte Christian Mai, Leif Hansen og Kasper L. Jepsen prisen.