Skip to main content
Hormonforstyrrende stoffer

Ny hjemmeside giver overblik over hormonforstyrrende stoffer i EU

Fem lande, heriblandt Danmark, er gået sammen om at lave en liste over hormonforstyrrende stoffer og håber, at det kan bane vejen for strammere EU-regler på området.

Af Birgitte Svennevig, , 10-06-2020

Hormonforstyrrende stoffer har længe ligget højt på kemikaliedagsordenen hos politikere, forskere og i befolkningen.

Der er bred enighed om, at de kan være farlige for både mennesker og miljø, og Danmark er et af de lande, der presser på for strengere lovgivning i EU.

Men ifølge miljøminister Lea Wermelin går det alt for langsomt med at lave fælles regler i EU, og derfor er Danmark nu med til at lancere en hjemmeside med en liste over hormonforstyrrende stoffer.

På forkant med lovgivningen

– Listen har værdi for både forbrugere, industrien og selvfølgelig beslutningstagerne. Forbrugere, fordi de med den kan undgå hormonforstyrrende stoffer. Og industrien, fordi de kan orientere sig om, hvilke stoffer, der allerede nu er mistanke om, så kan de komme lidt på forkant, og det er der mange, der gerne vil, siger Jane Ebsen Morthorst, økotoksikolog på Syddansk Universitet, SDU.

Sammen med kollegaen Henrik Holbech fra SDU Økotoksikologi og Center for Hormonforstyrrende Stoffer har hun leveret viden til Miljøstyrelsen om hvilke stoffer, der kandiderer til hjemmesiden.

Hjemmesiden indeholder tre lister:

  • Liste I: De 19 stoffer, der allerede er officielt identificeret af EU som hormonforstyrrende.
  • Liste II: De 84 stoffer, som er ved at blive undersøgt for hormonforstyrrende effekt i EU.
  • Liste III: De 9 stoffer, som anses for at være hormonforstyrrende i et eller flere af de lande, der står bag hjemmesiden.

Om hjemmesiden

  • De fem lande bag hjemmesiden er Danmark, Belgien, Frankrig, Nederlandene og Sverige.
  • Siden administreres af Miljøstyrelsen på vegne af myndigheder i alle deltagende lande.

Kilde: edlist.org

Beslægtede stoffer under mistanke

Et af de stoffer, som Center for Hormonforstyrrende Stoffer, har meldt ind til liste III, er bisphenol AF.

Det er et stof, der har erstattet den tidligere brug af Bisphenol A, som EU i dag identificerer som hormonforstyrrende. Ligesom Bisphenol A bliver Bisphenol AF i dag brugt til blandt andet at fremstille plastik.

– Dette er et typisk eksempel på, at når et stof bliver forbudt, begynder industrien at bruge et beslægtet stof, som ikke er forbudt, men som viser sig at være lige så skadeligt, når det så endelig bliver undersøgt. Der er mange sådanne nært beslægtede stoffer, som ikke er forbudte, men som undersøgelser allerede viser – eller kan forventes at vise – er lige så skadelige, siger Jane Ebsen Morthorst.

Den skadelige effekt er bevist

Bisphenol AF optræder altså ikke på EU's liste, men ”kun” på listen over stoffer, der anses for hormonforstyrrende i et af de lande, der bidrager til listen.

– Men der er viden nok om Bisphenol AF til at regulere brugen af stoffet, for den skadelige effekt er allerede beskrevet i den videnskabelige litteratur. Hvis vi skal blive ved med at genundersøge noget, som allerede er undersøgt, så kommer vi aldrig i mål. Derfor ser vi meget positivt på Miljøstyrelsens indsats med denne liste, der bygger på videnskabelige undersøgelser, som vi som forskere kan stå inde for, siger Jane Ebsen Morthorst.

Fra dansk side har Miljøstyrelsen sat ni stoffer på listen.

Mød forskeren

Lektor Jane Ebsen Morthorst er biolog og en del af forskningsgruppen for Økotoksikologi ved Biologisk Institut på SDU.

Kontakt