Nøgleordet er samarbejde

På trods af de dystre sundhedskonsekvenser af globaliseringen tilbyder den samtidig enestående potentialer for at forbedre global sundhed. Den teknologiske udvikling betyder, sammen med internettets muligheder, at udsigterne til at udvikle og udveksle viden og forskning er bedre end de nogensinde har været. Man har længe sagt at ”We have guns but no magic bullets” til løsning af globale sundhdsproblemer – det er nok ikke længere sandheden, den store udfordring ligger nu i at øge fokus på globaliseringens muligheder og at verdens ressourcer skal fordeles bedre og mere retfærdigt. I de rige lande er for lidt mere end nok – i de fattige lande er for meget ikke nok. At engagere sig i global sundhed betyder i praksis at man er nødt til at arbejde sammen på tværs af grænser om at finde og dele løsninger på fælles sundhedsproblemer. WHO har ikke haft magt til at rette op på uligheden men med de seneste års fokus på området er der kommet helt nye aktører på banen såsom The Gates Foundation og GAVI og med The Millenium Development goals er der sat klare mål for reduktion i ulighederne, selvom ressourcerne stadig ikke er tilstrækkelige.

Den direkte forbindelse mellem fattigdom og helbred er velkendt. Fattigdom fastholder dårlig sundhedstilstand og fremtvinger fattige sundhedsvalg. Fattigdom forhindrer folk i at leve et økonomisk produktivt liv, giver høj børnedødelighed og høj fertilitet. Fattigdom skaber grobund for national ustabilitet og kroniske konflikter, der igen umuliggør produktivitet og fornuftige sundhedsvalg. Skellet mellem rige og fattige er ikke bare globalt men også nationalt og er tæt relateret til ulige adgang til sundhedstilbud. Sundhed er blevet til et sikkerheds element.

De seneste år er der kommet flere og flere undersøgelser der har vist at sundhed kan drive økonomisk udvikling, mens det modsatte er mindre klart. Specielt udviklingen i Cuba, Kina, Indien og Rusland tyder på at dårligt helbred er en dårlig national investering. Det kan betale sig at løse sundhedsproblemer og helbredsproblemer kan ikke tackles alene på nationalt plan – der er brug for en global Kyoto (eller København?) aftale på sundhedsområdet.